J.F. Willumsen

Willumsen boede i Paris i 1890-1894 og blev her præget af den franske symbolisme, og under et ophold 1890 i Pont-Aven, hvor han traf Paul Gauguin, malede han bl.a. To koner skilles efter en passiar, Bretagne (1890, Nordjyllands Kunstmuseum).

Det store Jotunheimen (deponeret på Willumsens Museum af Statens Museum for Kunst), hvor også rammens figurer indgår i kompositionen, er fra 1892-1893, og samtidig påbegyndte Willumsen sit symbolistiske hovedværk, Det store relief, der udførtes i bl.a. forskelligt farvet marmor og forgyldt bronze, og hvis tilblivelse strakte sig til 1928 (Willumsens Museum; relieffet er optaget i Kulturkanon).

Fra begyndelsen af 1890'erne arbejdede Willumsen også med skulpturel keramik, bl.a. Familievasen (1891, Kunstindustrimuseet), og han var i 1897-1900 ansat som kunstnerisk leder på porcelænsfabrikken Bing & Grøndahl.

I 1893 begyndte han at eksperimentere med fotografiske optagelser af bl.a. sig selv og sine nærmeste. En del af billederne brugtes som forlæg til malerier og skulpturelle arbejder. Som arkitekt tegnede han Den Frie Udstillings bygning i København (1898) og egne villaer i Hellerup (1896 (nedrevet) og 1907).

Fra cirka 1900 helligede Willumsen sig især maleriet og udførte bl.a. de to udgaver af En bjergbestigerske (1903-1904/1912, Hagemanns Kollegium, Kbh./Statens Museum for Kunst). Modellen er billedhuggeren Edith Willumsen, som han var blevet gift med i 1903. Malerierne Efter stormen (1905, Nasjonalgalleriet, Oslo) og Naturskræk. Efter stormen nr. 2 (1916, Willumsens Museum er tydelige eksempler på den særegne syntese af symbolisme og ekspressionisme. I 1905-1908 udførte han endnu et hovedværk som billedhugger, Hørupmonumentet i Kongens Have i København, og fra 1902 til 1910 malede han på det monumentale Sol og ungdom (Göteborgs konstmuseum).

Under indtryk af El Grecos manierisme, som Willumsen oplevede i 1888-1889, men især på en rejse til Spanien i 1910-1911, fik hans egen udtryksform en drejning i lignende retning, som det bl.a. ses i Sophus Claussen læser sit digt "Imperia" (1915, Aarhus Kunstmuseum), Aftensuppen (1918, Willumsens Museum), og Canal Grande ved nat (1930, Sønderjyllands Kunstmuseum). Hans interesse for El Greco kom også litterært til udtryk, da han efter mange års studier udgav sit omfattende værk La Jeunesse du peintre El Greco, 1-2 i Paris 1927. Et sent hovedværk er trilogien af selvportrætter med titlen Tizian døende (1935-1938, Willumsens Museum).

Willumsen var igennem de sidste 40 år af sit liv hovedsagelig bosat i Sydfrankrig, hvor han bl.a. malede karakterfulde fremstillinger af sig selv og sin samlever siden 1930, danserinden Michelle Bourret (1900-1989). Han udstillede jævnligt på Den Frie Udstilling, som han var med til at stifte i 1891, og han modtog bl.a. Thorvaldsens Medalje 1947 og Prins Eugens Medalje 1947. I 1955 blev han æresborger i Frederikssund.

J.F. Willumsen tilbød en stor del af sine værker og sin samling af ældre kunst (bl.a. El Grecos Hyrdernes tilbedelse fra ca. 1567-70) til staten og Københavns Kommune til oprettelse af et museum; J.F. Willumsens Museum blev placeret i Frederikssund, opført af Tyge Hvass fra 1954 og åbnet i 1957. En udvidelse ved arkitekten Theo Bjerg (1936-2019), der næsten tredoblede museets areal, blev indviet i 2005.

En anden betydelig Willumsen-samling, skabt af redaktør Victor Petersen i Ribe, fik i 1989 til huse på herregården Odden ved Hjørring.

• dansk billedkunst – nationalromantik, realisme og naturalisme
• det moderne gennembruds maleri