Migas er daggammelt tørt brød, som vædes med lidt vand og steges i olivenolie eller svinefedt sammen med en god portion hvidløg, til det bliver til en ret af brødkrummer.
Faktaboks
- Etymologi
-
spansk 'krummer'
Migas er traditionelt en hyrderet fra middelalderen, idet hyrderne var væk med fårene i flere dage, så det medbragte brød blev stenhårdt. Migas laves ofte over åben ild, og for at forhindre, at brødet klumper sammen og bliver hårdt, skrabes retten under stegningen med et særligt jern, en langskaftet såkaldt migas-skraber (rasera para migas), der hjælper med at frembringe de sprøde krummer.
I en moderne udgave laves migas stadig med det daggamle brød og hvidløg stegt i olivenolie som hovedingredienser, men nu tilsat chorizo-pølse og pancetta eller tyk bacon skåret i tern, peberfrugt og friske vindruer, og retten krydres med røget paprika og toppes med et spejlæg (opskrift fra regionen Extremeñas).
Retten spises overalt i den spansktalende verden i forskellige versioner. I en portugisisk version (Alentejanas) udblødes det gamle brød helt, før det moses sammen og steges som en slags omelet, hvor der er tilsat hvidløg, koriander og pimentão, der er en særlig portugisisk mos af peberfrugter.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.