havbrug

To fiskearter er altdominerende i havbrug: atlantisk laks (Salmo salar) og regnbueørred (Oncorhynchus mykiss).

En af de helt store forskelle på de to arter er, at regnbueørreden er mere tolerant over for svingninger i temperatur og saltholdighed. Eksempelvis kan atlantisk laks ikke produceres i havbrug i Danmark, da det er for koldt om vinteren og for varmt om sommeren. I Norge sørger Den Nordatlantiske Strøm derimod for en nogenlunde konstant temperatur på omkring 12 °C året rundt. Endvidere er de norske fjorde relativt dybe og bidrager hermed til et konstant miljø.

Laksefisk er anadrome fisk, hvilket betyder at de svømmer fra saltvand til ferskvand for at gyde. Ynglen vokser op i ferskvand, men vender på et senere tidspunkt tilbage til havet.

Moderdyrene holdes i ferskvand og stryges for æg og sæd, hvorefter de befrugtede æg lægges i klækkebakker. Efter en vist antal daggrader klækker de, og når den relativt store blommesæk er opbrugt, kan de æde tørfoder direkte. Når tiden er inde, sker der en drastisk forvandling i fisken, som betyder, at den nu er klar til at begynde livet i havet. Nu kaldes fisken smolt, og den kan sættes ud i netbure til videre opdræt.

Globalt set blev der i 2025 produceret ca. 3,2 millioner tons laks i havbrug. Heraf blev omkring halvdelen produceret i Norge.

I Danmark producerer havbrugene især regnbueørred i 3-5 kilo-klassen. I 2025 lå den årlige produktion på ca. 10.000 tons. Ud over selve fisken er der en ikke ubetydelig produktion af rogn. Mange brug er i dag certificeret af Aquaculture Stewardship Council (ASC).

I Middelhavet er der to arter, som dominerer produktionen: havbars og guldbrasen. Langt de største producenter er Tyrkiet og Grækenland. I 2025 producerede Tyrkiet 175.000 tons havbars og 55.000 tons guldbrasen, mens Grækenland producerede 165.000 tons havbars og 65.000 tons guldbrasen. Langt størstedelen eksporteres til Europa.

Ligesom for laks og ørred foregår produktionen i store netbure, og der fodres med kommercielt tørfoder fra foderskibe. Udfiskning foregår fra båd med kran og andet udstyr.

I modsætning til laks og ørred er ynglen meget lille, når den klækker og kan ikke æde tørfoder, når blommesækken er opbrugt. Derfor fodres der i begyndelsen med hjuldyr af slægten Brachionus, hvorefter man går over til nauplier af saltsørejer (Artemia sp.). Dette er mere arbejds- og resourcekrævende, bl.a. fordi hjuldyrene skal fodres med alger, der for deres del skal have lys, CO₂ og næringsstoffer.

Havbrug tilfører omgivelserne organisk stof samt kvælstof og fosfor. Desuden kan der på havbunden under brugene aflejres foderrester og fækalier, der bliver til slam. Derfor skal havbrugene placeres i kystområder med stor vandudskiftning. Det organiske materiale fra havbrugene frigiver kvælstof og fosfor til vandet. Selv om der er udviklet fodertyper, som har mindsket frigivelsen af kvælstof og fosfor pr. produceret fiskemængde betydeligt, er havbrugene underkastet streng kontrol for at beskytte havmiljøet.

Et særligt problem ved havbrugene er overførsel af snyltere til de naturlige fiskebestande. Det har haft konsekvenser for fx laksebestandene i flere norske elve.

• akvakultur
• ørredopdræt

• Norsk Fiskeoppdrett