Fragtskibe i West Lamma Channel i Det Sydkinesiske Hav ved Hongkong.

Det Sydkinesiske Hav er et er et 2,3 millioner km2 stort, velafgrænset randhav til Stillehavet. Det omkranses af flere lande i stærk økonomisk vækst, og skibstrafikken er stor og stigende trods den sæsonmæssige forekomst af meget kraftige vinde (se taifun).

Faktaboks

Også kendt som

Nan Hai

Havområdet har i årtier været genstand for stridigheder blandt kyststaterne i et sådant omfang at der tales om kampen om Det Sydkinesiske Hav. Her spiller især Kina en aktiv rolle.

Geografi

Et skilt i Simpang Mengayau, Kudat, på Borneo markerer grænsen mellem Det Sydkinesiske Hav og Suluhavet.

Det Sydkinesiske Hav adskilles fra Stillehavet i øst af den filippinske øgruppe (Luzon, Palawan) samt af den nordligere beliggende østat Taiwan. Nordkysten udgøres af det kinesiske fastland med den tidligere bystat Hongkong samt havets største ø, den kinesiske provins Hainan. Foruden Hainan rummer havet kun få, mindre øer samt koralrev. Mod vest ligger Indokina og den vietnamesiske kyst, og den thailandske havbugt fører ind til Thailands og Cambodias kyster. Den sydlige afgrænsning udgøres af Malaysia, fordelt på Malacca-halvøen og nordkysten af Borneo, herunder Brunëi.

Der er forbindelse til Det Indiske Ocean gennem det stærkt trafikerede Malaccastræde, som ligger mellem halvøen og den indonesiske ø Sumatra. Ved indsejlingen til strædet ligger bystaten Singapore.

Hydrografi

Store dele af oceanet, især mod syd og vest, er lavvandet med vanddybder på mindre end 200 m. De største havdybder på op til ca. 5½ km ligger centralt i det sydkinesiske bassin. Vandtemperaturen er typisk ca. 28 °C i overfladen og falder til 6 °C i dybvandet.

Saltholdigheden ligger på 34,4-34,9 ‰ og varierer med årstiden som følge af monsunvinden. Under nordøstmonsunen løber en sidegren af den varme, salte Kuro Shio-havstrøm (se Stillehavet (oceanografi)) ind i Det Sydkinesiske Hav; under sydvestmonsunen erstattes dette vand af mere ferskt overfladevand. Variationen er dog ikke markant.

Kulturgeografi

Fiskeri

Fiskebankerne ved de lavvandede mod syd og vesthar har i århundreder været udnyttet af fiskere fra især Kina, Thailand, Filippinerne og Taiwan, som alle er blandt verdens betydelige fiskerinationer. Der fiskes bl.a. tun, makrel, ansjoser og skaldyr, og i de tætbefolkede kystområder har havets produkter altid udgjort det vigtigste tilskud af animalsk protein.

Olie og gas

Offshore-olieproduktion har været stigende, siden de første felter ud for Sydkinas kyst blev sat i produktion i 1990. I Thailandbugten, ud for Malaccahalvøens østkyst og nord for Borneo er der fundet mange olie- og gasfelter, som hastigt er under udbygning, mens det går langsommere med prospekteringen omkring Paracel- og Spratlyøerne, dels pga. de store afstande, dels pga. øgruppernes uafklarede tilhørsforhold.

Havret

Farvandene ud for Sydøstasien har i århundreder været berygtede for sørøvere, og det er Det Sydkinesiske Hav stadig kendt for, nu i moderne udgave med hurtige motorbåde og automatvåben. Spratlyøerne mod nord og Paraceløerne mod syd er begge grupper af ubeboede klippeskær og sandbanker, men flere lande gør krav på øerne, bl.a. Kina og Vietnam.

Historie

Kilderne til den tidligste historie er kinesiske. De taler om Sydhavet, Nan Hai, og om, hvordan kinesiske, persiske og senere arabiske handelsskibe bragte skildpaddeskjolde, fuglefjer og perler til Kinas kystbyer, hvorfra varerne fragtedes videre til kejserens hof. Samme vej kom også tribut fra sydøstasiatiske fyrster. Handelen over Det Sydkinesiske Hav var af særlig vigtighed, når karavanevejene mod vest (Silkevejen) var blokerede. I det første årtusinde e.Kr. var Den Røde Flods delta i det nordlige Vietnam en del af Kina, og Hanoi konkurrerede med Guangzhou om at dominere Kinas oversøiske handel. På den anden side af havet bidrog handelen mod nord til den rigdom, som prægede statsdannelserne Srivijaya i 700-800-tallet og Majapahit fra 1200-tallet.

