bjørne

Bjørnene udgør familien Ursidae, der hører hjemme i rovdyrordenen (Carnivora). Brunbjørn, isbjørn, sortbjørn og kravebjørn samles i slægten Ursus. De resterende arter tilhører hver deres slægt.

Stor panda blev tidligere placeret i en familie sammen med rød panda, men der er nu bred enighed om at inkludere den i bjørnefamilien.

Brillebjørnen er den eneste nulevende art i underfamilien kortsnudebjørne (Tremarctinae). Til samme underfamilie hører den uddøde kæmpekortsnudebjørn (Arctodus simus), der kunne veje op til 800 kg eller mere og regnes for verdens måske største kødædende pattedyr nogensinde.

Bjørnefamilien indeholder følgende otte nulevende arter:

Grizzlyen (Ursus arctos horribilis) og kodiakbjørnen (U. a. middendorffi) er de to amerikanske underarter af brunbjørnen.

De største bjørnearter er isbjørn (op til 1.002 kg), brunbjørn (op til 770 kg) og sortbjørn (op til 400 kg). Disse tre arter kan blive større end alle andre landlevende medlemmer af rovdyrordenen. Hos bjørnene bliver hannerne større end hunnerne. Der er særlig markant forskel på kønnene hos de store arter; fx kan hannerne af isbjørn og brunbjørn blive dobbelt så tunge som hunnerne. I den modsatte ende af skalaen er hannerne hos stor panda kun 10-20 % større end hunnerne. Inden for hver art kan vægten variere betydeligt, både blandt forskellige områder og hen over året. Bjørne, som går i vinterhi, opfeder sig kraftigt om efteråret. Det mest ekstreme eksempel, man kender på bjørnes vægtsvingninger, er en voksen hunisbjørn fra Canada, der på mindre end et år gik fra at veje under 100 kg til at have en vægt på over 500 kg.

Bjørne er tætbyggede dyr med robuste ben, tyk hals, kraftigt kranium, små ører og øjne og en kort hale (3-21 cm). Deres snude er lang, og læberne er store og bevægelige. Bjørne er meget stærke og overraskende adrætte. Sortbjørnen kan i sprint løbe op til 55 km/t, isbjørnen op til 32 km/t. Malajbjørn, brillebjørn, kravebjørn, sortbjørn og stor panda er glimrende klatrere, der kan klatre højt op i træer for at fouragere og hvile sig. Brunbjørnen er ikke så adræt i træer, men kan dog klatre af og til.

I kolde områder har bjørne en tyk og tæt pels, især om vinteren. Omvendt er den tropiske malajbjørns pels under 2 cm lang. Kravebjørn, læbebjørn og nogle brunbjørne har en krave af længere pels; hos læbebjørnen kan den blive over 20 cm lang.

En del arter har hvide eller gullige tegninger på brystet, der især ses, når de rejser sig op på bagbenene; det gælder kravebjørn, malajbjørn, læbebjørn og brillebjørn. Brillebjørnen kan også have hvide eller gule cirkler om øjnene, deraf dens navn. Stor panda er unik ved sit sort-hvide mønster. Isbjørnen er hvid som tilpasning til at leve i sne og is. Hos nogle arter kan pelsfarven variere betragteligt. Det gælder i særdeleshed sortbjørnen, der kan være fra sort til mørkebrun, rødbrun, blågrå og cremefarvet (sidstnævnte variant kaldes for "spirit bears" på engelsk).

Asien er er et hotspot for bjørne. Her findes fire endemiske arter: kravebjørn, læbebjørn, malajbjørn og stor panda. Nordamerika og Sydamerika har hver en enkelt endemisk art, henholdsvis sortbjørn og brillebjørn. Isbjørn og brunbjørn er udbredt både i Eurasien og Nordamerika.

En del bjørne er først og fremmest skovlevende. Det gælder sortbjørn, kravebjørn, stor panda (bambusbjergskov) og malajbjørn (tropeskov). Brillebjørnen lever i Andesbjergene i fugtig bjergskov samt i græsland over trægrænsen. Læbebjørnen findes på det indiske subkontinent i tropeskov såvel som på savanne, i buskland og i græsland.

Brunbjørnen lever også i skov, men arten har udviklet sig i, og foretrækker ofte, mere åbne naturtyper. Den findes bl.a. i tundra, tajga, tempereret regnskov, løvfældende skov (store dele af Europa), asiatisk steppe, Gobi-ørkenen og alpin tundra i op til 5.800 meters højde i Himalaya. Den arktiske isbjørn tilbringer vinteren ude på havisen.

