Libyens geografi

Blåfinnet tun (også kaldet atlantisk tun) passerer fra april til juli fra Atlanterhavet ind i Middelhavet via Gibraltarstrædet. I Sidrabugten har den vigtige gydepladser, og der er derfor i perioder mange tun i bugten. Tunfiskeri har en lang historie langs Middelhavskysten. Mosaikker fra det romerske rige viser kystfiskeri med net. Frem til Italiens kolonisering af Libyen foregik der fortsat kystfiskeri af tun, og fra 1930 udviklede Italien tunfiskeri fra fiskerbåde i Sidrabugten. I 1990’erne blev der etableret en betydelig industri for dåsetun i Libyen; i begyndelsen af 2000-tallet var tunfiskeri blevet så lukrativt, at Libyen forbød udenlandske skibe at fiske i Sidrabugten, så Libyen selv kunne sikre sig indtægterne fra tun i libysk farvand.

Med oprøret i 2011 og sammenbruddet af den libyske stat og statsadministration kunne Libyen ikke længere opretholde sin kontrol med fiskeriet i Sidrabugten. Det har ført til ulovlig og ikke-reguleret fiskeri af tun af europæiske skibe med base i Spanien, Frankrig, Malta og Italien. Tunene fanges i enorme net, og stimerne trækkes til farme ud for bl.a. Italien, hvor de vokser sig større, inden de bliver fanget.

Hermed mister Libyen store indtægter fra tunfiskeri, som er en industri, der ellers har et stort udviklingspotentiale i landet.

Syd for Al-Marj og Benghazi ligger den flade og frugtbare Marj-Slette. Den er gennemskåret af wadier, der om vinteren er fyldt med vand fra nedbør. I gennemsnit falder der mellem 300 og 500 mm. regn om året i området, og det muliggør landbrug. Til sammenligning falder der i Danmark 746-782 mm. regn om året. På de store, flade marker på Marj-Sletten dyrkes der byg og hvede samt oliven, mandler og vin. Der græsses også flokke af får, geder og kameler. Al-Marj distriktet har ca. 157.747 indbyggere (2012).

Syd for Marj-Sletten har de tektoniske pladers bevægelse skabt en lav bjergkæde kaldet De Grønne Bjerge (Jabal al-Akhdar, arabisk), som er et kalkstens-plateau med skov og frugtbar jord, der rejser sig op til 900 m. Her falder der 400-600 mm regn om året.

Nedbøren er tilstrækkelig til landbrug og til, at der kan vokse skov i bjergene. Der dyrkes frugt, grøntsager og korn som et af de få steder i Libyen, og også her græsses flokke af geder, får og dromedarer. Skovene består af den stedsegrønne vegetationstype kaldet maki, der er almindelig i kystnære områder rundt om hele Middelhavet, herunder mastiktræer, kermes-eg, steneg, jordbærtræ og myrte.

I 1930’erne migrerede mange italienere til Al-Marj området og De Grønne Bjerge for at drive landbrug. En tredjedel af den oprindelige skov er blevet fældet og har måttet vige pladsen for udlægning af landbrugsjord. Efter 2. Verdenskrig rejste den italienske befolkning igen, og området har ligget øde hen, indtil libyerne i slutningen af 1900-tallet overtog landbrugsdriften.

Kun mellem 5-17 % af den libyske arbejdsstyrke er beskæftiget i landbruget. Arbejdet er sæsonbetonet, og bl.a. derfor varierer beskæftigelsen i det erhverv. Landbrug udgør under 2 % af BNP, og det libyske landbrug dækker kun ca. 25 % af behovet for landbrugsvarer i landet. Libyen er derfor helt afhængig af import af fødevarer.

Hovedbyen for Jabal al-Akhdar er Bayda, som ligger ud til Middelhavet. Den har ca. 250.000 indbyggere, hvilket gør den til Libyens fjerdestørste by. Længst mod øst nær grænsen til Egypten ligger en af områdets øvrige store byer, Tobruk (121.000 indbyggere, 2005).

I 2023 blev nordkysten af Cyrenaika og Sidra-bugten ramt af den tropiske cyklon kaldet Daniel. Den forårsagede så store vandmængder, at Derna- og Mansour-dæmningerne ved byen Derna på nordkysten i Cyrenaika brast under et ekstra stort vandpres. Dæmningerne var bygget i 1970'erne for at opdæmme regnvand fra de naturlige dale til brug i landbruget. Da dæmningerne brast, blev store områder voldsomt oversvømmet. Flere end 11.000 personer døde, og 40.000 blev hjemløse. På grund af borgerkrigen i Libyen blev nødhjælpsarbejdet vanskeliggjort, så medicin og nødhjælpsforsyninger ikke nåede frem. Det forværrede konsekvenserne af stormen.

På denne kyststrækning ligger Libyens hovedstad Tripoli samt den store by Misratah (1,034 mio. indbyggere, 2025). Tripoli har oplevet et mærkbart fald i indbyggertallet på grund af den voldsomme borgerkrig. I 2012 havde byen 2,1 mio. indbyggere, mens der i 2021 var 1,3 mio. (est.), og i 2025 anslås byens befolkningstal at være godt 1,1 mio. Mange er rejst til bl.a. Tunesien, Egypten og Europa eller er internt fordrevet.

Vest for Tripoli breder Jafara-Sletten sig. Den består af lavere sanddyner, der veksler med flade stepper med spredt lav, tør vegetation og flade områder med saltaflejringer. Jafara-Steppen breder sig over ca. 26.000 km² i det nordvestlige hjørne af Libyen og fortsætter ind i det sydlige Tunesien op til byen Tataouine.

Befolkningen i området var oprindeligt halvnomader. Befolkningen blev delt af de første grænsedragninger mellem Tunesien og Libyen i 1886, som Frankrig iværksatte med besættelsen af den vestlige del af Jafara-Sletten, efter at det franske protektorat var etableret i Tunesien. Grænsen gennem Jafara-Sletten blev endeligt fastlagt mellem Frankrig og Osmannerriget i 1910.

På den tunesiske side af grænsen gennem Jafara-Sletten blev der i 2015 gravet en flere meter bred rende fyldt med vand, der skulle fungere som barriere og forhindre passage over grænsen uden for de etablerede grænseposter. Tunesien ønskede med barrieren at forhindre, at våben og skytter trænet i Libyen kunne passere fra Libyen til Tunesien. Den strækker sig langs ca. 200 km ud af den samlede 461 km lange fælles grænse.

Jafara-Sletten afløses ca. 120 km inde i landet af skråningerne i den relativt lave bjergkæde Jabal Nafusa (Nafusa-bjergene), som rejser sig 460-980 m. De porøse bjerge består af aflejringer af forskellige mineraler og bjergarter samt karbonatsten, der primært består af kalksten og dolomit.

Nafusa-bjergene har kun sparsom vegetation og har siden 2010-2015 været ramt af tørke. Tørken har betydet, at oliven-, figen- og mandeltræer, der tidligere udgjorde en vigtig indtægt for området, er gået ud. Som konsekvens har hundredvis af familier, der har boet i Nafusa-bjergene i generationer, forladt området og er flyttet til de store kystbyer Tripoli og Misratah. Det menes, at tørken og dermed de demografiske forandringer i området skyldes klimaforandringer. Befolkningstallet i Jabal Nafusa har tidligere været opgjort til en halv million.

Befolkningen i Jabal Nafusa er primært berbere, der deler kultur, sprog (berberisk, tamazight), levevis og historie med berberne i Ksour-bjergene i den sydlige del af Tunesien. Disse berberbefolkninger blev delt i 1886 med den første grænsedragning mellem Libyen og Tunesien. Under Muammar Gaddafis regime fra 1969 til oprøret i 2011 var berberidentiteten voldsomt undertrykt.

Oasebyen Ghadamès ligger syd for Jabal Nafusa tæt på grænsen til Algeriet. Den har været en vigtig handelsby på karavaneruter gennem Sahara fra det sydlige Afrika til byer langs kysten som Tripoli, Houmt Souk, Jerba, og Tunis. I dag har Ghadamès 10.000-12.000 indbyggere.

Der er ca. 30.000 daddelpalmer i oasen, der vokser i bælter i selve byen og rundt om den. Daddelhøst er en vigtig indtægtskilde, og samtidig skærmer palmerne byen mod sandstorm, hede og fordampning.

Ghadamès blev optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste i 1986.

Under Den Libyske Borgerkrig brød de første anti-Ghaddafi protester i 2011 ud i Nafusa-bjergene, og oprørsgrupperne her vandt de første kampe mod Ghaddafi-styrkerne. Kampene blev kendt som Nafusa mountain campaign. Byer i bjergene som Wazzin på den libyske side og Dahiba på den tunesiske side og de små uofficielle veje mellem landsbyerne i bjergene blev aktiveret til at transportere forsyninger og mennesker fra Libyen ind i Tunesien.

Byen Sabha, som er hovedbyen i Fezzan, er netop opstået i forbindelse med en oase. Byen var et vigtigt knudepunkt for handelskaravanerne fra Sahel-området til det nordøstlige Afrika samt Egypten. I dag har byen ca. 218.000 indbyggere (2018) og er dermed en af Libyens største. Der er store udfordringer med vandmangel i byen, og 80 % af byens huse er ikke tilkoblet vandforsyning.

