Polarræv af farvemorfen hvidræv i sin hvide vinterpels. Foto fra Svalbard, Norge.

Polarræven er den ræv, som findes længst mod nord. Den lever i Arktis og har en lang række tilpasninger til at klare sig i nogle af klodens koldeste og mest barske egne, deriblandt verdens varmeste pels. Derudover er den det eneste medlem af hundefamilien, som kan skifte farve.

Faktaboks

Videnskabeligt navn

Vulpes lagopus

Også kendt som

Arctic fox (engelsk)

Slægtskab

Polarræv af farvemorfen blåræv, der er ensfarvet og ikke har en lys underside som hvidræven i sommerpels. Foto fra Hornstrandir Naturereservatet, Island.
Polarræv Island

Polarræven tilhører de egentlige ræve (slægten Vulpes), der også omfatter den danske rødræv samt fennek. Rævene hører til hundefamilien (Canidae) i rovdyrordenen (Carnivora).

Beskrivelse

Polarræven vejer normalt 2,5‑5 kg, men kan nå en vægt på op til 9 kg. Hoved-og-kropslængden er 50-75 cm med en halelængde på 26-43 cm. Hannerne bliver 5-20 % tungere end hunnerne.

Den hører til de mindre ræve og har en lang busket hale, korte ben, korte ører og en kort snude. Den er en ud af kun to ræve, der regelmæssigt klatrer på klipper (den anden er klipperæven).

Hvidræv og blåræv

Der findes to farvemorfer eller -varianter af polarræven: hvidræven, som er kridhvid om vinteren og mørkebrun om sommeren med kontrasterende lysebrun underside, og blåræven, der er ensfarvet mørkebrun til gråsort hele året og ikke har lysere underside. Tidligere betragtede man hvidræven og blåræven som forskellige underarter, men det er man gået væk fra, da genetiske undersøgelser har vist, at de ofte parrer sig med hinanden og blander gener.

I tundraområder på fastlandet er det den hvide farvemorf, der dominerer. I Sibirien, Alaska og Canada kan omkring 99 % af polarrævene være hvidræve, mens det i kystområder og på øer er den blå farvemorf, der er fremherskende. På Island er 65-70 % af polarrævene blåræve, og visse steder kan den blå farvemorf udgøre 100 %. I Grønland angives det overordnede forhold mellem hvid- og blåræve til at være 50:50, men det varierer fra område til område; i Nordøstgrønland er ca. 90 % af bestanden hvidræve.

Tilpasninger til livet i Arktis

Polarræv fra Newfoundland og Labrador, Canada.

Formålet med polarrævens korte ører og korte snude er at mindske tabet af kropsvarme. Dette er nogle af mange tilpasninger til at kunne overleve de arktiske ekstremer. Den vigtigste tilpasning er utvivlsomt vinterpelsen, der er tre gange tykkere end sommerpelsen, og som siges at være verdens bedst isolerende pels. Desuden kan polarræven opbygge fedtdepoter, der om vinteren kan udgøre 33 % af dyrets vægt sammenlignet med 6 % om sommeren; fedtdepoterne giver ræven noget at tære på om vinteren, men er også med til at holde på varmen. Man har lavet undersøgelser af, hvordan polarræven reagerer på kulde, og først når lufttemperaturen falder til -70 °C, begynder den at udvise tegn på kuldestress.

Polarrævens fodsåler er pakket ind i pels for at beskytte fødderne mod kulde, når den bevæger sig på sne og is. Når den hviler sig, kan den rulle sig sammen oven på sin tykke hale, så kroppen ikke kommer i kontakt med underlaget, og stikke den nøgne snudespids ind under halen.

I perioder med fødemangel kan polarræven nedsætte sit stofskifte med 40-50 %. Det er noget, man normalt kun ser hos pattedyr i dvale, men polarræven kan gå rundt i en slags vågen dvaletilstand.

