Barbareskstaterne

I 1600-tallet var den danske handelsflåde optaget af at sejle syd om Afrika til Ceylon (Sri Lanka) og Indien, hvor den danske handelskoloni Trankebar blev grundlagt i 1620. Efterfølgende, fra 1672, kom de tre vestindiske øer Saint Thomas, Sankt Jan (nu Saint John) og Saint Croix i dansk besiddelse, og trekantshandlen blev etableret.

Men fra 1740 begyndte den danske handelsflåde at runde Spaniens sydligste spids Tarifa, sejle ind gennem det kun 14 kilometer brede Gibraltarstræde for herfra at deltage i den meget aktive transport af handelsvarer på Middelhavet. Særligt fra Norge, som på dette tidspunkt var en del af kongeriget Danmark, kunne den dansk-norske handelsflåde transportere tømmer, korn og hamp til tovværk, som var en mangelvare i Middelhavslandene. Det var disse varer, der gav de danske handelsskibe en økonomisk interesse i at sejle ind i Middelhavet. Lasterne fra Norden blev losset, og i stedet blev de danske skibe lastet med olivenolie, vin og krydderier, som blev bragt retur til Danmark eller andre europæiske havne.

Fra 1747 til 1807 gik mere end 15.000 af de i alt 20.000 dansk-norske skibsrejser, der sejlede syd for Cape Finisterre på Spaniens yderste Atlanterhavskyst, til Middelhavet. Der var således stor dansk økonomi bundet op på handlen i Middelhavet.

I 1700-tallet var det almindeligt, at skibes besætninger kunne risikere at blive taget som slaver af andre lande rundt omkring Middelhavet – både de europæiske og de nordafrikanske. Dette skete som en del af det almindeligt forekommende kaperi af skibe, last og altså også besætning.

De dansk-norske besætninger, der blev handlet som slaver i Nordafrika, oplevede vidt forskellige skæbner. Nogle blev højtstående tjenere ved hoffet, mens andre måtte udføre hårdt, fysisk arbejde. Med danske og svenske konsuler og præsters mellemværende havde sømændene mulighed for at sende breve hjem til deres familier. I brevene, hvoraf nogle i dag befinder sig i de danske arkivalier, fremgår deres beskrivelser af oplevelserne under de meget anderledes himmelstrøg og også for nogle barsk afstraffelse og af hverdagen som slave.

I Danmark blev der i 1715 oprettet en slavekasse og en slavekommission, der stod for at indsamle penge til at frikøbe de danske slaver i Nordafrika.

I slutningen af 1700-tallet var problemet så stort, at Danmark udsendte en del af den danske krigsflåde – tre fregatter (Triton, Najaden og Havfruen) og to brigger (Nidelven og Sarpen) til fast at ligge i Middelhavet. Her kunne de så følge de danske handelsskibe i Middelhavet

Men antallet af dansk-norske søfolk, der skulle frikøbes, blev for omfattende for slavekassen. Derfor iværksatte den danske kong Christian 6. forhandlinger med Algeriet, Tunesien, Libyen og Marokko. Disse førte til, at der blev indført søpas, som var et t certifikat, den danske flåde havde med. Ved fremvisning til kapere, sikrede søpassene, at kaperne lod både skibe, fragt og besætning passere i fred. Alle aftalerne blev dog brudt flere gange af forskellige årsager og måtte forhandles på ny, bl.a. i 1799/1800 med store, kostbare gaveudvesklinger mellem Danmark og de nordafrikanske lande som en del af aftalen.

Med Frankrigs kolonisering af Algeriet i 1830 blev kaperi afskaffet hér. I Tunesien blev handel med slaver forbudt i 1841, og slaveri ophævet i 1846.

Mange af de gaver, som de danske konger modtog, findes i dag i depoter og kunstkamre i de danske museer og kunstkamre.

Fremstillinger af ”den anden” som grum, uciviliseret, vild eller dragende og farverig, som kendtes fra søfolkenes beskrivelser af deres ophold i de nordafrikanske stater, fortsatte i både den litterære genre, i rejsebeskrivelser og i billedkunsten helt frem til efter 2. Verdenskrig. I en dansk-nordafrikansk sammenhæng kan nævnes maleren J.F. Willumsen, forfatteren Jens Birkholm og forfatteren og maleren Leo Estvad som kunstnere, der giver subjektive billeder af en meget anderledes men også dragende, anden kultur og levevis i Nordafrika.

Med et postkolonialt blik kan betegnelsen Barbareskstater siges at være et udtryk for en vestlig måde at opfatte de nordafrikanske stater og befolkninger i 1600- og 1700-tallet, men som siden er fortsat i historieskrivningen – lige så meget ubevidst som bevidst.

I værket Orientalism (1978, på dansk Orientalisme, 2002) kritiserer Edward Said Vesten for en hovmodig opfattelse og beskrivelse af landene og befolkningerne i Afrika, de arabiske lande og Asien. Det fik afgørende betydning for en vestlig selvkritik og ændring i måden at beskrive ”de andre” på fra 1980’erne, og betegnelsen 'Barbareskstaterne' kan i denne sammenhæng ses som relateret til en bestemt periode med de særlige karakteristika for en vestlig opfattelse af verden, der var gældende i den periode.

• søfartshistorie
• den florissante handelsperiode
• Marokkos historie 788-1919
• Tunesiens historie
• Algeriets historie
• Libyens historie
• orientalisme
• postkolonial teori og litteratur