Selv om bjørnene tilhører rovdyrordenen, er det kun isbjørnen, der er specialiseret kødæder og jager store byttedyr. Den ernærer sig især af sæler. De resterende arter i slægten Ursus, brunbjørnen, sortbjørnen og kravebjørnen, er opportunistiske altædere, der lever af en alsidig blanding af plantekost (fx græs, urter, frugt, bær og nødder), insekter, fisk og pattedyr.

Læbebjørnens kost domineres af myrer og termitter, malajbjørnens af insekter, honning og frugt og brillebjørnens af plantekost som bromelier, palmer og bambus. Stor panda lever næsten udelukkende af bambus.

Bjørne er generelt solitære med undtagelse af mødre med deres unger. Man kan dog se adskillige individer tæt på hinanden på steder med store koncentrationer af føde, som ved hvalkadavere og laks og stillehavslaks, der vandrer op i floderne på vej mod gydepladserne.

I modsætning til katte- og hundefamilien forsvarer bjørne ikke et decideret territorium, og leveområder fra flere individer kan overlappe. Hos sortbjørn er hannernes leveområder i gennemsnit 3-8 gange større end hunnernes.

De fleste bjørne er mestendels dagaktive, men i områder med menneskelig forstyrrelse kan de blive mere nataktive. Eksempelvis er brunbjørne i Nordamerika dagaktive, mens de mange steder i Europa er langt mere fremme om natten. Stor panda kan være nogenlunde lige aktiv dag og nat. Læbebjørn kan både ses om dagen og natten, men er ofte mere nataktiv, hvilket både kan skyldes høje dagtemperaturer og menneskelig aktivitet.

Bjørne sover generelt på jorden. Det kan være fx være i en kvasbunke, en klippesprække eller en rede af vegetation, som de selv samler. Brillebjørn og malajbjørn kan også lave soveplatforme oppe i træerne ved at folde grene og blade sammen. Malajbjørne sover ofte inde i en hul træstamme, i et træhul eller under trærødder.

Kommunikationen foregår med vokaliseringer, kropssprog og dufte. Når bjørne energisk gnubber ryggen mod træstammer stående på bagbenene, så er det ikke, som man troede tidligere, for at klø sig, men for at afsætte duftsignaler fra duftkirtler i huden. De duftafmærker også med urin og muligvis ekskrementer.

Bjørne er kendt for at gå i vinterhi. Faktisk er det dog kun arterne i slægten Ursus, der gør det, nærmere bestemt brunbjørn, sortbjørn, kravebjørn og drægtige hunner af isbjørn. Således går brillebjørn, stor panda, malajbjørn og læbebjørn samt både hanner og ikkedrægtige hunner af isbjørn ikke i hi. Vinterhi er en måde for bjørne at overleve i områder, hvor deres fødegrundlag forsvinder om vinteren. Dvalen er ikke obligatorisk, og nogle individer er fremme hele vinteren, hvis de kan finde føde nok.

Til deres vintersøvn kan bjørnene bruge naturlige strukturer som klippehuler, hule, væltede træstammer og huller i store træer, eller de kan grave deres egen hule. Isbjørnehunner graver en hule i en dyb snebanke.

Bjørnes vinterdvale kan vare fra 3-7,5 måned. Jo længere og hårdere vinteren er et givet sted, jo længere er bjørnenes hi. Hos sortbjørn og brunbjørn er dvalen generelt længere i den nordlige del af deres udbredelsesområde end i den sydlige. Derudover er der forskel mellem kønnene. Typisk har drægtige hunner den længste hi og store hanner den korteste.

Hos bjørne i hi falder kropstemperaturen fra de normale 37 °C til 31-35 °C. Dermed skruer de ikke nær så meget ned for temperaturen, som det ses hos nogle småpattedyr i vinterhi, hvis kropstemperatur kan falde til tæt på frysepunktet. Det hænger nok til dels sammen med, at bjørne med deres store krop og tykke pels er bedre til at holde på varmen.

Ud over kropstemperaturen nedsætter bjørnene deres puls, vejrtrækning og stofskifte under vinterhien. Hos sortbjørn reduceres stofskiftet med 50-60 % og pulsen til 8-19 hjerteslag i minuttet. Under vintersøvnen er bjørne i stand til næsten udelukkende at leve af deres fedtreserver. Bemærkelsesværdigt nok nedbrydes hverken knoglerne eller musklerne, og bjørnene bibeholder deres styrke, på trods af at de ikke får nogen motion under hele den lange vinterhi. Flere gange om dagen skælver de, ikke af kulde, men for at opretholde muskeltoningen, opvarme de indre organer og vedligeholde hjertefunktionerne.

