stor vandkalv

Oversiden er sortgrøn, mens undersiden er gullig. Forbrystet og dækvingerne har brede, gule siderande, og også forbrystets for- og bagrande er gule. Fra de øvrige syv danske arter i Dytiscus-slægten, kendes stor vandkalv bedst på, at baghofterne har en forlængelse, der er kort tilspidset bagtil og med konveks buet inderrand. Hannen har stærkt udvidede forfødder, som på undersiden har sugekopper, der tjener til at fastholde hunnen under parringen. Hunnen findes i to former: én med glat overside og én med dybe længdefurer på dækvingerne.

Larven bliver op til ca. 5 cm lang. Den har lange, slanke ben, men det er den muskuløse bagkrop, der er larvens vigtigste bevægelsesorgan.

Stor vandkalv lever i stillestående ferskvand af enhver slags: småsøer, damme og grøfter. Der skal helst være en god vegetation og ret dybt vand. Her parrer billerne sig hovedsagelig om efteråret. Æglægningen finder sted det følgende forår. Hunnen anbringer æggene i vandplanter ved hjælp af en læggebrod. Larverne gennemgår tre hudskifter, inden de er fuldvoksne i løbet af godt en måned. De er glubske rovdyr, der lever af haletudser, små frøer og salamandre, lungesnegle, guldsmedelarver og andre insekter; de kan endda tage småfisk som hundestejler. Forpupningen foregår på land i en hule, som larven udgraver i jorden. I sensommeren er forvandlingen til voksen vandkalv gennemført, og de voksne biller er klar til at søge ud i vandet, hvor de overvintrer.

De voksne biller kan leve længe og blive helt op til 5 år gamle.

Som mange andre vandkalve er stor vandkalv en god flyver, der især flyver om natten, hvor den gerne tiltrækkes af lys.

Stor vandkalv er udbredt i den palæarktiske region. Den forekommer langt mod nord i Skandinavien og er almindelig overalt i Danmark.

• biller
• vandkalve