De kinesiske og sydøstasiatiske samfund var forskellige. I de kinesiske og de vietnamesiske var størstedelen af befolkningen bønder, mens fiskere, søfolk og handelsfolk var marginale og ofte undertrykte grupper. I det meste af SØ-Asien var indlandsbefolkningen derimod marginal, mens kystfolk dannede basis for små og store stater. Øerne og halvøerne var rige på skov, og skibsbygning var en respekteret kunst. Fra ca. år 1400, da Mingdynastiet fik fuld kontrol med Kina, ekspanderede rigets handel mod syd. Fra Sydøstasien blev der importeret krydderier, Japan bidrog med sølv, og Indien med bomuldstøj. I den første del af 1400-tallet opbyggede kineserne en stor flåde, og eunuk-admiralen Zheng He ledede syv store ekspeditioner, en enkelt helt til Afrika. I 1433 endte de kinesiske oversøiske ekspeditioner, og snart forbød kejseren al oversøisk handel i et forsøg på at begrænse eunukkernes magt og sikre rigets enhed. Kejseren opnåede dog ikke at standse handelen mod syd, kun at skibe fra Ryukyuøerne, Siam og Malaccahalvøen tog over. Det muslimske sultanat Melaka kom til at dominere handelen mellem Det Indiske Ocean og Det Sydkinesiske Hav. Kort før år 1500 fandt portugiserne søvejen til Indien, og i 1511 erobrede de Melaka. Spanierne etablerede en koloni i Manila 1571, hollænderne i Batavia (Jakarta) 1619. Europæiske skibe fik efterhånden større betydning både i handelen mellem Indien, Sydøstasien, Kina og Japan og i fjernhandelen med Europa og Amerika. Europæerne købte bomuldstøj i Indien, betalte med sølv fra Amerika og solgte tøjet i Kina og Sydøstasien, hvor de købte silke, keramik og krydderier. I 1600-tallet dominerede hollænderne. De havde Formosa (Taiwan) som koloni 1624-1661 og monopol på handelen med Japan. De monopoliserede også den lukrative krydderihandel med Molukkerne.

Sydkina havde lidt under krigen mellem Ming- og Qingdynastierne, men i anden halvdel af 1600-tallet opbyggede kineserne en ny handelsflåde. Centrum for handelen mod syd blev Fujian. Et stort antal sydkinesere emigrerede til Sydøstasien, hvor de skabte handelskolonier, og i 1700-tallet spillede kineserne en stadig større rolle i Det Sydkinesiske Hav.

Efter den industrielle revolution blev briterne førende i området. De malajiske stater blev britiske protektorater, Singapore etableredes som koloni i 1819, og efter Opiumkrigen 1839-1842 gjorde briterne Hongkong til brohoved i Sydkina. I anden halvdel af 1800-tallet underlagde Frankrig sig Vietnam og oprettede Fransk Indokina; Holland skabte Hollandsk Indien (Indonesien). Spanien var blevet en andenrangs magt og måtte afstå Filippinerne til USA i 1898. I mellemtiden var Japan blevet en lokal stormagt, som erobrede Taiwan fra Kina under Den Japansk-kinesiske Krig 1894-1895. I den første del af 1900-tallet var Det Sydkinesiske Hav omgivet af kolonistater, hver med sin krigs- og handelsflåde. Kina var i en voldsom politisk krise og dermed ude af stand til at hævde sig i området.

Med verdenskrisen i 1930'erne kom en kraftig nedgang i kolonihandelen. Samtidig var den japanske industri blevet helt afhængig af olieimport fra Sumatra. Det var baggrunden for, at Japan valgte at skaffe sig overherredømmet i Det Sydkinesiske Hav 1939-1942 ved at underlægge sig Hainan, Paracel- og Spratlyøerne, Fransk Indokina, Malaya, Singapore, Filippinerne og Hollandsk Indien. 1942-1944 var Det Sydkinesiske Hav under fuld japansk kontrol, men i 1944-1945 lykkedes det amerikanerne at fravriste dem herredømmet, og siden har USA's flåde domineret militært.

I 1900-tallets sidste årtier opnåede regionen stærk økonomisk vækst. Der var kraftigt øget skibsfart med en stadig strøm af olie fra Mellemøsten til Nordøstasien.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig