sværd

De ældste nordiske sværd var støbt af bronze. De optræder fra ca. 1600 f.v.t. som udprægede stikvåben, men blandt særformerne er et par enæggede krumsværd fra Rørby Mose på Vestsjælland. Bronzesværd afløstes af smedede en- eller tveæggede sværd af jern i århundrederne før Kristi fødsel. Sværdene var et magt- og statussymbol, og talrige sværd, herunder sværd af romersk oprindelse og rigt dekorerede pragtsværd, er fundet i moser som krigsbytteoffer, bl.a. Illerupfundet, Nydam mosefund og Vimosefundet, eller i jernalderens og vikingetidens mandsgrave. Vikingetidens sværd, der som regel var hugvåben, har ofte damascerede klinger forsynet med indlagte tegn og indskrifter. Navngivne sværd med særlige egenskaber omtales i skriftlige kilder, bl.a. i de nordiske sagaer.

I myter og sagn er sværd ofte smedet af dværge. Særlige sværd besidder magiske egenskaber og binder en slægt sammen ved at gå i arv. Sådanne sværd er f.eks. Angantyrs Tyrfing og Sigurd Fafnersbanes Gram. Med Gram dræber Sigurd både dragen Fafner og Regin og sin egen drabsmand Guttorm.

Med et sværd ind mellem dens kæber forhindres Fenrisulven i – for en tid – at forvolde ondt, og med et sværd dræber Vidar i Ragnarok ulven for at hævne sin far Odin. På sin frierfærd for Frej til Gerd har Skirner lånt Frejs sværd og truer med at halshugge hende, hvis hun ikke vil være Frejs. Hun giver sig, men først efter at have fået sværdet; derfor er Frej våbenløs, også i Ragnarok.

I sagalitteraturen optræder sværd ofte som slægtsklenodier og som redskaber til ufred og drab. Bl.a. fortælles om holmgang, der er en sværdtvekamp. Man har aflagt ed på sit våben, oftest sit sværd, og et edsbrud ville medføre, at sværdet blev forbandet og i værste fald ville vende sig mod sin ejermand. Sværd har også været (krigs)offergaver.

En berømt sværdtvekamp findes i sagnet om Uffe, hvor Saxo kan fortælle, at den ellers så forsagte danske kongesøn Uffe pludselig er i stand til at besejre hele to saksere med kongesværdet Skræp. Det har ellers været gravet ned og fremdrages nu, "skørt af ælde og rustent".

• blankvåben