Ubiquitin er et lille protein, som mærker andre proteiner i cellen for nedbrydning i proteasomet (cellens makulator). Det fungerer som en slags biologisk etikette eller mærkat, som cellen sætter på proteiner, der skal fjernes.
Ubiquitiner hæfter sig til aminosyren lysin på beskadigede proteiner eller proteiner, der ikke længere er brug for, hvis koncentration i cellen skal sænkes. De ubiquitinmærkede proteiner kan herefter passere ind i cellens proteasomer, hvor en række enzymer nedbryder de uønskede proteiner.
Ubiquitin, der hos mennesket er opbygget af 76 aminosyrer, udviser kun ringe variation mellem selv meget fjernt beslægtede organismer. Det er antageligt, fordi dets funktion er meget præcis og helt essentiel for organismen, og der derfor kun er ringe spillerum for fikseringen af nye mutanter.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.