klatring

Der skelnes mellem flere former for klatring:

• friklatring, hvor klatrerne kun holder fast i og står på en klippes naturlige fremspring
• artificiel klatring, hvor medbragte sikringskiler og stålbolte må benyttes til at trække sig op
• soloklatring uden sikringsreb, hvilket er stærkt risikobetonet
• isklatring på frosne vandfald, hvor der benyttes isøkser og klatrejern på støvlerne.

Ved klippeklatring med reb skelnes der desuden mellem klatring med kiler og klatring på permanent monterede (ekspansions)bolte til sikring. Klatring med sikring af kiler og cams kaldes traditionel klatring. Det foregår på klipper med muligheder for at placere kiler og cams fx i riss (revner) i klippen, hvilket er typisk for granit. Det er også typisk den måde, man sikrer på i bjergene, hvor man ikke kan forvente permanent placerede stålbolte.

Klatring med permanent placerede stålbolte som sikring kaldes sportsklatring. Sportsklatring blev udviklet i begyndelsen af 1980'erne på klipper i Sydfrankrig, hvor kalkklipperne har små huller, man kan holde og stå i, men hvor man ikke kan placere kiler og cams, fordi der ikke er riss (revner) til placering af kiler og cams.

Sportsklatring er blevet langt mere almindelig end traditionel klatring, fordi klipperne ofte er let tilgængelige, fx få minutter fra en parkeringsplads, og sikringen med borebolte muliggør mere atletisk klatring på grænsen af det mulige, fordi sikringerne ikke kan falde ud af klippen, som de kan på traditionel klatring. Sportsklatring stiller krav til det fysiske aspekt ved klatring, og knap så meget til det mentale aspekt som i traditionel klatring. Det er heller ikke nødvendigt at lære sikringshåndværket, som det er i traditionel klatring, fordi man blot behøver klippe kortslynger med karabiner i boltene.

Ved klatring af lange ruter er klatrerne normalt forbundet to og to med 50-80 m langt reb. Rebet går fra den øverste klatrer, kaldet førstemanden, til sikringspersonen, andenmanden. Førstemanden anbringer på vej op aluminiumskiler i klippens revner eller huller for hver to til tre meter eller klipper kortslynger i borebolte. Rebet forbindes løbende til kilerne via karabinhager.

Ved et styrt falder klatreren derfor dobbelt så langt som hans afstand ned til sidste aluminiumskile, inden rebet strammes af andenmanden gennem en speciel rebbremse. Efter 50 m klatring gør førstemanden sig fast til klippen og trækker rebet gennem en bremse, hvorved han sikrer andenmanden. På sin vej op tager andenmanden kilerne ud af klippen. Som sagt er der i visse klatreområder indboret stationære sikringsbolte i klippen.

Foruden reb kræves en sele, der sikkert og komfortabelt skal fange klatreren ved et styrt, et par klatresko, en hjelm, 10-15 aluminiumssikringskiler i forskellige størrelser, 15-20 karabinhager og rebbremse med låsbar karabinhage.

Klatreruters vanskelighedsgrad blev tidligere beskrevet med fx engelske ord som severe, hard severe osv. Også fransk og tysk har ord for vanskelighedsgrader. Senere har man anvendt tal, tegn fra matematikken og bogstaver i kombination til angivelse af vanskelighedsgrader fx 6b+ eller 5.11b/5.11- som i fransk og amerikansk gradering.

Klatreruter i Skandinavien vurderes på en skala fra et til ni. Skalaen beskriver rutens sværhedsgrad, men giver ikke nødvendigvis information om klippens beskaffenhed, eller om ruten er farlig at klatre.

Ved sportsklatring bruges ofte det franske graderingssystem til at angive en skønsmæssig vurdering af rutens vanskelighedsgrad. Skalaen går fra 1a til 9c, hvor 1a er gang, og 9c er graderingen af verdens vanskeligste sportsruter, som der kun findes en håndfuld af.

Der skelnes også mellem sportsklatregradering og bouldergradering fx 8a (lille a) for en sportsklatrerute og 8A (stort A) for en boulderrute. Det teknisk vanskeligste sted på 'ruten' er ikke identisk ved 8a/8A. Bouldergraderingen angiver et betydeligt vanskeligere crux (teknisk vanskeligste passage) end sportsklatregraderingen.

Mange lande har deres eget graderingssystem, som ofte er dannet i landets populæreste klatreområder og derfra udbredt til hele nationen.

Graderinger er skøn, og ikke faktuel viden. Selvom der anvendes tal, er vanskelighedsgraden ikke målbar. Den opstår som et resultat af en forhandling mellem kompetente klatrere, der har en dialog om diverse ikoniske ruters relationelle vanskelighedsgrad.

• bjergbestigning
• klatrevæg
• sportsgrene ved OL 2024 i Paris