vandlopper

Hoved og bryst er som regel tydeligt afsat fra den smallere bagkrop. Skjold og sideøjne mangler, men et pandeøje findes altid. Hos de planktoniske former er første par antenner et svæveorgan, mens de 4-5 par brystlemmer er svømmeben. Den lemmeløse bagkrop ender i to halenokker. De større vandlopper er fortrinsvis rovdyr, de mindre lever mest af kiselalger. De forekommer i enorme mængder i både ferskvand og havet, hvor de udgør langt det vigtigste fødeemne for fiskeyngel og også ædes af bl.a. voksne sild og makrel og visse hvaler. Mange arter foretager lodrette vandringer, der kan være årstidsbestemte eller ske dagligt.

Cyclops er en meget almindelig ferskvandsslægt, mens de 1 cm lange Calanus-arter dominerer i havet (C. finmarchicus er velsagtens den talrigest forekommende dyreart i verden). Harpacticider er bundlevende, har korte antenner, og bryst og bagkrop er lige brede.

Der findes alle overgange fra kun lidet omdannede, bevægelige blodsugere, fx udvendigt på fisk, til stærkt modificerede snyltere, der lever helt eller delvis inde i værten. Hos disse er de lemmer, der ikke tjener til fasthæftning, forsvundet, kroppen er ofte klumpformet uden tydelig leddeling, og bagkroppen er reduceret, så kun larveudviklingen afslører dem som krebsdyr. De optræder fortrinsvis på fisk, men findes også på mange andre dyr i ferskvand og havet. Hannerne ligner normale vandlopper, men er dværghanner og sidder ofte fasthæftet nær hunnens kønsåbning.

De flade fiskelus (Caligus) suger med deres stikkende munddele blod på torskefisk o.a. De kan svømme fra fisk til fisk. Hos den almindelige torsks gælleorm (Lernaeocera branchialis) er den 3-4 cm lange hun blodrød og pølseformet, med stærkt grenet forankringsorgan og trådformede, sammenrullede ægsække. Den fritsvømmende larve udvikler sig på fladfisk til et plumpt, ubevægeligt snyltestadium. Under det følgende, fritsvømmende stadium sker parringen, hannerne dør, og hunnerne sætter sig fast på gællerne af torskefisk.

• krebsdyr