bosnisk

Det bosniske standardsprog er ligesom kroatisk, montenegrinsk og serbisk baseret på den štokaviske dialekt. Standardsproget kan skrives både med det latinske og det kyrilliske alfabet, men i praksis anvendes kun det latinske.

Bosnisk har i alt fire hoveddialekter, der tales i Bosnien-Hercegovina: østhercegovinsk, vesthercegovinsk, østbosnisk og vestbosnisk, samt en omdiskuteret femte dialekt, der tales i Sandžak-regionen i nabolandene Serbien og Montenegro.

Den måde, man taler dette sydslaviske sprog på i Bosnien-Hercegovina, fik i 1971, i det daværende Jugoslavien, benævnelsen 'det bosnisk-hercegovinske standardsproglige udtryk' (bosanskohercegovački standardnojezički izraz), underforstået af serbokroatisk. Da Vuk Stefanović Karadžić i 1800-tallet standardiserede og lagde grunden til det, der senere fik navnet serbokratisk, byggede han normeringen af sproget på den østhercegovinske dialekt, hvorfor denne dialekt ses som grundlaget for ikke kun bosnisk, men også kroatisk, montenegrinsk og serbisk standardsprog. I Jugoslavien havde man således for vane at se denne dialekt, som primært tales i Bosnien-Hercegovina, som den fineste udgave af serbokroatisk.

Tidligere magthavere (Osmannerriget og Østrig-Ungarn) havde kaldt sprogformen bosnisk eller bosniakisk og områdets indbyggere bosniere og bosniaker, men eksistensen af et selvstændigt bosnisk sprog blev først anerkendt i 1990'erne. Siden da har man tilsvarende talt om et bosnisk standardsprog, og normeringen af bosnisk som et eget sprog, ikke blot som en variant af serbokroatisk, tog fart. I 1996 udkom den første bosniske retskrivningsordbog efterfulgt af den første bosniske grammatik, der udkom i 2000.

Den sproglige situation i Bosnien-Hercegovina er kompleks og afspejler den komplekse etniske situation, som består i, at Bosnien-Hercegovina har tre såkaldt konstituerende nationer, nemlig bosniakker, serbere og kroater.

På trods af bestræbelser på at definere det bosniske sprog geografisk, dvs. inkorporere alle tre nationaliteter og således beskrive deres fælles modersmål som bosnisk, er det nærmest kun bosniaker (der udgør 50,1% af befolkningen) der kalder deres sprog bosnisk (52,9%). De øvrige befolkningsgrupper kalder sproget enten serbisk (30,8%) eller kroatisk (14,6%), afhængigt af deres egen etnicitet (serbere: 30,8%, kroater: 15,5%). De nævnte procenter er udregnet på basis af folketællingen fra 2013.

Både kroatiske og serbiske sprogforskere opponerer imod benævnelsen bosnisk (på sproget selv bosanski) og kalder i stedet sproget bosniakisk (på sproget selv bošnjački), hvilket afspejler deres opfattelse af, at sprogets navn følger etniciteten hos den modersmålstalende, ikke geografien. Der er imidlertid ingen tvivl om, at sprogets officielle og internationalt anerkendte navn er bosnisk.

Bosnien-Hercegovina har siden 1995 bestået af to næsten lige store geografiske enheder (entiteter): Føderationen Bosnien-Hercegovina, hvor der primært bor bosniaker og kroater, og Republika Srpska, hvor der primært bor serbere.

Siden forfatningsændringer i 2002 har alle tre sprog været officielle i både Føderationen Bosnien-Hercegovina og Republika Srpska. Dog benævnes de i Republika Srpskas forfatning som serbernes sprog, kroaternes sprog og bosniakernes sprog, ikke som bosnisk, kroatisk og serbisk.

Kroatisk normeres i Kroatien og serbisk i Serbien, mens bosnisk normeres i Bosnien-Hercegovina.

Da bosnisk, kroatisk, serbisk og montenegrinsk baserer sig på samme dialektgruppe, štokavisk, er den indbyrdes forståelighed på trods af forskellige nationale standardiseringer meget høj. Folk, der taler hvert af disse fire sprog, forstår således hinanden uden vanskeligheder.

Hvorvidt bosnisk bør ses som et særskilt sprog eller som en variant af det sprog, der tidligere bar navnet serbokroatisk, drøftes stadig af sprogfolk i Bosnien-Hercegovina og i resten af sprogområdet. I 1990’erne og 2000’erne var der fokus på at understrege at bosnisk var et selvstændigt sprog ligesom henholdsvis kroatisk og serbisk. I løbet 2010’erne har der været mere fokus på at anerkende, at de tre sprog samt montenegrinsk har langt mere til fælles end det, der skiller dem ad. Dette afspejles i anden udgave af den bosniske retskrivningsordbog fra 2017 og i ét-sprogede ordbøger, som kendetegnes af valgfrihed mellem former og ord.

Et af de mest markante udtryk for, at bosnisk, kroatisk, montenegrinsk og serbisk bør betragtes som ét sprog, kom i 2017 med Deklarationen om fællesproget (Deklaracija o zajedničkom jeziku), som siden den så dagens lys har samlet ca. 9000 underskrifter (2024).

Forfatteren til både 1. og 2. udgave af den bosniske retskrivningsordbog, Senahid Halilović (1958-2023), er blandt disse 9000, og han udtalte, at man bør understrege at bosnisk, kroatisk og serbisk standardsprog er så ens, at det er muligt at undervise på dem alle under ét, i samme klasselokale.

Der er blevet foreslået flere nye navne på dette ”sprogfællesskab”, fx det centralsydslaviske diasystem. Et diasystem er et sprogsystem, der udgør en fællesnævner for en gruppe af beslægtede og indbyrdes forståelige varianter af dette sprogsystem.

Den mest udbredte benævnelse er dog bosnisk, kroatisk, montenegrinsk, serbisk, forkortet bkms, hvilket bl.a. Københavns Universitet anvender på sin specialisering i dette sproglige diasystem på uddannelsen i Østeuropastudier. Her underviser man i alle fire sprog, under ét, i samme undervisningslokale.

Sprogligt set kendetegnes bosnisk standardsprog ved en række særtræk i forhold til kroatisk, montenegrinsk og serbisk standardsprog.

Bosnisk indeholder et større antal tyrkismer – indlån af ord og fraseologismer via tyrkisk fra arabisk, persisk, og tyrkisk selv; disse falder især inden for administration, rets- og krigsvæsen samt håndværk og handel.

I bosnisk er der endvidere stavemåder, der afspejler en h-lyd i udtalen af fælles tyrkismer. Disse h'er er faldet bort i udtalen af det samme ord på serbisk, montenegrinsk og kroatisk:

De to alfabeter, det latinske og det kyrilliske, er officielt ligestillede, men det kyrilliske bruges ikke i praksis til at skrive bosnisk med.

Bosnisk kendetegnes endvidere ved, at sproget indeholder ord og former, der findes i både henholdsvis det serbiske og montenegrinske standardsprog samt i det kroatiske standardsprog. Fx er der verber, som findes i to udgaver på bosnisk, men som kun findes i den ene udgave i henholdsvis det kroatiske og det serbisk/montenegrinske standardsprog:

• Bosnien-Hercegovinas historie
• sprog i Bosnien-Hercegovina
• Bosnien-Hercegovinas litteratur
• kroatisk
• montenegrinsk
• serbisk
• serbokroatisk