dansk dokumentarfilm

I 1930’erne opstod mere æstetisk bevidste og fortællende dokumentarfilm i Danmark. Inspirationskilderne var John Flahertys (1884-1951) Nanook of the North (1922) og Moana (1926) samt John Griersons definition af dokumentarisme som "kreativ bearbejdning af virkeligheden".

Disse inspirationskilder ses i Poul Henningsens kontroversielle film Danmark (1935), der med sin jazzmusik og montageklipning mødte stor kritik, men senere blev anerkendt som en milepæl og udkom i en revideret version i 1964. Filmen hentede også inspiration fra de internationale by-symfonier, der fejrede teknologisk fremskridt – et træk, der også ses i andre danske dokumentarfilm som København paa Kryds og Tværs (1934) og Storbyens symfoni (1935).

Theodor Christensen var en vigtig skikkelse i udviklingen af dansk dokumentarfilm. Sammen med Karl Roos skrev han den første filmteoretiske bog, Film (1936), og han underviste i mange år i dokumentarfilm. I løbet af 30 år instruerede han omkring 50 film, herunder turistfilmen C – et Hjørne af Sjælland (1938) og Iran, det nye Persien (1939), der omhandlede danske ingeniørprojekter og fik stor anerkendelse. Christensen var en fortaler for socialt formidlende dokumentarfilm med visuelt stærke fortællinger, hvilket ses i Her er Banerne (1947), en bestillingsfilm om de danske statsbaner, der blev skildret med inspiration fra John Griersons stil.

Under Besættelsen producerede Hagen Hasselbalch oplysnings- og propagandafilmen Kornet er i fare (1945), der humoristisk sidestillede kornsnudebillens hærgen med den tyske besættelsesmagt og gav skadedyrene satiriske stemmer. Filmen opfordrede til skadedyrsbekæmpelse og indirekte til væbnet modstand. Det danske naziparti producerede også Der er et yndigt Land (1938), inspireret af Leni Riefenstahls Viljens Triumf, for at fremstille danskerne som flittige og autoritetstro.

Theodor Christensen instruerede efter krigen Det gælder din Frihed (1946), som blev anerkendt som hans hovedværk. Filmen, der havde Modstandsbevægelsen som afsender, kritiserede den danske samarbejdspolitik og fungerede som et politisk manifest. Filmen mødte samtidigt kritik for brug af rekonstruktioner og fordrejninger.

Efter krigen blev propaganda også set i Marshall-filmene, som dokumenterede betydningen af Marshallhjælpen, fx Jørgen Roos’ Den Strømlinede Gris (1951). Kun fire af seks planlagte film blev dog færdiggjort, da USA afsluttede samarbejdet, idet flere danske instruktører, herunder Theodor Christensen, havde forbindelser til kommunistiske kredse.

Omkring 1960 oplevede dokumentarfilmen en teknisk og fortællermæssig fornyelse, parallelt med spillefilmen. Internationale bevægelser som britisk Free Cinema, nordamerikansk Direct Cinema og fransk cinema vérité brød med den klassiske, autoritative dokumentarform og introducerede en mere sansende og observerende tilgang, hvor fortælleren også kunne optræde som aktør i filmen.

Denne fornyelse åbnede for legende og eksperimenterende udforskninger af dokumentarfilmen. I Det perfekte menneske (1967) kombinerede Jørgen Leth avantgarde og antropologi og udforskede i nærbilleder menneskets idealbillede. I 2003 genindspillede Leth filmen i samarbejde med Lars von Trier i De fem benspænd, i fem forskellige versioner med hvert sit produktionsmæssige krav stillet af von Trier, som på den måde gør filmen til en procesfilm.

Henning Carlsen bidrog med en eksperimenterende og observerende stil i sine værker som De gamle (1961) og Familiebilleder (1964), inspireret af Free Cinema. Ung (1965) tilføjede en refleksiv og deltagende stil, påvirket af cinema vérité. Poul Martinsen bragte det eksperimenterende videre inden for tv-dokumentarismen med samfunds- og psykologisk orienterede eksperimenter som Broen (1969) og Det isolerede menneske (1969). Inden for en lignende sociologisk ramme udforskede Lise Roos barnets opvækst og børneopdragelse blandet andet med dokumentariske skildringer af sine egne børns udvikling i Pigen Silke (1971) og Eline (1972).

En anden markant skikkelse inden for den moderne danske dokumentarfilm er Jørgen Roos, der fornyede by-symfonien i den Oscar-nominerede En by ved navn København (1960) og ironiserede over samfundet i Vi hænger i en tråd (1962). Roos skildrede også det grønlandske samfund og kultur i film som Knud (1966) om polarforskeren Knud Rasmussen, og grønlandske samfundsforhold i Sisimiut (1966) og senere i Slædepatruljen Sirius (1981).

I 1970'erne var Jørgen Leth en central skikkelse i dansk dokumentarfilm og opnåede bredere opmærksomhed med sine sportsdokumentarer. Stjernerne og vandbærerne (1974) gav et poetisk indblik i Giro d'Italia og løftede cykelløbet til et mytologisk plan. Dette blev yderligere forstærket med En forårsdag i helvede (1977), en intens skildring af Paris-Roubaix. I løbet af 1980'erne skabte Leth også værker som 66 scener fra Amerika (1981), hvor amerikansk populærkultur skildres, herunder en ikonisk sekvens med Andy Warhol, der spiser en burger.

Jon Bang Carlsen undersøgte også amerikansk kultur med Hotel of the Stars (1981), et portræt af arbejdsløse skuespillere på et nedslidt hotel i Los Angeles. Dola Bonfils (født 1941) bidrog med en observerende stil i Gymnasiet – en skoleform (1983), inspireret af Direct Cinema, med fokus på det danske uddannelsessystem. Lise Roos videreførte dette fokus med sin skildring af gymnasieelever i Frikvarteret (1995).

I slutningen af 1980'erne deltog DR-medarbejdere i kurset TV-SUM, hvor de lærte at anvende fortællermæssige virkemidler til at formidle virkeligheden. En vigtig inspirationskilde var Errol Morris' (født 1948) The Thin Blue Line (1988), som brugte rekonstruktioner til at sætte spørgsmålstegn ved en mordsag, og som banede vejen for true-crime-genren. I Danmark fulgte Sten Baadsgaards (1942-1999) Rio Retur (1989), der rekonstruerede en bankrøverisag, og Dømt for Mord (1990), der kritisk undersøgte Pedal Ove-sagen.

Denne tilgang fortsatte i nyere dokumentarer som Anders Riis-Hansens (født 1963) Blekingegadebanden (2009), der brugte dramatiseringer til at skildre postrøveriet i Købmagergade i 1988, og Asger Leths (født 1970) Ghost of City Soleil (2007), som portrætterede Haitis bandeliv. Michael Madsens (født 1971) film eksperimenterer også med genrer; Into Eternity (2010) bruger thriller-elementer til at behandle atomaffaldslagring, mens The Visit (2015) inddrager science fiction til at udforske idéen om fremmede livsformer.

Siden 1990'erne har dansk dokumentarfilm udviklet sig med nye æstetiske strømninger og en større vægt på personlige og poetisk-refleksive fortællinger. Jon Bang CarlsensPortrait of God (2002) og Lars Johanssons (1949) Traveller's Tale (1994) eksemplificerer denne tendens. Portrætgenren var central og blomstrede op i 1990'erne med film som Jytte Rex' Inger Christensen – Cikaderne findes (1998) og Jørgen Leths Jeg er levende – Søren Ulrik Thomsen, digter (1999).

Anders Østergaards (født 1965) Tintin og Mig (2003) introducerede en personlig fortællerstemme i sit portræt af tegneserieskaberen Hergé, mens hans Gasolin' (2006) om det danske rockband Gasolin' blev lanceret som en spillefilm og er den bedst sælgende dokumentarfilm i danske biografer med 224.418 solgte billetter (2024). Gasolin' bruger musikken som en centralt fortællermæssig komponent i samspil med lyriske rekonstruktioner af bandet og kan betragtes som et folkeligt gennembrud for dokumentarfilmen. En anden musikportrætfilm er Kasper Torstings (født 1975) poetiske og kunstnerisk ambitiøse Rocket Brothers (2003) om bandet Kashmir, der følges gennem fire år. Ligeledes høstede Sami Saifs (født 1972) portræt af sangeren Tommy Seebachs deroute i Tommy (2010) også stor anerkendelse. Portrætfilmen finder også en mere personlig involverende form i Sami Saifs og Phie Ambos (født 1973) Family (2001) om Saifs traumatiske familiehistorie. I Anne Regitze Wivels Svend (2007), i instruktørens intime portræt af sin kæreste, politikeren, Svend Aukens sidste tid, mens Max Kestners (født 1969) Rejsen på Ophavet (2004) tilføjer en humoristisk vinkel til selvportrættet.

Med ophævelsen af DR’s monopol i 1988 og lanceringen af TV 2 blev dansk dokumentarisme forandret. TV 2's entreprise-produktioner, hvor indhold blev købt fra eksterne producenter, udfordrede DR's egenproduktioner, og det førte til, at DR begyndte at samarbejde med uafhængige produktionsselskaber, især for at fylde sendefladen på DR2 (lanceret i 1996).

Denne ændring førte til en opblomstring af dansk dokumentarfilm i 2000'erne og øget international anerkendelse, hvor DR2 involverede sig i støtten af mere kunstneriske ambitiøse dokumentarfilm. Et af de første eksempler på dette var Family (2001) der også repræsenterede en mere subjektiv og intim dokumentarisme. Filmen vandt hovedprisen på IDFA i Amsterdam, som er en af de vigtigste festivaler inden for dokumentarfilm. Den personlige stil videreførtes også med Pernille Rose Grønkjærs (født 1973) The Monastery (2006), som også vandt IDFA's hovedpris. Et senere eksempel på denne tilgang var Lea Globs (født 1982) Apolonia, Apolonia (2022), hvor hun igennem 13 år følger kunstneren Apolonia Sokol (født 1988). Filmen vandt ligeledes hovedprisen på IDFA.

I 2000'erne har Christoffer Guldbrandsen været en fremtrædende skikkelse inden for samfundsdebatterende dokumentarfilm. Han skabte betydelig opmærksomhed med Fogh bag Facaden (2003), et nærgående portræt af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen. Guldbrandsens observerende stil fortsatte i Lykketoft Finale (2005), der fulgte Mogens Lykketofts kamp for statsministerposten, og i den tragikomiske Dagbog fra midten (2009), som skildrede partiet Ny Alliances (nu Liberal Alliance) opståen og nedtur.

Inden for politiske dokumentarfilm har Mette Heide (født 1965) også markeret sig som en indflydelsesrig producent, der satte politiske dagsordener. Med film som Milosevic on Trial (2007) og Saving Saddam (2008), produceret sammen med instruktør Michael Christoffersen (født 1954), opnåede hun adgang til internationale retssale og skabte debatskabende dokumentarfilm.

Med den teknologiske udvikling har dansk dokumentarfilm både nået et bredere publikum og fået nye produktionsmuligheder, især gennem overgangen til digitale formater, der gør det nemmere for instruktører at rejse ud med kamera.

Anders Østergaards Burma VJ (2009) er et godt eksempel på denne mobilitet, hvor en borger-journalist udstyres med et kamera i Myanmar. Michael Noers eksperimenterende Vesterbro (2007), hvor naboer også udstyres med et kamera til at fortælle deres hverdag, og De Vilde Hjerter (2008), om en knallertgruppes roadtrip til Polen, viser også de nye hverdagsportrætter, som digitaliseringen muliggør. Udforskningen af globale fænomener og steder er også en konsekvens af den stigende mobilitet, som i Janus Metz Pedersens Fra Thailand til Thy (2008) og Hjertelandet ((2018) sammen med Sine Plambech (født 1975)), der undersøger migration gennem danske mænd og deres thailandske koner.

Internationale konflikter og krigsområder er blevet centrale emner, som også ses i Janus Metz Pedersens roste Armadillo (2010), der helt tæt følger danske soldater i Afghanistan, og som opnåede både priser og stor biografsucces, herunder kritikerprisen på Cannes-festivalen. Eva Mulvads (født 1972) Enemies of Happiness (2007) portrætterer en afghansk kvindelig politiker, mens Andreas Møl Dalsgaards (født 1980) Afghan Muscles (2006) skildrer bodybuilding i Afghanistan.

I nyere dansk dokumentarfilm ses der en tendens til at udforske det at spille en rolle og at tematisere iscenesættelse, ofte med politiske temaer. Joshua Oppenheimers (født 1974) The Act of Killing (2012) skildrer folkemordet i Indonesien fra bødlernes perspektiv i form af en musical. Filmen har vundet mere end 40 priser ved festivaler. Opfølgeren The Look of Silence (2014) viser ofrenes synsvinkel. Begge film anvender en subjektiv og iscenesættende tilgang, hvor rollespil og iscenesættelse bruges som fortællergreb.

Mads Brügger udnytter også performative teknikker i film som Det Røde Kapel (2006), hvor han foregiver at være del af en teatergruppe i Nordkorea, og Ambassadøren (2011), hvor han fremstiller sig selv som diplomat for at afsløre korruption i Den Centralafrikanske Republik. Denne satiriske stil er præget af ironi og undercovermetoder med brug af skjult kamera, som også rejser etiske spørgsmål om den journalistiske tilgang.

Et andet eksempel er En fremmed flytter ind (2017) af Nicole N. Horanyi (født 1977), som rekonstruerer Amandas møde med en mand, hun kender fra nettet, med en skuespiller, der spiller hans rolle, for at udforske bedrag og identitet.

Siden begyndelsen af 2000'erne har dansk dokumentarfilm markeret sig som en betydelig del af dansk kultur og er blevet et internationalt anerkendt brand. Dette er i høj grad takket være et aktivt støttesystem og økonomisk støtte fra danske tv-stationer.

Dansk dokumentarfilm har i de seneste år formået at skabe international opmærksomhed og ikke mindst bidrage til den politiske dagsorden. Det inkluderer film som Feras Fayyad (født 1984) og Steen Johannesens (født 1972) De sidste mænd i Aleppo (2017), der skildrer borgerkrigen i Syrien, og Jonas Poher Rasmussens (født 1981) animerede Flugt (2021), om en drengs flugt fra Afghanistan. Christoffer Guldbrandsens A Storm Foretold (2023) om Donald Trumps tidligere rådgiver Roger Stone illustrerer også dokumentarfilmens evne til at påvirke samfundsdebatten og skabe overskrifter.