Jagtloven er i Danmark den lov, som sætter rammerne for den jagtlige udfoldelse. Lovens formelle betegnelse er Lov om jagt og vildtforvaltning.
Det fremgår af lovens formålsparagraf:
"§ 1. Lovens formål er at sikre arts- og individrige vildtbestande og skabe grundlag for en bæredygtig forvaltning heraf ved
1) at beskytte vildtet, særlig i yngletiden,
2) at sikre kvantiteten og kvaliteten af vildtets levesteder gennem oprettelse af vildtreservater og ved på anden måde at etablere, retablere og beskytte vildtets levesteder og
3) at regulere jagten således, at den sker efter økologiske og etiske principper og under varetagelse af hensynet til beskyttelse af vildtet, især af sjældne og truede arter.
Stk. 2. Ved lovens administration skal hensynet til befolkningens rekreative behov afvejes over for hensynet til beskyttelse af vildtet.
§ 2. Lovens regler om vildt gælder for pattedyr og fugle, herunder trækfugle, som er naturligt forekommende i den danske natur. Reglerne gælder også for pattedyr og fugle, som er udsat eller er undsluppet menneskelig varetægt, og som har etableret vildtlevende, reproducerende bestande i naturen, medmindre de traditionelt betragtes som husdyr.
Stk. 2. Lovens regler om jagt gælder for alle handlinger, der med egnet middel har til formål at efterstræbe vildt, uanset om der i forbindelse med jagten fanges eller nedlægges vildt."
Loven fastsætter en lang række bestemmelser om generel vildtforvaltning, jagtretten, jagtrettens udøvelse, vildtreservater, vildtskader, jagttegn, miljøskade på beskyttede arter eller naturtyper med videre.
Gennem årene er loven ændret for at afspejle tidernes skiften, forskellige tilgange til jagt, nye jagtlige muligheder og et øget fokus på vildtforvaltning og naturbeskyttelse.
Jagtloven skal ses i sammenhæng med en række andre love og bestemmelser, herunder bekendtgørelse om våben og ammunition, der må anvendes til jagt med videre, og bekendtgørelse om jagt og regulering ved brug af rovfugle. Der er således et omfattende regelsæt i Danmark, der regulerer jagtens udførelse, anvendelsen af våbentyper, hold og udsætning af vildt og meget andet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.