Deniz Kiy er en dansk forfatter; begge forældre er immigreret fra Tyrkiet. Kiy er uddannet fra Forfatterskolen i 2019. I 2021 debuterede han med digtsamlingen Blå Øje (türkü), og i 2025 udkom Blokkene, hans første roman.
Begge Kiys værker tematiserer smerte, sorg, vrede og ensomhed, men også den kærlighed og omsorg, der kan hentes i et fællesskab. Familien er hyppigt det sociale og emotionelle omdrejningspunkt for karaktererne, der alle har minoritetsbaggrund.
Blå Øje (Türkü) tematiserer fællesskab i et univers mellem tyrkisk og dansk kultur. Digtsamlingen forsøger at finde sprog for det unævnelige:
”min spændte munds fald over sig selv/sine sprog/omkvæd/ krampe/min tunge tunge”.
Værket rummer en mosaik af erindrende sansninger, der fastholdes via billeder, lydindtryk og rytme i en affektiv stil. Det er aldrig konkret fortællende, men antyder en familiekrønike gennem referencer til forældre og bedsteforældre af tyrkisk herkomst.
Titlen Blå øjne indikerer digtsamlingens kulturelle dobbeltforankring. Türkü betegner en klassisk tyrkisk ballade, der som en folkevise beretter om kollektive erfaringer af tab og smerte. Den afsynges gennem generationer for at fastholde oplevelserne.
Kiy har oversat genren til dansk ved at hente personer og situationer fra sin tyrkiske baggrund ind i en dansk kontekst. Den indebærer oversættelse af symboler og metaforer.
”Blå øje” betegner de amuletter, der hænger i mange tyrkiske hjem som værn mod onde ånder, men titlen henviser også til vanskelighederne ved at vokse op som ”mørkøjet” i et hovedsageligt ”blåøjet” samfund. Flere steder optræder ordet kamuflage med en biklang af ”ønsket/om et sprog uden opbrud/kamuflage”.
Den lyriske kobling af ”blå øjne” og strukturel racisme findes også i Peter-Clement Woetmans digtsamling Bag bakkerne, kysten (2018).
Eksilerfaringen, oplevelsen af racisme og ønsket om assimilation er sammenvævet i titlen. Digterjegets udspændthed mellem flere sprog og kulturer kommer til udtryk gennem en anvendelse af ikke-oversatte tyrkiske ord. Herved formidles erfaringen af fremmedhed.
Brugen af flersprogethed som en del af et værks æstetik ses også i Yahya Hassan og Amina Elmis digte og Niviaq Korneliussens romaner.
Værket er opdelt i fire suiter. Den første, ”I Hulrum”, fremstiller traumatiske oplevelser i et krigsunivers, som aldrig helt tids- eller stedfæstes. Lidelserne bevæger sig tværs over grænser og fra generation til generation. Forfædrenes smerter er også jegets. De følger med og lagrer sig i alle hulrum:
”imellem/ distancer/fantomsmerter/klagesang/hulrummets stilhed”.
Anden og fjerde suite, ”Stuen” og ”Under emhætten. På terrassen”, synes henlagt til en dansk kontekst, nemlig forældrenes lejlighed.
Fremstillingen af rummene i denne digtsamling er intime, personlige og skildret med næsten haptisk præcision, men de er ikke private rum.
Det er digterjegets barndomserindringer, men også et stykke kollektiv erindring om eksilerede tyrkere i Danmark med sår på krop og sjæl.
Tematiseringen af posttraumatisk stress i familier med migrantbaggrund indgår i temafællesskab med Yahya Hassan og Amina Elmis digtsamlinger.
Digtsamlingens tredje suite, Çorum, refererer til forfatterens familiehistorie. Anvendelsen af navnet ”Deniz” antyder værkets karakter af autofiktion, og Çorum relaterer til den by, Kiys familie stammer fra.
Denne oplysning forklarer den smertefulde grundtone i hele digtsamlingen. Moderens påstand:
”jeg kan ikke huske mere/siger mor om 1980”
Det forankrer familiens etniske og politiske baggrund i Tyrkiet. 1980 var året, hvor alevitter fra den politiske venstrefløj blev udsat for politisk forfølgelse af højrenationalistiske grupper, hvilket førte til eksil for mange af dem.
Blokkene er en kollektivroman om livet i en nedrivningstruet boligbetonblok i 2020’erne. Det er tale om polyfon (flerstemmig) roman i stil med Niviaq Korneliussens Homo Sapienne. I Blokkene fortæller fem forskellige personer uafhængigt af hinanden om deres liv i et socialt boligbyggeri.
Stemmernes liv er ikke flettet ind i hinanden, men udgør en mosaik, der tidsmæssigt spænder over starten af århundredet op til i 2025. Et enkelt kapitel foregår i 00’erne og giver indsigt i spørgsmålene om ”ghettolister” (parallelsamfundslister), mens de øvrige kapitler stammer fra den senere fase i betonbyggeriets historie, der handler om nedrivning.
Fælles for romanens karakterer er, at de har en anden sproglig og kulturel baggrund end dansk. Romanen åbner således op til et rum med mere diversitet end i Blå øje, hvis verden udelukkende tog udgangspunkt i digterjegets tyrkiske baggrund og havde en mere monologisk karakter.
I romanen videreudvikler Kiy temaet om livet mellem to kulturer, fremmedhed og marginalisering i socialt udsatte områder og fremstiller atter personerne i intime rum. Dette nærhedsperspektiv giver indsigt i mennesker, der kæmper med traumer, uopfyldte drømme og ødelagte kroppe, men som samtidig udstråler kærlighed, omsorg, fanden-i-voldskhed og en dyb forankring i livet.
Romanens bærende karakterer, hvis navne giver overskrifter til bogens kapitler, har alle anden etnisk baggrund og tilhører Danmarks socioøkonomiske underklasse: rengøringshjælpen, kioskejeren, lagerarbejderen, den nyuddannede arbejdsløse, den unge mor og digter, der rekrutterer kvinder i en Syklubben for at kunne gennemføre revolutionen.
Her vises polemisk samfundets bund, og det hele ender i et inferno af en brand. Men der en varme i skildringen af de menneskelige relationer i betonområdet, som taler mod nedrivningsplanerne. Dette forsvar for betonblokkenes indre liv findes også i Sarah Rahmeh Betonhjerter (2023), Liv Duvås Ned fra himlen (2024) og i Nøjsomheden af Stine Askov (2022).
Stilen er socialrealistisk og sprogligt mindre eksperimentel end Blå Øje, men der er magiske indslag, der sender hilsner til de nordafrikanske og mellemøstlige kulturer, romanpersonerne kommer fra.
Den svenske valgkamp har været præget af et opgør mellem de to store politiske blokke, men et samarbejde mellem blokkene efter valget er ikke umuligt.
Den 11. september i år er 25-året for terrorangrebet mod USA i 2001. Angrebet blev begyndelsen på den såkaldte krig mod terror og en ny sikkerhedspolitisk periode. 2977 mennesker mistede livet i angrebet.
Houthierne gør i disse dage nye erobringer i Yemen og kan overtage kontrollen med det strategisk vigtige stræde Bab al-Mandab. Houthierne, der er støttet af Iran, opstod i 1990’erne som en modstandsbevægelse mod det daværende regime i Yemen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.