Præstebillen er en 7-10 mm lang, rødgul blødvinge med en sort plet på spidsen af dækvingerne. Den ses hyppigt på blomster i højsommeren, især på skærmplanter.
Faktaboks
- Videnskabeligt navn
-
Rhagonycha fulva
Præstebillen er en 7-10 mm lang, rødgul blødvinge med en sort plet på spidsen af dækvingerne. Den ses hyppigt på blomster i højsommeren, især på skærmplanter.
Rhagonycha fulva
Præstebillen er udbredt i den palæarktiske region og forekommer især i den tempererede klimazone. Den er almindelig i størstedelen af Europa og er desuden indslæbt til Nordamerika, hvor den har etableret sig flere steder. I Danmark er den udbredt over hele landet og er meget almindelig.
Foruden på sin farve kendes præstebile på sine lange, trådformede følehorn, der er sorte med rødgul basis. Kroppen er slank, nærmest rektangulær.
Larven bliver op til 1 cm lang. Den er blød, musegrå og langstrakt med en kort, tæt, fløjlsagtig behåring. Larven har tre par veludviklede ben. Hovedet er fremstrakt med kraftige kindbakker.
Præstebille ses fra slutningen af juni til august. Den optræder især på skærmplanter, hvor den lever af pollen, nektar og bladlus. Ofte finder man billerne i parring; de lever kun kort tid, i gennemsnit 4-5 dage, så de har travlt, hvis de skal nå at sikre den næste generation.
Larverne lever i de øvre jordlag eller i førnelaget, hvor de ernærer sig som rovdyr af snegle, insektlarver og orme. Fordøjelsen foregår ”ekstraoralt”, hvilket betyder, at larven bider hul i byttedyret og derefter gylper fordøjelsesvæske ud i såret; efterhånden som byttets bløddele gradvis nedbrydes, opsuger præstebillelarven den flydende næringssuppe.
Præstebillen spiller en vigtig økologisk rolle. Som voksen bille er den en vigtig bestøver af mange forskellige blomsterplanter, mens den som både larve og voksen er et nyttigt rovdyr, der efterstræber forskellige skadedyr.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.