sikahjort

Sikahjorten er en lille til middelstor hjorteart, der oprindelig er udbredt i det østlige Asien fra Vietnam, over Kina, Taiwan og Koreahalvøen, til Japan. Sikaen blev indført til Europa i sidste halvdel af 1800-tallet. De første sikaer kom til Danmark i år 1900, hvor de blev udsat i en dyrehave på godset Svenstrup.

Den voksne sikahjort (hannen) er i vinterdragten meget mørk og kan minde om en lille kronhjort. Hundyret, hinden, er ensfarvet grå. Sommerdragten er hos begge køn rødgylden med hvide pletter. Det rent hvide spejl deles af den mørkere hale, der er lidt længere end hos kronvildt. Det første gevir, der altid er to ugrenede spidser, har hjorten, når den er 1,5 år gammel. Som 2,5-årig vil hjorten som regel være seksender, herefter otteender. Hjorten vejer knap 50 kg, hinden 30-35 kg. Det antages, at den sika, der findes i Danmark, er af den japanske race, der er væsentlig mindre end de racer, der lever på det asiatiske fastland.

Sikaen går drægtig i 7,5 måned, og der fødes kun én kalv årlig, første gang når hinden er to år gammel. Føden består overvejende af græsser og urter, men også af knopper og skud. Sikaer kan anrette stor skade på skoven ved at skrælle barken af træerne. Den fritlevende bestand af sika i Danmark blev i 2007 opgjort til ca. 900 dyr. Dertil kommer sikaerne, som holdes bag i hegn i fx dyrehaver. De største fritlevende bestande findes i Østjylland.

I Danmark og resten af EU betragtes sikahjorten som en invasiv art, der må skydes året rundt. Det er samtidig forbudt at holde og opdrætte sika bag hegn, og ifølge Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø skal alle bestande af sika bag hegn i Danmark afvikles.