Ludvig 15.

Ludvig 15. første store udfordring, var den Den Østrigske Arvefølgekrig, 1740-1748. Det habsburgske rige med hovedstad i Wien var et af Europas mægtigste monarkier, og Frankrig gik ind i krigen på preussisk side for at svække sin østrigske rival. Krigen endte dog med at blive dyr for Frankrig, blandt andet på grund af britiske blokader af fransk maritim handel.

I et forsøg på at finansiere den voksende statsgæld, som var et resultat af krigsindsatsen, reformerede Ludvig det franske skattesystem. Det betød blandt andet, at den franske kirke og adel for første gang blev beskattet. Dette var dog upopulært blandt kirke og adel, og kirkens skat blev hurtigt afskaffet igen.

Frankrig fik stort set intet andet end gæld ud af krigen, og udtrykket bête comme la paix, 'dum som freden' blev for eftertiden en fast vending i det franske sprog.

Allerede i 1756 brød en ny stor krig ud. I modsætning til Den Østrigske Arvefølgekrig var Syvårskrigen en global affære. Den franske kongemagt var engageret i krig i det kontinentale Europa, såvel som i dets mange kolonier i Caribien, Nordamerika, Sydamerika og Indien.

Krigen var endnu mere omkostningsfuld for den franske stat end den forrige krig havde været. Foruden en enorm statsgæld måtte Frankrig ved Freden i Paris i 1763 give afkald på en lang række territorier til briterne, heriblandt Canada.

Ludvig 15.s regering omlagde herefter kolonipolitikken til en såkaldt 'nul-territorie-politik', hvor man satsede på slaveforter og små produktive slavekolonier i Caribien såsom Guadeloupe og Martinique frem for store territoriale enheder som Canada.

Ludvig 15.s forsøg på at reformere det gamle privilegiesystem, som fratog kirke og adel fra skattebetaling, gav anledninger til konstante spændinger i de sidste ti år af Ludvigs regeringstid. En reform var imidlertid nødvendig på grund af den enorme gæld, som blev stiftet for at finansiere 1700-tallets stadigt mere bekostelige krige.

Striden mellem kongemagt og adel kulminerede med det såkaldt Maupeou-kup i 1771. Her afskaffede kongen de såkaldte parlements, regionale domstole domineret af adelen, som stod for at implementere og administrere fransk lovgivning. Ved at afskaffe disse parlements centrerede kongen og hans ministre magten omkring sig selv i et forsøg på at skabe et mere centraliseret og standardiseret statsapparat.

Denne politiske omvæltning blev anført af ministrene Maupeou og d'Aiguillon. Efter Ludvig 15.s død i 1774 rullede hans efterfølger, Ludvig 16., reformerne tilbage og genetablerede de regionale parlements.

Ludvig 15. regerede i oplysningstidens guldalder. Diderot og d'Alemberts Encyklopædi, emblemet på oplysningstiden, udkom i årene 1751 til 1772. Ludvig tolererede i begyndelsen oplysningens videnskabelige og kritiske program.

Ludvigs regering blev dog selv genstand for heftig kritik, og oplysningens tænkere anså det franske kongehus for at være inkarnationen af absolutisme og despoti. For mange blev Maupeou-kuppet et bevis på, at kongen ville regere enevældigt og uden opposition.

Fra begyndelsen af 1750'erne stod Ludvig 15.s administration for en stadigt strammere censur overfor oplysningens tænkere. Der var dog samtidig mange overlap og forbindelser mellem oplysningens folk og visse dele af administrationen, hvorfor censuren forblev delvis.

Ludvig 15. blev i starten af sin regeringstid kendt som Louis le Bien-Aimé, 'Ludvig den vellidte'. Med tiden ændrede synet på Ludvig sig dog, og ved sin død i 1774 var kongen kun populær i få cirkler. Han blev af de fleste anset for at være autokratisk og politisk snæversynet. Frankrigs store gæld, Maupeou-kuppet og hans kølige forhold til oplysningen var grunden hertil.

Kongens forkærlighed for jagt, ekstravagante baller og affærer bidrog desuden til en tiltagende kritik af depraveret og ødsel livsførelse blandt Frankrigs aristokratiske overklasse. Ludvigs førsteelskerinde, madame de Pompadour, var en vigtig politisk figur i egen ret; det faktum, at kongens elskerinder fik politisk magt i kraft af deres forhold til kongen, var genstand for offentlig kritik.

På trods af sine knap 60 år på tronen er Ludvig 15. i dag mest kendt som en overgangsfigur mellem den absolutistiske Ludvig 14. og det gamle regimes sidste monark, Ludvig 16., som blev henrettet under Den Franske Revolution.

• Frankrigs historie i 1600- og 1700-tallet
• Madame de Pompadour
• Ludvig 14.
• Ludvig 16.