kriminalitet

Kriminalitetens mørketal betegner den andel af den samlede kriminalitet, som udgøres af denne skjulte kriminalitet.

Allerede de tidlige kriminologer var opmærksomme på problemet med kriminalitetens mørketal. Den belgiske astronom og matematiker Adolphe Quetelet (1796-1874) var blandt de første til at anvende officielle kriminalstatistikker til at undersøge, hvordan kriminalitet fordelte sig på blandt andet alder og køn. Quetelet var opmærksom på, at kriminalstatistikken kun afspejler den kriminalitet, som kommer til myndighedernes kendskab. Han antog dog, at forholdet mellem registreret og skjult kriminalitet over tid var relativt stabilt, hvilket gjorde det muligt at anvende kriminalstatistikken til at undersøge kriminalitetens udvikling og fordeling i samfundet.

I selvrapporteringsstudier bliver personer spurgt, om de selv har begået forskellige former for kriminalitet, enten på et tidspunkt i deres liv eller inden for en afgrænset periode, f.eks. det seneste år.

De første større danske undersøgelser blev gennemført i begyndelsen af 1960’erne blandt unge mænd ved session og viste, at langt de fleste havde begået en eller anden form for lovovertrædelse. Siden er metoden blevet anvendt blandt både mænd og kvinder samt blandt unge og voksne.

Selvrapporteringsstudier er forbundet med udfordringer som manglende svar, varierende svarvillighed, hukommelsesfejl og forskellige fortolkninger af spørgsmålene. F.eks. kan svarpersoner fortolke begreber som vold, trusler eller hærværk på forskellige måder. Trods disse begrænsninger er metoden blevet et væsentligt supplement til den officielle kriminalstatistik.

I offerundersøgelser spørges borgere, om de inden for en nærmere afgrænset periode har været udsat for forskellige former for kriminalitet. Undersøgelserne gennemføres typisk som repræsentative befolkningsundersøgelser. En væsentlig fordel ved metoden er, at den kan belyse kriminalitet, som ikke nødvendigvis registreres af myndighederne. Det er f.eks. langt mere sandsynligt, at personer vil oplyse om, at de har været udsat for kriminalitet, end at gerningspersoner vil fortælle om lovovertrædelser, de selv har begået.

Offerundersøgelser er ligesom selvrapporteringsstudier forbundet med metodiske udfordringer. Det kan være vanskeligt at sikre, at alle respondenter forstår begreber som vold eller voldtægt på samme måde. Derudover kan metoden ikke anvendes til at måle kriminalitetsformer uden et identificerbart offer, f.eks. mange færdselslovovertrædelser, narkotikakriminalitet og visse former for økonomisk kriminalitet.

Nogle former for udsathed er desuden vanskelige at kortlægge gennem traditionelle offerundersøgelser. Det gælder blandt andet overgreb mod børn, hjemløse og personer, der bor eller opholder sig på institutioner, visse former for overgreb mod ældre samt kriminalitet begået af personer med en tæt relation til offeret, herunder vold i nære relationer.

Siden 1970'erne er der gennemført en lang række offerundersøgelser, særligt om tyveri, hærværk og vold. I dag gennemføres der løbende nationale offerundersøgelser, som bidrager med vigtig viden om kriminalitetens omfang, udvikling og mørketal og dermed supplerer den officielle kriminalstatistik.