Chrysoberyl er et grønt, gult eller gulgrønt mineral med glasglans og massefylde 3,7 g/cm3. Chrysoberyl er den tredjehårdeste naturligt forekommende ædelsten og ligger på 8,5 på hårdhedsskalaen mellem korund (H=9) og topas (H=8). Chrysoberyl krystalliserer orthorombisk og har formlen Al2BeO4.

Faktaboks

Etymologi

Chrysoberyl kommer af græsk chrysos 'guld' og beryl

Chrysoberyl som smykkesten

Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Flere forskellige varieteter af chrysoberyl anvendes som smykkesten; den vigtigste er alexandrit, der er grøn i dagslys, men rød i kunstigt lys. Farven skyldes et lille indhold af chrom. Den bedste alexandrit kommer fra Uralbjergene, men fra Sri Lanka fås én, der er brungrøn i dagslys og brunrød i kunstigt lys. Chrysoberyl-katteøje, der er gullig, grønlig eller olivenbrun, er den mest værdifulde katteøjesten og kommer fra Sri Lanka. Også gul og gulgrøn chrysoberyl benyttes som smykkesten; de kommer fra Brasilien, USA, Østafrika og Sri Lanka. Det forekommer i granitpegmatitter og glimmerskifre samt i tungsandsforekomster.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig