En dakhma, også kaldet ”tavshedens tårn” , er en traditionel begravelsesskik i zarathustrismen. Den tidligste litterære hentydning til dakhma er fra 830 e.v.t. og viser, at denne praksis allerede da var vidt udbredt.
Ifølge zarathustrismens lære er dødt materie urent og må ikke besmitte guden Ahura Mazdas hellige skabelse: jorden og ilden.
De døde bliver derfor henlagt i en dakhma, et tårn af sten. Her vil kroppen blive udsat for naturens kræfter og gribbe, som piller kødet rent. Når blot skelettet er tilbage, bliver knoglerne samlet i et hul midt i tårnet. Mænd ligger i den ydre ring, kvinder i den midterste ring og børn i den inderste ring. Kun en bestemt gruppe af præster, hvis særlige rolle er at håndtere urene ting, må træde ind i dakhmaen. Familien tager derfor afsked med den afdøde uden for tårnet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.