Afhængig af vinterhiens længde og andre faktorer taber bjørnene 10-40 % eller mere af deres kropsvægt under dvalen. Drægtige hunner skal under vinterhien oven i købet bruge ekstra ressourcer på at udvikle fostrene og efter fødslen på at producere fed mælk til ungerne. Hos brunbjørne kan hunner, der får unger under vinterhien, tabe sig næsten dobbelt så meget som hunner, der ikke gør det. For at have energimæssigt "råd" til at få unger under vinterhien skal hunner opbygge store fedtdepoter om efteråret, som de kan tære på under hien. Brunbjørnehunner skal tage mindst 20 % på i vægt, mens isbjørnehunner skal tage omkring 200 kg fedt på, for at de kan fuldføre drægtigheden.

Bjørne er polygame, og både hanner og hunner kan parre sig med flere partnere i løbet af samme yngleperiode. Det er ikke usædvanligt, at søskende i samme kuld har forskellige fædre.

Hunner af alle bjørnearter sætter deres drægtighed på pause i adskillige måneder, et fænomen, som kaldes forlænget drægtighedsperiode eller diapause. Fra parringen til fødslen går der 6-8 måneder hos kravebjørn, isbjørn og sortbjørn, men hos alle tre arter varer selve fostrenes udvikling (den egentlige drægtighed) kun 6-8 uger.

Typiske kuldstørrelser er som følger:

• malajbjørn og stor panda får 1 unge
• isbjørn og brillebjørn får 1-2 unger
• læbebjørn får 2 unger
• brunbjørn og kravebjørn får 1-3 unger
• sortbjørn får normalt 2-4 unger, men kan få op til 6.

Bjørneunger er blandt de allermindste pattedyrunger sammenlignet med voksenstørrelsen. Ved fødslen vejer unger af stor panda 80-200 g, af kravebjørn ca. 230 g; af sortbjørn 200-450 g; af brunbjørn ca. 450 g; af brillebjørn 300-500 g og af isbjørn 570‑840 g. Unger af stor panda vejer kun omkring 0,1 % af morens vægt, hvilket er ⅓ til ¼ af fødselsvægten hos andre bjørne. Hos sortbjørn er ungerne ca. 20 cm lange ved fødslen, hos brillebjørn 23-28 cm lange og hos isbjørn ca. 25 cm lange.

Ved fødslen er bjørneunger blinde, mere eller mindre nøgne og tandløse. De åbner øjnene efter 1 måned hos brillebjørn og 6-8 uger hos stor panda. Bjørneunger dier i lang tid, hos stor panda i 8-9 måneder og hos malajbjørn i 12-14 måneder.

Typisk tilbringer ungerne de første par måneder i morens hule. Herefter begynder de at følges rundt med hende. Bjørneunger bliver gerne med deres mor, til de er 16-17 måneder gamle hos sortbjørn; 18 måneder hos kravebjørn; 18-24 måneder hos stor panda; 24 måneder hos læbebjørn og brillebjørn; 18-30 måneder hos malajbjørn; 2,5 år hos isbjørn og 3 år (men op til 4,5 år) hos brunbjørn.

Bjørne lever længe. De højeste levetider, man har registreret, er som følger: Kravebjørn 33 år i fangenskab; stor panda 26 år i naturen, 34 år i fangenskab; malajbjørn 36 år i fangenskab; læbebjørn 28 år i naturen, 40 år i fangenskab; brillebjørn 40 år i fangenskab; isbjørn 30 år i naturen, 43 år i fangenskab; sortbjørn 32 år i naturen, midt-40'erne i fangenskab; brunbjørn 47 år i naturen, 50 år i fangenskab.

Man har fundet knogler fra to arter af bjørne i Danmark: brunbjørn og isbjørn. Brunbjørnen har formentlig været i Danmark fra ca. 13.500-4.600 år før nu. Der kendes kun et enkelt dansk fund af isbjørn. Det er dateret til ca. 12.900-12.400 år før nu.

• brun bjørn
• isbjørn
• sortbjørn
• kravebjørn
• læbebjørn
• malajbjørn
• brillebjørn
• stor panda
• rovdyr