Slavekysten

Den transatlantiske slavehandel var et komplekst økonomisk og politisk system, hvor både europæiske handelsmagter og afrikanske kongedømmer spillede en aktiv rolle. På det afrikanske kontinent havde slaveri været en del af lokale samfundsstrukturer, længe før europæere blev involveret. Mennesker blevet typisk gjort til slaver som følge af krig eller som strafforanstaltning.

Med den transatlantiske slavehandel steg efterspørgslen, og kongedømmer som Ashanti, Fanti, Dahomey og Oyo opnåede stor rigdom og militær magt gennem slavehandelen. Disse riger førte ekspansionskrige mod mindre nabosamfund, hvor de tilfangetog mennesker, der blev solgt videre til europæerne i byer som Ouidah (i det nuværende Benin) og Cape Coast (i Ghana). Særligt Dahomey var kendt for at gøre slavehandel til en central del af sin økonomi, blandt andet ved at organisere årlige felttog med det formål at skaffe flere fanger. Europæerne – herunder portugisere, hollændere, englændere, franskmænd og danskere – etablerede handelsstationer og forter langs kysten for at opretholde handelen. Danskerne var særligt aktive på Guldkysten (en del af det nuværende Ghana).

Den transatlantiske slavehandel har sat dybe spor i både Vestafrika, Amerika, Europa og resten af verden. Efterkommere af den transatlantiske slavehandel lever i dag i Nord- og Sydamerika.

I Vestafrika er minderne om slavehandelen stadig tydelige i form af de gamle forter og de historier, der er blevet overleveret gennem generationer. Samtidig har mange afrikanske nationer i dag en voksende interesse i at genfortælle og forstå denne del af deres historie, både for at ære ofrene og for at styrke forbindelsen til den afrikanske diaspora, altså efterkommere af afrikanske slavegjorte uden for det afrikanske kontinent.

• slaveri
• trekantshandel
• Guldkysten
• Fort Christiansborg
• slaveriets afskaffelse
• Ghanas historie