Amnesty International blev grundlagt i Storbritannien af den britiske advokat Peter Benenson i 1961, og den danske medlemsorganisation fulgte trop i 1964.
Amnesty International.
Amnesty International Danmark har i dag omkring 54.000 betalende medlemmer og engagerer sig i fortalervirksomhed for mennesker, hvis rettigheder bliver krænket rundt om i verden. Billedet her stammer fra en demonstration på Christiansborg Slotsplads i juni 2025 for at opfordre den danske regering til at lægge større pres på Israel.
Rasmus Preston/Amnesty International Danmark.

Amnesty International er en global menneskerettighedsorganisation med over ti millioner medlemmer og medlemsorganisationer i 80 lande, herunder i Danmark. Organisationens formål er at sikre overholdelse af FN's Verdenserklæring om Menneskerettigheder fra 1948 og de heraf afledte internationale konventioner, der under tiden henvises samlet til som den regelbaserede verdensorden.

Amnesty International har fast observatørstatus ved FN og modtog i 1977 Nobels Fredspris.

Amnesty International Danmark

Den danske medlemsorganisation blev etableret i 1964 og har i dag 65.000 betalende medlemmer (2026). Hertil kommer et større antal, der bakker op om organisationen med økonomiske bidrag eller ved at deltage i aktioner for menneskerettigheder. Ikke mindst underskriftsindsamlinger er indgået som et vigtigt element i organisationens fortalervirksomhed for mennesker, hvis rettigheder bliver krænket rundt om i verden. Andre centrale opgaver består i dokumentation af menneskerettighedskrænkelser, foredrag og udvikling af undervisningsmaterialer.

Organisering og økonomi

Organisationens medlemmer mødes en gang om året til en generalforsamling, der fastlægger prioriteter, vælger en hovedbestyrelse og godkender et budget. Omsætningen udgør omkring 80 millioner kroner årligt (2024). For at værne om sin uafhængighed modtager Amnesty International – modsat flertallet af danske NGO'er – ikke driftstilskud fra staten, men får primært indtægter fra medlemskontingenter og bidrag fra private givere og fonde. Dog modtager organisationen institutionelle midler til undervisning i menneskerettigheder rundt om i verden. Hovedkontoret i København har omkring 50 fuldtidsansatte.

Internationalt engagement

Amnesty International Danmark deltager i bevægelsens Global Assembly og er med til at vælge den generalsekretær, der leder hovedkontoret i London og er øverste ansvarlige for fortalervirksomhed, internationale kampagner og øvrige tværgående aktiviteter.

Aktive medlemmer i hele verden er organiseret i lokale grupper, der engagerer sig i fortalervirksomhed og fx korresponderer med samvittighedsfanger og mobiliserer brevkampagner, som er rettet mod myndigheder, der krænker menneskerettighederne.

Amnesty Internationals historiske baggrund

Amnesty International blev grundlagt i Storbritannien i 1961 af den britiske advokat og menneskerettighedsaktivist Peter Benenson (1921-2005). Historisk har organisationen ikke mindst markeret sig i arbejdet for frigivelse af samvittighedsfanger, der er fængslet på grund af deres meninger, tro eller oprindelse.

Blandt øvrige prioriteter, der har præget organisationens indsats gennem mange år, hører afskaffelse af tortur og dødsstraf samt sikring af en retfærdig rettergang.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig