Faktaboks

Pauline Hanson

Pauline Lee Hanson, født: Seecombe

Født
27. maj 1954

Pauline Hanson er en højreorienteret australsk politiker og stifter og leder af partiet One Nation. Hendes politiske karriere begyndte ved det føderale parlamentsvalg i 1996, hvor hun stillede op for de Liberale.

Valgkampen i 1996

Hun slog sig under valgkampen i 1996 op på postulater om, at oprindelige australiere fik positiv særbehandling, og det skulle der sættes en stopper for. På lignende vis gik hun til verbalt angreb på australiere med asiatisk baggrund og multikulturalismen. De Liberale smed hende ud af partiet før valget, men hun stod stadig på stemmesedlen og blev valgt ind. Hun endte derfor som uafhængig.

Stifter af One Nation

Herefter stiftede hun partiet One Nation, men opnåede ikke genvalg ved valget i 1998 og heller ikke ved det efterfølgende valg i 2001. I 2002 blev hun så smidt ud af sit parti. Hun blev i 2003 dømt og fængslet for valgsvindel, men en appeldomstol frikendte hende senere. Hun stillede efterfølgende op for et andet parti, stiftet af hende, United Australia Party.

I 2013 vendte hun tilbage til One Nation, men hun blev ikke valgt ind ved det efterfølgende delstatsvalg i hjemstaten Queensland. Hun blev valgt ind i det føderale senat i 2016, hvor hun har siddet siden.

I mediernes søgelys

Hun har gennem politiske stunts, som at bære burka i senatet og dele privatfly med Australiens rigeste person, minemagnaten Gina Rhinehart, konstant tiltrukket sig mediernes søgelys. Samme strategi har virket ved at lancere en lang række af kontroversielle politiske forslag, der ikke er gennemarbejdede. De seneste års tiltagende fravalg af de etablerede partier som førstevalg har givet hendes parti de bedste meningsmålinger siden partiet blev stiftet.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig