Peter Jensen, dansk modeskaber. Jensen er uddannet på Danmarks Designskole og Central Saint Martins i London, hvor han blev færdig i 1999 og grundlagde mærke i eget navn. Hans design er en blanding af excentricitet, britisk kultur og dansk designtradition, og han arbejder med et underspillet udtryk. Hver kollektion er inspireret af muser, kvinder, som ikke nødvendigvis er den klassiske førstedame, men oftest er fascinerende som f.eks. den rus siske olympiske atlet Olga Korbut, kunstskøjteløberen Tonya Harding, skuespillerne Sissy Spacek og Jodie Foster samt Jensens egen tante Tove fra Grønland. Muserne var også omdrejningspunktet for en soloudstilling på Designmuseum Danmark i 2011 under navnet Peter Jensens Muser, hvortil der også blev udgivet bogen: Peter Jensen & Mary Miles Minter & Mildred & Emma & Olga & Nancy & Gertrude & Cindy & Tonya & Fanny & Sissy & Helena & Tina & Christina & Mink & Candice-Marie & Jodie & Jytte & Laurie & Muriel & Shelley & Anna Karina . Flere af Peter Jensens ikoniske beklædningsdele er blevet tilføjet den permanente dragtsamling på Victoria & Albert Museum i London. På tøjet ses ofte Jensens signaturmotiv, en kanin, som også var omdrejningspunktet for et samarbejde med den franske konceptbutik Colette. Ud fra basen i London har Peter Jensen desuden samarbejdet med store internationale mærker, som inkluderer Fred Perry, LeSportsac og Peanuts (dansk Radiserne ). Peter Jensen modtog i 2009 det treårige arbejdslegat fra Statens Kunstfond og var den første vinder af Magasin du Nord Magasin Prisen. Peter Jensen solgte i 2018 sit tøjmærke til en koreansk virksomhed og han fortsætter som kreativ konsulent for mærket, mens han har taget en stilling med ansvar for modelinjen på Savannah College of Art and Design.