Golfstaterne

Den Arabiske Halvø var islams udspring, idet profeten Muhammed omkring år 610 modtog sine første åbenbaringer i Mekka og senere udvandrede med sine følgere til Medina, hvorefter han vendte tilbage og indtog Mekka. Udbredelsen af islam fulgte til resten af Den Arabiske Halvø. Efter hans død i 632 fortsatte udbredelsen af islam gennem eftertidens islamiske kalifater, startende med Rashidun-kalifatet, som spredte islam fra halvøen og ind i Irak, Egypten, Palæstina, Syrien, Iran og Armenien. Hovedsæderne for kalifaterne skiftede i de efterfølgende århundreder væk fra området.

Fra 1517 var området under forskellige grader af kontrol af osmannerne, først i konkurrence med portugiserne og senere med briterne, indtil briterne overtog kontrollen med området fra 1913 og frem til selvstændighed.

Lande som Kuwait, Bahrain, Qatar og det, der i dag er de Forenede Arabiske Emirater, var længe hjemsteder for perlefiskeri. En praksis, som næsten har været udryddet siden 1930'erne grundet produktion og udbredelse af kulturperler på det globale marked; en anden årsag var modstand mod lokal udvikling af perlefiskeriet i de britiske protektorater, som havde handelsaftaler med sheikdømmerne.

Yemen fik selvstændighed i 1967, Kuwait, Qatar, De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain blev selvstændige i 1971, Sultanatet Muscat og Oman blev anerkendt som selvstændigt af briterne i 1951. Saudi-Arabien blev et forenet kongedømme under Ibn Saud i 1932.

I tiden umiddelbart før 2. Verdenskrig var Golfstaterne en række tyndtbefolkede samfund under monarkisk styre af slægter med lange historiske forbindelser til områderne. Efter selvstændigheden fra Storbritannien blev magten konsolideret i monarkier i staterne (Oman i form af sultanat), som alle bygger på en tæt forbindelse mellem de ledende familier og statens budget. Irak inkluderes sommetider under betegnelsen golfstat, men er ikke medlem af golfstaternes samarbejdsråd GCC. Dog deler Irak kulturelle og historiske bånd med de andre golflande. Det samme gælder Yemen.

Fund af olie begyndte i allerede i flere golflande i 1930’erne. Men en større national autonomi over prissætning og fortjeneste på olieproduktion og særligt oliekrisen som følge af de arabiske olieproducenters ændringer i prissætning og produktionsmængde i forbindelse med den arabisk-israelske krig i 1973 betød, at golfstaterne gik igennem en gennemgribende økonomisk og infrastrukturel udvikling.

I 1981 oprettedes Golfstaternes Samarbejdsråd (GCC) og tæller alle seks golfstater. Oprettelsen af samarbejdsrådet skete som reaktion på den iranske revolution i 1979, Sovjetunionens invasion af Afghanistan samme år og Den Iran-Irakiske Krig i 1980-1988, også kaldet den første Golfkrig.

Formålet med rådet var at sikre medlemsstaternes diplomatiske, økonomiske og militære position i regionen. Særligt efter Golfkrigen i 1991, hvor Irak invaderede Kuwait, er det militære samarbejde blevet styrket. Ud over de seks medlemsstater, har Yemen, Jordan og Marokko også været mulige kandidater. Førstnævnte blev udelukket efter borgerkrigen (2015-) i landet, hvor Saudi-Arabien har været særdeles involveret i kampen mod de shiamuslimske Houthier. Jordan og Marokko deler både staternes monarkiske styreform og til dels sikkerhedsinteresser.

På tre årtier voksede golflandenes økonomier til at være nogle af de største per capita i verden, og de er fortsat med at være helt centrale aktører i den globale verdensøkonomi.

Det såkaldte Arabiske Forår havde ikke de samme store konsekvenser for de siddende regimer som i mange andre arabiske lande. Generelt var protester mindre omfattende, om end de fandt sted i forskellig grad i samtlige Golfstater. En undtagelse er Bahrain, hvor protester for demokratiske reformer – og senere mod den siddende Khalifaslægt – blev slået ned med meget voldelige midler og med hjælp fra styrker fra både Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater. Dette var i følge nogle analytikere også et spørgsmål om, at styret var nervøse for iransk indblanding i protesterne.

Flere golfstater annoncerede dog reformprocesser i årene efter. Fokus for reformprocesserne var blandt andet kvinders rettigheder og adgang til arbejdsmarkedet og jobmuligheder i den private sektor. Man har desuden fokus på forbedringer af migrantarbejderes vilkår, herunder kafalasystemet. Kafala er et vidt udbredt sponsorsystem, der binder den enkelte arbejder til en specifik arbejdsgiver under hele opholdet i landet. Systemet har ført til en omfattende mangel på rettigheder for disse arbejdere med historier om ekstremt hårde arbejdsforhold, vold og misbrug til følge.

Reformerne har krævet en balance i forhold til de dele af samfundene, som er bekymrede over opbrud i traditionelle familiestrukturer og afvigelser fra blandt andet wahhabismen, som er fundamentet for lovgivningen i Qatar og Saudi-Arabien.

Golfstaterne spillede en væsentlig rolle som parter i USA og Israels krig mod Iran i 2026, både på grund af handelen med olie, som transporteres gennem Hormuzstrædet, og på grund af tilstedeværelsen af amerikanske baser og militær i flere golfstater. Det har betydet iranske angreb på blandt andet energiinfrastruktur på emiratisk, kuwaitisk, bahrainsk, qatarisk og saudi-arabisk jord. I Bahrain slår styret hårdt ned på hvad de mener er sympati for Iran, særligt fordi landet styres af en sunnimuslimsk slægt, mens majoriteten af befolkningen er shiitter.

Oman spillede desuden en rolle som mægler mellem repræsentanter for de iranske og amerikanske regeringer, indtil forhandlingerne mellem Iran og USA brød sammen i februar 2026.