En dakhma, også kaldet ”tavshedens tårn” , er en traditionel begravelsesskik i zarathustrismen. Den tidligste litterære hentydning til dakhma er fra 830 e.v.t. og viser, at denne praksis allerede da var vidt udbredt.

Faktaboks

Etymologi

Ordet dakhma er avestisk 'grav', fra roden for 'at grave'.

Også kendt som

Tavshedens tårne

Ifølge zarathustrismens lære er dødt materie urent og må ikke besmitte guden Ahura Mazdas hellige skabelse: jorden og ilden.

De døde bliver derfor henlagt i en dakhma, et tårn af sten. Her vil kroppen blive udsat for naturens kræfter og gribbe, som piller kødet rent. Når blot skelettet er tilbage, bliver knoglerne samlet i et hul midt i tårnet. Mænd ligger i den ydre ring, kvinder i den midterste ring og børn i den inderste ring. Kun en bestemt gruppe af præster, hvis særlige rolle er at håndtere urene ting, må træde ind i dakhmaen. Familien tager derfor afsked med den afdøde uden for tårnet.

Dakhmaer i moderne tid

Dahkmaer er i dag ulovlige i Iran, men traditionen bliver stadig opretholdt blandt zarathustrister i Pakistan og Indien. I særligt Indien er begravelsesskikken dog mødt af store udfordringer, da diclofenac-forgiftninger hos de indiske gribbe (gennem kvæg) har gjort, at bestanden af gribbe er blevet alarmerende lav. Man har forsøgt sig med andre metoder, såsom at avle flere gribbe for at bevare dem i den indiske natur eller at anvende spejle til at skabe varme fra solen og dermed fremme forrådnelsen af ligene. Sidstnævnte er dog ikke i nærheden af at være lige så effektiv som gribbe, og traditionen er derfor stadig under pres.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig