sprog i Italien

Det fremgår ikke udtrykkeligt af den italienske forfatning, at italiensk er Republikken Italiens officielle sprog, men forfatningen underforstår det. I forfatningens artikel 6 hedder det til gengæld: “Republikken beskytter de sproglige minoriteter med særlige bestemmelser.” En lov vedtaget i 1999 gjorde også de jure italiensk til Italiens officielle sprog. (Lov nr. 481 af 15. december 1999). Samme lov indeholder også bestemmelser om, hvordan de forskellige sproglige minoriteter kan beskyttes (fx ved undervisning på mindretalssprogene i børnehaver, grundskole og mellemskole; brug af mindretalssprogene i den offentlige forvaltning m.m.).

En del af de sproglige minoriteter lever i grænseregioner, hvor de mere eller mindre deler sprog og kultur med befolkningerne på den anden side af grænsen. Det gælder fx de fransk- og frankoprovençalsk-talende i Aostadalen, de tysktalende i provinsen Sydtyrol, hvor 68,61 % har tysk som hovedsprog (2024), og de slovensktalende i Friuli-Venezia Giulia. Disse områder har forskellige grader af administrativ autonomi, og minoriteterne nyder forskellige former for beskyttelse.

Sardisk (i forskellige varianter) og friulsk er udbredt i de to regioner Sardinien og Friuli-Venezia Giulia. Begge regioner har udvidet selvstyre og egen lovgivning til fremme af regionens historiske sprog og den kultur, der knytter sig til det.

Andre historiske minoritetssprog tales i små, isolerede områder, ofte spredt over flere regioner. Det gælder albansk (Syditalien, Sicilien), græsk (Calabrien, Puglia, Sicilien), frankoprovençalsk (Aostadalen, Piemonte, Puglia), kroatisk (Friuli-Venezia Giulia, Lazio, Molise), occitansk (Piemonte og Calabrien) og catalansk (Alghero på Sardinien). Det ringe antal talende, den geografiske spredning og den omstændighed, at disse små sprogområder oftest ikke nyder særlig autonomi, gør det vanskeligt at beskytte sprogene i praksis.

• italiensk
• romanske sprog