Jordbund. Skematisk fremstilling af, hvordan jordbundsudviklingen i et sandet udgangsmateriale kan tænkes at forløbe under danske forhold. Tv. ses den unge jordbund, der efter mange års udvaskning under specielle betingelser udvikler sig til en brunsol med et blegsandslag (E) og en forvitret, beriget B-horisont (Bsv). Jordbunden udvikler sig dernæst til en podsol med humus- og jernal (hhv. Bh og Bs). Længst th. er vist en podsol under nedbrydning, hvor trærødder har trængt ned i alen, revnerne herefter er fyldt med blegsand og danner disse karakteristiske tunger (Bsy).

.

Jordbund er de øvre løse jordlag, der er påvirket af plantevækst og jordbundsdannelse. En jordbund er reservoir for planternes vand- og næringsstofforsyning og sæde for opbygning og mikrobiel nedbrydning af organisk stof. I den øverste meter af jorden, planternes rodzone, foregår langt den største stofomsætning, årlig 3-10 t organisk tørstof pr. ha, og jordbunden kan have et plantetilgængeligt vandindhold, en vandkapacitet, der svarer til 100-300 mm nedbør.

Jordbundslæren er den videnskab, der beskriver jordbundens dannelse, sammensætning og egenskaber, og den underinddeles i pedologi, læren om jordbunden dannet gennem naturlige processer, og edafologi, læren om jordens dyrkningsegenskaber.

Jordbundsdannelse

Under naturlige forhold foregår jordbundsdannelsen gennem flere processer som forvitring, humusdannelse og forskellige opløsnings- og omlejringsprocesser, enten i et integreret samspil eller i et forløb, hvor en proces afløser en anden. Kloden over er der store forskelle på de jordbundsdannende processer. En naturligt dannet jordbund er således produktet af klima (temperatur, fugtighed), biologi (flora, fauna), udgangsmateriale (bjergarter, mineraler), topografi (eksponering, erosion, pålejring, dræning) og tid, der samlet betegnes de jordbundsdannende faktorer. Disse er ikke alle indbyrdes uafhængige, fx er der en klar sammenhæng mellem jordbund, vegetation og klima. Da klima og vegetation varierer regionalt, opstår der regionale eller zonale jordbundstyper.

Jordprofil

Processerne medfører, at en jordbund udvikler flere lag, horisonter, med særlige egenskaber. Afdækkes et lodret snit gennem de øverste par meter af jordbunden, fremkommer et profil, hvori de forskellige horisonters fremtoning kan studeres. Den øverste (A-horisonten) er den mest humusholdige og er derfor mørkfarvet. Under fugtige (humide) forhold er A-horisonten også stærkest præget af forvitring og stoftab (udvaskning). Nedenunder kan der være en lysere, humusfattig horisont (E-horisonten), der er præget af udvaskning. Under A- og E-horisonterne følger som regel B-horisonten, hvori der er foregået nogen forvitring og strukturdannelse, hvorfor den fremtræder lidt stærkere farvet end horisonten nedenunder. Desuden er B-horisonten ofte beriget med materiale, fx jern- og aluminiumoxihydroxider eller ler fra de overliggende horisonter. Den underliggende C-horisont er ikke eller kun meget svagt påvirket af jordbundsdannende processer. Hvor jordbunden er dannet af materiale opstået ved fysisk sønderdeling på stedet, vejrsmuldring, kan C-horisonten gå over i den faste bjergart, der benævnes R. Under dårlige formuldningsbetingelser kan der dannes et lag af mere eller mindre omsat organisk materiale oven på mineraljorden. Dette kaldes et tørvelag (O-horisont), hvis dannelsen er betinget af højtstående grundvand, eller et morlag (H-horisont), hvis dannelsen er betinget af sure forhold.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig