Mest typisk i denne henseende er slægten Gyps med syv arter; fra en afstand af 50 km eller mere kan hundredvis af disse fugle på kort tid samles om et ådsel, idet de i luften har en eller flere "naboer" inden for synsvidde og reagerer, hvis en af dem pludselig søger mod jorden. Disse gribbe lever af indvolde og muskler og kan stikke hovedet langt ind i et ådsel gennem et hul i skindet; halsen er lang og nøgen.
To andre arter, munkegribben (Aegypius monachus) fra Europa og Asien samt en nær slægtning i Afrika, æder især skind og sener fra ådslerne, hvor de sjældent optræder i antal over 2-3. Ådselgribben (Neophron percnopterus) og andre små gribbe kan også samles ved ådsler, men holder sig gerne i periferien af flokken af de større slægtninge og lader sig nøje med stumper, som disse taber. Desuden æder de smådyr og fugleæg.
Noget afvigende i levevis er lammegribben (Gypaetus barbatus), en vidt udbredt, men fåtallig, solitært levende art fra bjergegne i Sydeuropa, Afrika og Asien. Den er bl.a. berømt for at "åbne" knogler (og skildpadder) ved at lade dem falde fra stor højde.
Den mest atypiske grib er palmegribben (Gypohierax angolensis) fra Afrika. Den æder en del ådsler og opskyllede fisk, men hovedføden er oliepalmens frø.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.