tsunami

Havnebassiner yder beskyttelse mod den vindskabte sø for skibe og andre fartøjer, som i hårdt vejr kan søge i havn. Mod en tsunami yder havnen absolut ingen beskyttelse, snarere tværtimod. Det er netop her bølgen er voldsomst, og netop det forhold har givet bølgen dens navn. Under en tsunami er det sikreste sted for skibe at befinde sig ude på åbent hav.

Undersøiske jordskælv er nok den mest alment kendte årsag til dannelsen af tsunamier. Ved et jordskælv med epicenter i et ocean kan havbunden langs en brudflade i et pludseligt ryk hæve eller sænke sig adskillige meter, og det overliggende vandlag følger med. I et kort øjeblik er havoverfladen nærmest lodret langs med brudfladen, og den situation er ikke stabil. Tsunamien er den bølgebevægelse, der skal til for at gøre havoverfladen i det pågældende havområde vandret igen.

Fra det sted, hvor bølgen dannes, breder den sig ud i alle retninger og kan forplante sig forholdsvis ubemærket tusindvis af kilometer gennem åbent hav, før den rammer en kyst, ofte med katastrofal og ødelæggende kraft ('en mur af vand').

En tsunami kan også dannes ved nedstyrtning af materiale. Det kan være en ustabil fjeldside, et undersøisk jordskred eller en kælvende gletsjer, hvilket der kendes adskillige eksempler på i arktiske eller subarktiske egne. Denne type hændelse har som regel begrænset, lokal effekt.

Mere sjældent kan meteornedslag eller eksplosioner potentielt danne en bølge, der forplanter sig hele kloden rundt. Sædvanligvis er en tsunami begrænset til det bassin, hvori den skabes, men da den indonesiske vulkanø Krakatoa eksploderede i 1883, blev der udløst en tsunami, som kunne registreres over hele verden. Ved de hårdest ramte kyster var bølgehøjden formentlig over 30 m. En netop (på forsøgsbasis) opsat vandstandsmåler i Københavns havn gav et lille, men tydeligt udslag på ca. 10 cm, 36 timer efter eksplosionen.

En tsunami er en såkaldt lang bølge, hvilket betyder, at bølgelængden er meget større end vanddybden. Bølgelængden for en tsunami bestemmes af dannelsesmekanismen og ligger typisk på 100-1.000 km. Til sammenligning er dybden af verdenshavet, altså den oceane havdybde, de fleste steder blot 3-4 km.

Når man ser bort fra lydbølger, er lange bølger den hurtigste bølgeform i havet, og på oceane havdybder rejser bølgen med en hastighed på 600-800 km/t. Heri minder tsunamier om tidevandet, der har samme hastighed og omtrent den samme dynamik: bølgen er meget flad og næsten umærkelig i rum sø, men kan tårne sig op inde ved kysten. Ligheden strækker sig så langt, at tsunami på engelsk kan betegnes som en tidal wave ('tidevandsbølge').

Forskellen fra tidevandet ligger i bølgeperioden, som for tsunamier er nogle få minutter, mens den for tidevand ligger på ca. et halvt døgn. Al den vandbevægelse, som tidevandet forårsager to gange dagligt, dvs. skift mellem høj- og lavvande og de dertil knyttede strømforhold, sker for en tsunami i løbet af nogle få minutter. Det gør bevægelsen så voldsom, at alt muligt kystnært materiale og drivgods hvirvles op og føres med.

Tsunamien har som lang bølge den egenskab, at den ikke brydes i rum sø. Som konsekvens heraf kan en tsunami rejse meget langt uden at miste ret meget af sin energi; den udløses først, når bølgen rammer kysten. Det er i markant modsætning til den vindskabte sø, som hurtigt bliver stejl og til stadighed taber energi ved bølgebrydning i rum sø (white capping).

Tsunamien tårner sig op og bliver stejl inde ved kysten, hvor den bremser op som følge af den lavere vanddybde. Her opleves en tsunami som en kombination af en bølge og en flod, der (modsat almindelige floder) strømmer ind i landet. Ofte trækker havet sig først tilbage, så havbunden blotlægges; nogle gange op til flere hundrede meter ud fra kysten. Det svarer til ebbe i tidevandsterminologi, men i modsætning til tidevandet opstår dette lavvande i løbet af nogle få minutter.

Når vandet trækker sig bort fra kysten, er det en advarsel om, at katastrofen er ved at indtræffe. Rådet til kystbeboere er øjeblikkeligt at søge op i terrænet, eller eventuelt op i en høj, solid bygning.

Kort tid efter vender strømmen, og der dannes en stejl, brydende returbølge, som med voldsom kraft sender en flod af oprørt, brusende hav ind over kysten. Det fortsætter, indtil bølgen har nået sit maksimum. Så trækker vandet sig tilbage igen blot for at returnere, sommetider med endnu større kraft, ved den næste bølgetop kort tid senere. Det kan gentage sig i op mod en times tid.

Når tsunamien rammer en flad kyststrækning, kan den trænge langt ind i landet, før den løber tør for energi. Bølgen kan også skylle op i terrænet til adskillige gange sin egen højde.

Det højeste kendte opskyl forekom i 1958 i Lituya Bay i Alaska. En hel fjeldside styrtede fra ca. 1 km's højde ned i bugten, og de omkringliggende skråninger blev totalt raseret op til ca ½ km's højde. Den højeste rapporterede run-up-faktor, som er forholdet mellem bølgens amplitude, når den rammer kysten, og det højeste opskyl, er omkring 40.

I tropiske egne kan mangroveskove udgøre en naturlig beskyttelse mod tsunamier. Disse træer, som kan vokse i saltvand, danner et fletværk af grene og rødder, som kan mindske, om ikke fjerne, tsunamiens destruktive kraft.

Pacific Tsunami Warning Center (PTWC) på Hawaii er varslingscenter for hele Stillehavet. Fra dette center udsendes der varsel om en mulig tsunami i regionen, så snart et jordskælv er registreret og lokaliseret. Når man kender startpunkt og -tid er det forholdsvis enkelt at regne ud, hvordan bølgen vil forplante sig i havet. Ved brug af geodata for kystlinje og havdybder kan man kortlægge ankomsttiderne ved de enkelte kyster.

PTWC blev oprettet i 1949, efter at et jordskælv ved Aleuterne (Alaska) have sendt en ødelæggende tsunami ind over Hawaii. Centeret var først rent amerikansk, men blev internationalt efter endnu et voldsomt jordskælv i Chile i 1960. Efter en særdeles voldsom tsunami i Indonesien den 26. december 2004, hvor omkring en kvart million mennesker omkom, blev ansvarsområdet for PTWC udvidet fra oprindeligt Stillehavet til også at omfatte Det Indiske Ocean, Det Caraibiske Hav og Det Sydkinesiske Hav.

PTWC forvarsler om risikoen for tsunamier, men ikke om der rent faktisk er skabt en bølge, der er undervejs. Dette kan DART-systemet (Deep-ocean Assessment and Reporting of Tsunamis), som består af en serie af specielle trykmålere, der er forankret på stor dybde på havbunden langs kysten. Disse målere kan, ved at måle vandstanden fx hver 15. sekund, opfange signalet fra tsunamien, idet den passerer hen over måleren. Trykmåleren er forbundet med en bøje på havoverfladen, som via satellit sender alarmen til et modtagecenter. Herfra kan den praktiske varsling sættes i værk. Med dette system får man nogle få timer at evakuere i, inden bølgen rammer kysten.

I 2008 omfattede DART-systemet i alt 39 bøjer, som var placeret langs randen af Stillehavet (samt ved Hawaii), i Det Caraibiske Hav og langs den amerikanke østkyst.

Langt de fleste berømte eller berygtede tsunamier har ramt Stillehavets kyster, hvor de dannes i jordskælvsområderne langs de kystnære tektoniske pladegrænser. Hawaii og Japan har oplevet særlig mange ødelæggende tsunamier.

Grønland er den del af Rigsfællesskabet, der er i størst risiko for at blive ramt af tsunamier. På grund af den lave befolksningstæthed er dødstallene ikke store, men de er der. Eksempelvis udløste et fjeldskred i Karrats Fjord i 2017 en lokal tsunami, som ramte bygden Nuugaatsiaq, hvor fire mennesker omkom.

I Danmark er risikoen for en ødelæggende tsunami nærmest ikke til stede. Der forekommer jordskælv, men de er ikke ret kraftige. Mod hændelser i Atlanterhavet yder den lavvandede Nordsø beskyttelse.

Alligevel registreres der fra tid til anden hændelser, der må betegnes som små tsunamier – typisk med en bølgehøjde på ca. 1 meter. Figuren viser en registrering af en sådan hændelse ved Vesterhavskysten ved to målere i henholdsvis Thyborøn og Ferring Havn. Målerne registrerer kun hvert 10. minut, hvilket normalt ikke er hyppigt nok til med sikkerhed at "fange" en tsunami, men her er det lykkedes. Målingen viser, at vandet trækker sig først tilbage for derefter at forårsage et opskyl.

En hændelse som denne skyldes særlige vejrforhold, som også kan have en chokeffekt på havet, men i mindre målestok.

Mindre tsunamier kan blive skabt af vejret. Pludselige vejrfænomener som spring i vindretning, trykstød eller faldvinde, fx i forbindelse med kraftigt tordenvejr, har lidt af den samme chokeffekt som beskrevet ovenfor.

Meteorologiske tsunamier sat i gang på denne måde er ikke særlig kraftige – måske en størrelsesorden svagere, end hvad vi ser ved de mere voldsomme hændelser. De er dog store nok til, at de kan måles, og voldsomme nok til at udgøre en vis risiko.

Disse tsunamier kan dannes i ret lavvandede områder, og man har en lille håndfuld eksempler langs Nordsøens kyster igennem de sidste 20 år.

Bølger skabt af hurtigfærger kan få karakter af tsunamier og dermed dels blive til fare for folk inde på kysten, dels føre til erosion. Det sker, hvis færgen sejler så hurtigt, at hækbølgen når helt ned til havbunden og dermed går fra at være en overfladebølge til at være en lang bølge. Blandt andet af denne grund, og efter flere farlige situationer, er der flere steder i Danmark sat grænser for hurtigfærgers hastighed i kystnære områder.

• jordskælv
• epicenter