gibboner

Gibbonerne tilhører familien Hylobatidae. Sammen med de store menneskeaber og mennesket (familien Hominidae) udgør de overfamilien Hominoidea, som er en af de fire hovedgrupper af primater.

Det anslås, at gibbonernes og de store menneskeabers udviklingsgrene voksede fra hinanden for ca. 16,3–21,7 millioner år siden.

Gibboerne inddeles i fire slægter: hoolockerne (Hoolock), topgibbonerne (Nomascus), siamangen (Symphalangus) og gibbonerne af slægten Hylobates.

Der findes følgende 20 arter af gibboner:

Gibbonerne af slægten Hylobates vejer 3,9-8,5 kg, hoolockerne vejer 6,1-7,2 kg, topgibbonerne vejer 5,2-10 kg, mens siamangen, som er den største art i familien, kan nå en vægt på 9,1-12,7 kg. Hannerne er som regel en smule større end hunnerne.

De har en slank kropsbygning med en kort torso og bred brystkasse. Ligesom de store menneskeaber mangler gibbonerne ydre hale, har arme, der er længere end benene, og holder kroppen lodret, når de bevæger sig og sidder. De adskiller sig fra de store menneskeaber ved at have hårde sædepuder og lange hjørnetænder.

Gibbonerne er udbredt fra Bangladesh og det nordøstlige Indien i vest (vestlig hoolock), østpå til det sydlige Kina og sydpå til Borneo, Sumatra, Mentawaiøerne og Java. Hoolockerne og topgibbonerne findes kun nord for Malaccahalvøen. Bortset fra sortkronet gibbon og hvidhåndet gibbon er gibbonerne af Hylobates begrænset til Malaccahalvøen og Sundaøerne. Siamangen findes på Sumatra og i den sydlige del af Malaccahalvøen.

Alle gibboner er skovboere. De findes især i tropisk og subtropisk skov, herunder i lavlandsregnskov, bjergskov op til 2.900 meters højde og løvfældende skov. Østlig hoolock kan også leve i nåleskov. I regnskoven udnytter gibbonerne det øverste kronelag i højere grad end nogen andre primater.

Gibboner er kendt for at have en forsmag for små, farvestrålende, modne og sukkerholdige frugter som figener. Der er dog væsentlig forskel på, hvor stor en del af føden, der udgøres af henholdsvis frugt og blade, som er det andet dominerende element i gibbonernes føde. Hos Hylobates-gibbonerne og hoolockerne udgør frugt 60-73 % af føden, mens blade udgør 2-39 %. Blade har derimod større betydning hos topgibbonerne, hvor frugt udgør 26-58 % af føden, mens blade udgør 17-47 %. Dette hænger formentlig sammen med, at topgibbonerne lever i sæsonpræget skov (dvs. skov med regn- og tørtid), hvor der i perioder af året er mangel på frugt. Det gælder især vestlig topgibbon, som findes i sæsonpræget bjergskov; her udgør blade hele 47 % af føden, mens frugt kun udgør 26 %. I siamangens kost fylder frugt (44 %) og blade (42 %) nogenlunde lige meget.

Frugtene og bladene suppleres med bladstilke, blomster, skud, bær, lianer, mos, laver, insekter, edderkopper, fugleæg og øgler. Desuden har man observeret vestlig topgibbon og nordlig gulkindet topgibbon jage og æde egern.

Når gibboner æder frugt, sluger de ofte frøene hele. Frøene kommer derfor ofte uskadte gennem fordøjelsessystemet, hvilket gør gibboner til nogle af de vigtigste frøspredere for deres fødetræer.

Gibboner lever i små familiegrupper, der oftest består af et monogamt par samt et eller flere af deres afkom (de får én unge ad gangen). Hos central hoolock, vestlig topgibbon og tonkin-topgibbon kan man også se familier med én han og to hunner, der begge yngler. Omvendt kan man hos hvidhåndet gibbon og siamang se familier med én hun og to hanner. Familiestørrelsen ligger normalt på 3-6 medlemmer. Hos sort gibbon har man set flokke på op til 10-15 individer, men det vides ikke, om disse grupper var stabile. Gibboners parforhold kan være livslange. I ét område, hvor man har studeret siamangen, lader det dog til, at partnerskifte sker regelmæssigt.

Gibboner er territoriale. Hos de fleste arter er det hannen, der forsvarer territoriet, mens hunnen leder dagens aktiviteter. Familien følges med hinanden i dagtimerne. Sociale aktiviteter omfatter gensidig pelspleje og leg som tagfat og brydning.

Hunner går drægtige i 6-7,7 måneder og får en enkelt unge ad gangen. Ungen er helt afhængig af sin mor i de første 12 måneder og dier, indtil den er 18-28 måneder gammel. Det er primært hunnen, der tager sig af ungen. Hos hvidhåndet gibbon, mørkhåndet gibbon og nordlig grå borneogibbon kan hannen og større søskende også lege med og soignere den nyeste unge. Siamangen er usædvanlig ved, at hannen overtager forældrepligterne i ungens andet år og bærer den rundt i territoriet, indtil den er stor nok til at klatre sikkert selv. Fra toårsalderen begynder de unge gibboner selv at bevæge sig rundt.

Typisk for menneskeaber har de en lang opvækst og forlader først den familie, som de er vokset op i, i en alder af 8-12 år. Herefter vil de lede efter en mage og et sted at etablere territorium.

Flere gibbonarter har levet i op til 50 år i fangenskab.

Alle arter af gibboner anses for truede af IUCN Red List. De største trusler er skovfældning og -afbrænding. Et anden trussel er krybskytteri, som bl.a. skyldes, at deres knogler er eftertragtede i traditionel asiatisk medicin.

• menneskeaber
• primater