Befolkningen i det sydlige Fezzan er etniske arabere, berbere, toubou og tuareger. De har alle familie- og loyalitetsbånd til stammer i Algeriet, Tchad, Niger og Sudan og identificerer en lang række forskellige stammer og familier, som den enkelte har tilhørsforhold til.

Fezzan er blevet central i forhold til migration fra landene syd for Libyen mod nord. Lokale stammer står for den organiserede menneskesmugling gennem ørkenen og genererer store indtægter på det.

I det centrale Libyen ligger to såkaldte slaggekegler, som er vulkaner dækket af vulkansk slagge, dvs. størknet lava. I området findes flere typer vulkaner, hvoraf de tidligste var aktive for ca. 6,4 mio. år siden. Aktiviteten menes at være stoppet for 2,2 mio. år siden. Vulkanerne og strømmene af størknet lava dækker et område på 42.000-45.000 km², dvs. ca. Danmarks størrelse. Området med vulkaner og lava kaldes Haruj.

Sirt-bassinet er i omfang det største af de fem bassiner og har 80 % af Libyens reserve på ca. 45 milliarder tønder olie og 33 billioner kubikfod gas. Bassinet strækker sig fra Sidrabugten i bugtens bredde hele vejen mod Libyens sydligste grænse. Der bores ca. 2.500-3000 m ned for at ramme oliereserverne i dette bassin.

En stor tæthed af oliebrønde i Sirt-bassinet ligger syd for Sidrabugtens østlige del i grænseområdet mellem Fezzan og Cyrenaika og syd for kystbyen Ras Lanuf. Byen har et stort raffinaderi, et petrokemisk kompleks, olieterminaler og olieledninger, og i 1980’erne blev den udbygget til at kunne huse 40.000 ansatte i oliebranchen.

Siden militærlederen Khalifa Haftars de facto magtovertagelse med den østlige del af Libyen i 2017 har de fleste af olieboringer i dette område været under hans administrations kontrol. Med mellemrum har man her stoppet produktion eller truet med at gøre det som et led i magtspillet.

De øvrige bassiner er Muruzq Bassinet i det sydvestlige Fezzan, Kufra bassinet i det sydøstlige Cyrenaika, Cyrenaika Platformen i den nord-østligste del af Cyrenaika samt Ghadamis-bassinet i den nordvestlige del af Tripolitania, som strækker sig ind i det sydlige Tunesien og Algeriet.

Der er meget store oliefelter vest for Sabha i Muruzq-Bassinet, men de genererer ikke arbejdspladser for den lokale befolkning, da de drives af udenlandske firmaer, der bringer egne ansatte ind til felterne.

I 2025 annoncerede Libyens nationale oliesammenslutning, National Oil Corporation, nye fund af råolie i Ghadamis-bassinet. Der er 13 eksisterende oliebrønde i området, og produktion fra syv nye brønde forventes igangsat i 2024-2025.

I 1984 vedtog Libyens regering med Muammar Ghaddafi i spidsen det enorme projekt Den Store Menneskeskabte Flod (engelsk: Great man made river, arabisk: النهر الصناعي العظيم). Det fossile grundvand pumpes op i en række borefelter dybt inde i ørkenen. Det ledes mod nord i to hovedrørledninger på henholdsvis 1.700 og 1.800 km, og som er er gravet ned i Saharaørkenen, for at undgå den store opvarmning af vandet, der ville ske, hvis rørene lå oven på jorden. Der bores efter vand i mere end 1.300 brønde, som er 500 m. dybe, og som befinder sig i de sydlige egne af landet. Brøndene leverer 6.500.000 m³ ferskvand pr. dag. 70 % af al Libyens ferskvandforbrug kommer fra disse boringer.

I et rørledningssystem langs kysten ledes det fossile vand ud til de store kystbyer og en række øvrige byer. Vandet opmagasineres også i store cisterner i tilknytning til landbrug, hvorfra det så kan ledes ud til overrisling af landbrugsjord.

Projektet hører under den libyske stat og bliver finansieret af indtægterne fra olie. Arbejdet med at anlægge, drive og vedligeholde det enorme og komplekse projekt udføres af forskellige store internationale firmaer inden for pumpeindustri og ingeniørfaget.

Trods det enorme projekt og en ambition om at sørge for vand til den libyske befolkning er op mod 80 % af husene i nogle kystbyer ikke forbundet til vandforsyningen. Her må vand køres ud til husstandene i store tankbiler. Også i Jabal Nafusa, som endnu ikke er koblet på vandledninger fra Den Store Menneskeskabte Flod, er der vandmangel, og tankbiler må bringe vandforsyninger ud til befolkningen.