jordfygning

Jordfygning er vindens omlejring af det øverste jordlag (topjorden) på markerne. Når sandskornene hopper (salterer) over planter og slider på eller tildækker markernes afgrøder, kan jordfygningen give store skader. I 1938 blev hele Jylland eksempelvis ramt af en voldsom jordfygning.

Jordfygning indtræffer, når vind af kuling- til stormstyrke rammer en næsten bar og tør overflade, der enten er sandet eller findelt ved markarbejde. Humus og jord, typisk korn under 0,1 mm, føres langt bort, og da dette "støv" er næringsrigt, lider marken et vedvarende tab af næring, som ofte ikke kan erstattes ved gødskning. Jordfygning er udbredt på intensivt dyrkede stepper og kan forekomme naturligt i tørre klimaer. Det kendes bl.a. fra det centrale USA; støvstormene i områderne, der samlet kaldes The Dust Bowl, er et kendt eksempel.

Fænomenet forekommer også i Danmark, især under Påskeøsten og ved storm fra vest. Siden 1880'erne har læhegn med 50-100 meters mellemrum været med til at reducere problemet. Først var læhegnene en-rækkede, mens den største effekt opnåede man fra midten af 1970'erne og frem med plantningen af ca. 25.000 km tre-rækkede læhegn. Læhegnene bestod i begyndelsen især af nåletræer, men siden 1980'erne er løvtræarter blevet dominerende.

Risikoen for jordfygning afhænger meget af det benyttede dyrkningssystem. I perioden 1960-1980 var jordfygning fx ret hyppig i Jylland i tørre forår, fordi den dengang udbredte dyrkning af vårbyg betød, at mange marker stod bare eller nytilsåede i marts-maj. Siden kravet om et stor andel af vintergrønne marker blev indført i 1987, er problemerne med jordfygning faldet betydeligt.

Læhegnenes betydning for jordfygning er også næsten forsvundet. Siden 2000'erne anses læhegn, nu kaldet levende hegn, mange steder primært som værende af betydning for biodiversiteten i det åbne land. I dag fjernes mange af dem for at skabe store, sammenhængende marker.