Lurmærke er et dansk kvalitetsmærke, der er udformet som fire sammenslyngede bronzealderlurer. Lurmærket anvendes som kvalitetsmærke for dansk smør.
Dansk smør med lurmærke sælges på over 80 markeder over hele verden og er dermed en af Danmarks mest kendte mærkevarer.
Ideen om et nationalt smørmærke blev fremsat i 1888 af en række danske mejerier og uden held forelagt Rigsdagen i 1891. Lurmærket udviklet i privat regi af danske mejerier blev dog registreret som varemærke 23. oktober 1901, påbudt ved lov i 1906 af Rigsdagen til anvendelse for dansk smør til eksport, og lurmærket blev overført til staten i 1911. Lurmærket var herefter statseje. Navnet lurmærke blev i 1957 ændret til Lurpak®. Lurpak blev i 1991 tilbageført fra staten til mejeribruget og blev derefter ejet af Mejeriforeningen. Mejeriforeningen forestod herefter kvalitetskontrol af de produkter, der blev solgt under mærket.
I 2012 solgte Mejeriforeningen rettighederne til Lurpak til Arla Foods amba. Arla Foods amba anvender i dag lurmærket på smør og smørbaserede produkter som Lurpak smørbar.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.