Cyrenaika

Cyrenaika er en provins i Libyen i den østlige del af landet, som grænser op til Middelhavet og nabolandene Egypten mod øst, og Tchad og Sudan mod syd. Cyrenaika blev i begyndelsen af 1800-tallet hjemsted for den såkaldte Sanusiorden, som efter 2. Verdenskrig krævede Cyrenaikas selvstændighed. Ordenens daværende leder Sayyid Muhammad Idris al-Sanusi blev det selvstændige Libyens første konge, Idris 1., i 1952. Det er i denne historiske sammenhæng, at den Tobruk-baserede libyske regering og dens krav om ledelse dels af Cyrenaika og i perioder hele Libyen efter oprøret i 2011 og Gaddafi-regimets fald, blandt andet skal forstås.

Cyrenaikas geografi

Provinsen Cyrenaika strækker sig fra Sidrabugtens østlige bred til grænsen til Egypten mod øst, og fra Middelhavet mod nord til grænsen til Tchad mod syd. De store og centrale byer i provinsen er Benghazi, Bayda og Tobruk i den nordlige del samt Al Jawf Kufra-ørkenområdet i den sydlige del af Cyrenaika.

Cyrenaika dækker et område på 855.370 km² svarende til knap tyve gange Danmarks størrelse. Ved den seneste folketælling i 2006 boede der 1,6 mio. indbyggere i provinsen. I 2026 anslås tallet at være 2-2,5 mio. De fleste bor i byerne på den nordlige kyst og i mindre byer ved oaserne i ørkendelen af provinsen. Cyrenaika består hovedsageligt af sandørken, som strækker sig mod syd umiddelbart bag et smalt bælte langs middelhavskysten.

Luftbasen Matan el-Sarra

Længst mod syd i provinsen ligger luftbasen Matan el-Sarra, som blev genåbnet i begyndelsen af 2025. Som en del af samarbejdet mellem den libyske regering Government of National Stability med hovedsæde i Tobruk og Rusland, benytter Rusland luftbasen til det såkaldte Afrikakorps og til engagement i krige og konflikter i blandt andet Tchad og Sudan.

Sanusiordenen og Cyrenaika

I 1840’erne blev Cyrenaika hjemsted for den islamiske teolog Muhammad ibn Ali al-Sanusi. I byen al-Beida på Cyrenaikas nordligste kyst etablerede al-Sanusi i 1842 det første zawiya. Et zawiya var en slags kloster, hvor mænd kunne overnatte, bede, meditere, studere islam og være en del af et fællesskab.

I 1856 flyttede han lærdomscenteret til oaselandsbyen Jaghbub ca. 280 kilometer syd for Tobruk. Her underviste han i sin udlægning af islam, der blandede en konservativ tilgang med sufisme. Det var en mystik, der lagde vægt på den enkeltes åndelige oplevelse af nærvær til det guddommelige, og som han var blevet inspireret af under et studieophold i Mekka.

Muhammad ibn Ali al-Sanusis udlægning af islam vandt stor opbakning i befolkningen i Cyrenaika. Han gav sine følgere til opgave at grundlægge religiøse centre langs karavaneruterne samt skoler og handelscentre.

Hermed blev Sanusiordenen en udbredt og velfunderet social og politisk organisering og netværk i området. Samtidig udfordrede ordenen Osmannerrigets magt. Efter osmannisk forsøg på at indskrænke al-Sanusis indflydelse flyttede han sit hovedsæde endnu dybere ned i Cyrenaika til Kufrah længst mod syd.

Efterfølgende ledere af Sanusiordenen

Muhammad ibn Ali al-Sanusi døde i 1859. Han blev efterfulgt af sønnen Muhammad al-Mahdi ibn Muhammad al-Sanusi (1845-1902), ofte kaldet al-Mahdi. Han var imidlertid kun 14 år, da faderen døde, og derfor overtog et råd bestående af faderens nærmeste venner ledelsen af Sanusiordenen. Al-Mahdi al-Sanusi overtog ledelsen i 1869, 25 år gammel.

Da al-Mahdi al-Sanusi døde i 1902, var hans søn, Muhammad Idris al-Sanusi også for ung til at lede ordenen. Derfor overtog Idris' fætter, Ahmed Sharif as-Sanusi, ledelsen frem til 1916, hvor Idris al-Sanusi overtog. Idris al-Sanusi blev i 1951 den første konge for den selvstændige nationalstat Libyen. Han blev i den position kaldt Idris 1.

Den italienske kolonimagt og Sanusiordenen

Fra 1912 blev Cyrenaika en del af Italien, idet Italien etablerede en koloni bestående af de tre provinser Cyrenaika, Tripolitania og Fezzan. Mange italienere indvandrede til Cyrenaika, da der var stor arbejdsløshed i Italien, og Libyen bød på muligheder for at etablere nye landbrug og virksomheder.

Fra 1930 fik denne indvandring størst fart. Op mod 50.000 italienske nybyggere etablerede sig i Cyrenaika, hvilket svarede til ca. 15 % af befolkningen. De fleste etablerede sig i og omkring byerne på den nordlige middelhavskyst.

Sanusiordenen leder oprør mod Italien i Cyrenaika

Sanusiordenen samlede fra 1912 beduinstammerne i Cyrenaika i en fælles modstand mod den italienske kolonisering. Osmannerne, som havde lidt nederlag til Italien, støttede ordenens kamp med våben, så modstanden blev militær.

Ahmed Sharif as-Sanusi ledede i denne periode Sanusiordenen. Da det i 1918 blev klart for ham, at han ikke kunne vinde kampen mod Italien, rejste han i eksil først i Tyrkiet på baggrund af relationerne til Osmannerriget og derefter i Medina i Saudi Arabien, hvor han døde i 1933.

Aftaler mellem Idris al-Sanusi og Italien

Sayyid Muhammad Idris al-Sanusi førte fra 1916 en politik, hvor han søgte aftaler med Italien. Det førte bl.a. til titel af amir af Cyrenaika, og en række større områder fordelt i hele Cyrenaika fik tildelt autonomi. Idris al-Sanusi opretholdt sit hovedsæde i al-Kufrah mod syd.

Italien betalte derudover udgifter til al-Sanusis administration og beløb direkte til Idris al-Sanusi og hans familie i et forsøg på at købe dem til støtte for Italiens etablering af en koloni. Da al-Sanusi imidlertid blev klar over, at Italien ikke havde til hensigt at give fuld selvstændighed til Cyrenaika, rejste han i eksil i Egypten i 1922.

Sanusiordenen ophører men fortsat lokalt tilhørsforhold

Med Italiens fulde magtovertagelse i Cyrenaika i 1932 ophørte Sanusiordenen stort set med at eksistere både religiøst, politisk og socialt. Samtidig var der ikke opstået en fælles identitet for befolkningen i de tre provinser Cyrenaika, Tripolitania og Fezzan under den osmanniske ledelse. Det betød, at stammestrukturer samt lokal og regional identitet og følelse af lokalt tilhørsforhold fortsat var stærkt. Dette fik betydning i forbindelse med selvstændigheden og de borgerkrige og splittelsen mellem to regeringer (i Tripoli og Tobruk), der fulgte efter det folkelige oprør i 2011 og Gaddafi-regimets fald.

Cyrenaika efter 2. Verdenskrig

Da Italien og Tyskland i forbindelse med 2. Verdenskrig overgav sig i Nordafrika i 1943, etablerede Storbritannien en militær administration over Cyrenaika og Tripolitania. Fezzan-provinsen overgik til fransk militær ledelse.

Sanusiordenens ledelse havde allieret sig med Storbritannien under 2. Verdenskrig og udtrykte i et brev til briterne i 1945 en plan for et selvstændigt Cyrenaika under ledelse af Idris al-Sanusi. Samtidig frygtede Tripolitania, at deres krav ikke ville blive hørt på grund af Sanusis tætte kontakt med briterne.

Tripolitania ønskede alle tre provinser samlet i én nationalstat. Hermed etableredes en mistillid og forskellige opfattelser af, hvordan Libyen skulle se ud administrativt, og hvem der skulle være legitime ledere. Denne splittelse kunne genkendes i den, der opstod efter oprøret i 2011 og under Den Libyske Borgerkrig med etablering af to regeringer i henholdsvis Tripolitania (Tripoli) og Cyrenaika (Tobruk).

Stormagterne forhandler om de tre provinser

Imidlertid fortsatte Storbritannien med at administrere Cyrenaika og Tripolitania frem til 1949. På opfordring fra Storbritannien flyttede Idris al-Sanusi i 1947 tilbage til Cyrenaika fra sit eksil i Egypten. De ønskede hans hjælp til at skabe den politiske og administrative indretning af et selvstændigt Libyen. Mange forhandlinger om de tre provinsers fremtidige status foregik mellem stormagterne og uden for selve Libyen.

Libyen bliver et FN-mandat

I 1948 sendte Udenrigsministerrådet, der var etableret efter slutningen af 2. Verdenskrig, en kommission til Libyen for at undersøge forholdene i landet.

Kommissionen anbefalede en omgående og total selvstændighed til Cyrenaika under ledelse af Idris al-Sanusi som konge, og at Tripolitania kunne slå sig sammen med kong Idris. Fezzan havde selv udtrykt ønske om et ophør af fransk ledelse, og at provinsen slog sig sammen med de to andre provinser. Men på grund af mange modstridende ønsker i befolkningen blev hovedkonklusionen, at Libyen ikke var klar til selvstændighed. Det blev derfor placeret under FN’s mandat frem til 1951.

Idris al-Sanusi som Libyens konge

De tre provinser enedes om at etablere en national grundlovgivende forsamling i november 1950. De fremsatte ønske om et føderalt regeringssystem med en konge som overhoved, som skulle være Idris al-Sanusi. Herefter skrev forsamlingen en grundlov, som blev vedtaget i oktober 1951. Den 24. december 1951 udråbte kong Idris 1. kongedømmet Libyen som en suveræn og uafhængig nationalstat og med arvetronfølge.

Der blev afholdt valg til et parlament i 1952.

Lokale strukturer forblev relevante

De lokale ledere og stammeledere, der havde været i spidsen for lokale politiske, sociale og handelsmæssige netværk var dog fortsat de reelle magthavere lokalt. De forhandlede forskellige versioner af autonomi med den nye kongemagt. Således opstod der for eksempel en parallel administration i Cyrenaika, som var baseret på de religiøse centre og skoler, som Sanusiordenen drev. Dermed blev islam igen stærkt forankret i provinsen.

Disse lokale strukturer blev undertrykt af Muammar Gaddafi ved hans magtovertagelse i 1969. Hans administrative omorganisering af Libyen havde netop til formål at splitte og passivisere de lokale magter. Men under den formelle overflade bevarede disse strukturer deres relevans. Det viste sig ved Gaddafi-regimets fald i 2011 og Den Libyske Borgerkrig, hvor et væld af militser krævede lokal magt, og landet blev splittet mellem to regeringer: en i Cyrenaika og en i Tripoli.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Libyen

Rikke Hostrup Haugbølle

ph.d.