Danh Vo

Flugten fra Vietnam og i det hele taget dét at være flygtning er et hovedtema i Danh Vos kunst. Vietnamkrigen, den kolonihistorie, der går forud for den, og de kommunistiske genopdragelsesprogrammer og tvangsforflytninger, der fulgte efter krigen, har altsammen en plads i Danh Vos kunst. Det samme har de sammenblandinger, der sker, når forskellige genstande flyttes fra én kontekst til en anden. Selv taler Danh Vo om at gøre det velkendte ukendt ved at løsrive det fra de sammenhænge, vi er vant til at se det i.

Danh Vo har selv indsamlet mange kunstværker og genstande, som han inddrager i sine værker. I værket 08:03, 28.05 indgår der fx en prangende lysekrone, som Danh Vo har købt fra det nu nedlagte Hotel Majestic i Paris. Under 2. Verdenskrig fungerede hotellet som hovedkvarter for nazisterne, og i 1973 blev den såkaldte Parisaftale underskrevet i det lokale, hvor lysekronen hang. Parisaftalen var formelt en afslutning på Vietnamkrigen. Lysekronen kan dermed både ses som en tilskuer til vigtige begivenheder, men også som en prydgenstand, der er skabt til at lette stemningen omkring store politiske beslutninger.

Et af de værker, der indgik på Take My Breath Away-udstillingen, var installationen Oma Totem. Værket består af en vaskemaskine, et fjernsyn, et minikøleskab og et katolsk krucifiks. Vaskemaskinen, fjernsynet og køleskabet fik Danh Vos mormor foræret af den tyske flygtningehjælp, da hun ankom som flygtning til det daværende Vesttyskland. Krucifikset fik hun af den lokale katolske kirke som en slags velkomstgave. Danh Vo bruger de fire genstande til at fortælle, hvilke forventninger hans mormor blev mødt med som ny borger i Tyskland, nemlig at hun nu ikke længere skulle en være flygtning med sorg og traumer, men en almindelig tysk borger, forbruger og katolik.

Mothertongue var Danh Vos bidrag til Venedig Biennalen og bestod både af en lang række værker og en række ændringer af Den Danske Pavillon som bygning. Danh Vo havde nemlig fået restaureret bygningen, så den så ud, som den gjorde, da den var helt ny i 1932; med andre farver og mere naturligt lysindfald.

Et gennemgående tema i udstillingen var horrorfilmen Exorcisten (1973), hvor en 12-årig pige bliver besat af en dæmon og derefter underkastet en lang række forsøg på at uddrive dæmonen. Dæmonen får bl.a. pigen til at bruge et meget grimt sprog, og citater fra pigens replikker indgik flere steder i Dahn Vos udstilling. Et eksempel var værket Your Mother Sucks Cock in Hell, hvor en englefigur fra 1600-tallet var skåret op, så den passede ned i en kasse fra whiskymærket Johnny Walker. I dette værk gentager Danh Vo en praksis, som surrealisterne næsten 100 år tidligere blev berømte for, nemlig dét at kombinere ting fra vidt forskellige sammenhænge for på dén måde at gøre opmærksom på overraskende ligheder mellem dem. Johnny Walker var det første spiritusmærke, der lavede firkantede flasker, så der kunne være flere flasker i en kasse. I Danh Vos værk er det i stedet englen og det religiøse, der skal passe ned i en kasse, og ved at bruge citatet fra Exorcisten understreger Danh Vo det voldelige og destruktive i en sådan tilpasning.

Et andet tema i Mothertongue var nationalt tilhørsforhold. Selvom Danh Vo har levet i flere forskellige lande, var han i sidste ende valgt til at repræsentere Danmark og præsenteret som en dansk kunstner. Derfor indgik der også mange tegn på "danskhed" i udstillingen, fx Dannebrogs røde farve og designermøbler af Finn Juhl. Derudover havde Danh Vo genbrugt en invitation fra sin tidligere udstilling Hip, hip, hurra! (SMK, 2010): Invitationen var udformet i papir som en lille fødselsdagskage – en slags DIY-fødselsdagskage. I anledning af Mothertongue havde Danh Vo lagt invitationen i en konvolut med konfetti og lagkagelys og et billede af et vietnamesisk barn udenpå. På den måde pegede Danh Vo både på en kendt dansk tradition, men også på sig selv som en dansker med rødder langt væk fra Danmark.

Endelig var Mothertongue også en kommentar til Venedig som en by, der op igennem sin lange historie har stjålet og kopieret fra andre byers arkitektur, stilarter og kunstsamlinger. Det så man bl.a. i flere skulpturer, hvor fx dele af antikke marmorskulpturer var sat sammen med dele af helgenfigurer fra middelalderen.

Under Venedig Biennalen havde Danh Vo også kurateret udstillingen Slip of the Tongue i det nærliggende Palazzo Grassi. Her viste han værker af 35 forskellige kunstnere, der alle indgik i en fortælling om, hvordan kunst op igennem historien er blevet solgt, ødelagt, restaureret og indsamlet.

I 2020 påbegyndte Danh Vo et usædvanligt samarbejde med Nivaagaards Malerisamling i området omkring hans barndomsby Nivå. Samarbejdet indbefatter både udstillinger, borgerinddragende projekter og Stationshaven: en grund nær ved Nivå Station, hvor Danh Vo over de næste mange år vil udvikle en form for have.

Foreløbig har samarbejdet resulteret i en udstilling (2020), hvor Danh Vo viste værker fra sin egen kunstsamling sammen med Nivaagaards samling og enkelte kunstværker, som Danh Vo havde fået lov at låne af andre kunstnere. Nivaagaards Malerisamling er baseret på fabrikanten og politikeren Johannes Hages private samling af kunstværker fra renæssancen, barokken og guldalderen. Danh Vos egen samling består af værker af nyere kunstnere som Felix Gonzalez-Torres og Nancy Spero (1926-2009). Udstillingen var dermed en dialog mellem to private samlinger, der repræsenterer meget forskellige perioder i kunsthistorien, men alligevel har nogle temaer til fælles, fx lidelse og religiøsitet.

I 2021 fortsatte samarbejdet med projektet The Potato Field, som Danh Vo faciliterede i samarbejde med kokken Christian Puglisi. Her deltog en stor gruppe lokale borgere i arbejdet med at plante, passe og høste 30 forskellige kartoffelsorter.

Samme år startede Danh Vos arbejde med Stationshaven. Danh Vos idé er, at grunden med tiden skal udvikle sig til en form for have med fokus på biodiversitet og en anden arbejdsform i kontrast til Danh Vos hektiske liv med rejser og udstillinger. Stationshaven er en forlængelse af Danh Vos egen have udenfor Berlin, hvor han bor og udvikler sine værker i en konstant proces. I 2024 flyttede Danh Vo skulpturen Sankt Katharina fra haven ved Berlin til Stationshaven. Sankt Katarina var oprindeligt en religiøs figur, som Danh Vo har modificeret, så den bl.a. kan bruges som fuglehus.