Slovensk er et sydslavisk sprog, som tales i Slovenien, hvor det er officielt sprog og modersmål for ca. 2 millioner mennesker, samt i tilgrænsende områder i Østrig og Italien, hvor det tales af ca. 200.000. Sproget skrives med det latinske alfabet tilsat tre bogstaver med det diakritiske tegn háček: č, š og ž. Modsat mange af nabosprogene anvender slovensk ikke accent aigu.

Dialekter

Med baggrund i både historiske og geografiske forhold er slovensk præget af mange ret forskellige dialekter. Dialekterne er fordelt på seks grupper: Længst mod nordvest er der fællestræk med de vestslaviske sprog tjekkisk og slovakisk, mens de østlige dialekter ligner kajkaviske kroatisk.

Grammatik

Slovensk har bevaret dualis både i nominal- og verbalsystemet, fx i nominativ mesti '(to) steder' over for mesto 'sted', pluralis mesta, og verbet neseva 'vi (to) bærer' over for nesem 'jeg bærer' og nesemo 'vi bærer'. Der er også særlige dualispronominer, fx i maskulinum midva 'vi to', vidva 'I to' og onadva 'de to'.

Sprogets kulturhistorie

Den ældste bevarede skriftlige kilde på slovensk, Freisingdokumentet fra 900- eller 1000-tallet, er samtidig en af de ældste slaviske kilder overhovedet. I 1800-tallet tjente denne kendsgerning som udgangspunkt for Jernej Kopitars (1780-1844) og Franz von Miklosichs "pannoniske teori", hvorefter alle gamle slaviske tekster skulle være skrevet på oldslovensk.

Det slovenske standardsprog, der blev grundlagt i 1500-tallet på den centrale Dolenjska-dialekt og udbredt bl.a. gennem bibeloversættelse, vandt fra midten af 1800-tallet almen udbredelse.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig