På verdensplan kendes flere end 97.000 arter af snudebiller, hvoraf ca. 600 arter findes i Danmark. De er opdelt på flere familier, først og fremmest de egentlige snudebiller (familien Curculionidae), der med ca. 83.000 kendte arter er en af de største billefamilier overhovedet; i Danmark findes ca. 475 arter.
Derudover opdeles snudebillerne i adskillige underfamilier, hvoraf de største er kortsnudebiller og langsnudebiller. Kortsnudebiller omfatter ca. 110 danske arter med øresnudebiller (Otiorhynchus), løvsnudebiller (Phyllobius), gråsnuder (Strophosoma) og bladrandbiller (Sitona) som nogle af de mest markante repræsentanter. Blandt de langsnudede findes arter med ekstremt lang snude, fx nøddesnudebillen (Curculio nucum), men også biller i mere anonym udgave som de mange arter i slægten Ceutorhynchus og nærtstående slægter. Til underfamilien hører nogle af de største og mest spektakulære danske snudebiller, bl.a. stor nåletræsnudebille (Hylobius abietis) og gaffelsnudebille (Lixus paraplecticus).
En særlig underfamilie er barkbillerne med flere end 2.000 arter, hvoraf godt 60 arter findes i Danmark. Visse arter er alvorlige skadedyr i skovbruget.
Til snudebillerne hører også familierne bredsnudebiller (Anthribidae) og bladrullere (Attelabidae) med henholdsvis ca. 4.000 og 2.500 arter på verdensplan; de har dog kun få arter i Danmark. Dertil kommer familien Brentidae med næsten 5.000 kendte arter. De fleste arter i disse tre familier hører hjemme i troperne.
Underfamilien spidsmussnudebiller (Apioninae) er repræsenteret ved ca. 700 arter i Palæarktis, hvoraf godt 80 arter kendes fra Danmark.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.