Udbredelse og levesteder

Polarræven har en cirkumpolar udbredelse; den findes i arktiske områder hele vejen rundt om Nordpolen, inklusive Grønland, Canada, Alaska, Sibirien, det nordligste Fennoskandia, Island og de fleste arktiske øer. Den trives bl.a. i Nordgrønland, som rummer verdens nordligste landområder. I dens udbredelsesområde har man målt vintertemperaturer på under -50 °C.

Den yngler i arktisk tundra i Nordamerika og Eurasien samt i alpin tundra over trægrænsen i Fennoskandia. Polarræven er blevet observeret i op til 3.000 meters højde. Om vinteren vandrer en del individer ud over havisen, og man er stødt på en polarræv blot 60 km fra selve Nordpolen.

Føde og fouragering

Polarræven er en opportunistisk jæger. Den kan fx tage lemminger, harer, fugle og deres æg (bl.a. gæs, alkefugle, ryper, vadefugle og spurvefugle), ådsler, insekter, fisk og fx krebsdyr, muslinger og søpindsvin, som er skyllet op på kysten. Dette suppleres med bær og tang.

For tundralevende polarræve er lemminger ofte den vigtigste føde, og i Nordøstgrønland udgør halsbåndlemminger op til 90 % af artens føde. Kystlevende polarræve udnytter bytte, som fisk og hvirvelløse dyr, der skyller op på kysten, såvel som fuglekolonier, hvor de både snupper æg, unger og voksne fugle.

Polarræven kan bruge megen energi på at opbygge forråd til vinteren. Man har set en polarræv på en enkelt sæson stjæle over 3.000 æg fra en gåsekoloni, hvoraf de fleste blev gravet ned. Ræven kan også opbygge større depoter i sin jordhule. På øgruppen Aleuterne har man fundet et forrådskammer fra polarræven med 125 dværgalke, syv stormsvaler og fire lunder.

De polarræve, som vandrer ud på havisen, kan selv fange ringsælunger, men langt størstedelen af deres føde er sælådsler, som er efterladt af isbjørne. Isbjørne nøjes ofte med at æde spækket fra de sæler, som de nedlægger, og det giver kød til rævene.

Adfærd

Polarræve kan danne par for livet. Uden for parringstiden kan partnere færdes for sig selv, men i yngleperioden bor de sammen i en hule under jorden. Hulerne kan benyttes over mange generationer og have op til 150 indgange.

Hannen deltager i fodringen og pasningen af hvalpene. Nogle gange kan der også være hjælpere til stede, typisk unger fra året før, der hjælper med at tage sig af hvalpene. I yngletiden er par stærkt territoriale, men man har set territorier indeholde to ynglepar, der ovenikøbet kan dele hule. I sådanne tilfælde kan det ske, at hvalpe får lov til at die hos den anden hun.

Når unge polarræve forlader deres forældres territorium i slutningen af den arktiske sommer, kan de sprede sig over enorme afstande i søgen efter et egnet sted at slå sig ned, og de bevæger sig ofte ud over havisen. En nyligt publiceret undersøgelse af dette fænomen viste, at polarræve kan tilbagelægge over 4.800 km på under et år med en rekord på over 6.000 km. Man har registreret unge polarræve sprede sig fra Svalbard til Canada og fra Alaska til Grønland. Intet andet mindre pattedyr kan vandre så langt.

Forplantning

Unge polarræve leger mellem klipperne på Svalbard.

Drægtigheden varer 49-57 dage, og kuldstørrelsen ligger på 3-19 unger. Det er den næststørste maksimale kuldstørrelse blandt rovdyr. Blåræve får normalt 5-6 unger/kuld, mens hvidræve i gode lemmingeår gennemsnitligt får 10 unger/kuld. Ved fødslen vejer hvalpene 55-90 gram.

Hvalpene lever udelukkende af mælk i de første tre ugers tid efter fødslen; mælken har et fedtindhold på 12 % (til sammenligning har sødmælk et fedtindhold på 3,5 %). I denne periode tilbringer hunnen det meste af tiden sammen med hvalpene i hulen og bliver fodret af sin mage.

Levetid

Den højeste levetid, man har registreret for polarræv, er 11 år i naturen og 16 år i fangenskab. I naturen bliver polarræve i gennemsnit 3-4 år gamle.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig