Oslo Domkirke

Gavlene var oprindeligt forsynet med forskellige arkitektoniske detaljer, men af den oprindelige udsmykning er kun teglstenspilastre på nord- og sydgavlen samt et gesimsbånd i højde med tagfoden bevaret. En tegning fra 1745 bekræfter dette enkle udtryk.

Bevaret er også Christian 5.s kronede og forgyldte monogram på facaden suppleret af forbogstaverne i hans valgsprog, P, E og I (pietas et iustitia). Vinduerne er høje og slanke og afsluttet med kurvehanksbuer. I trappehuset er monogrammerne tilhørende kong Frederik 4. og statholder Ulrik Frederik Gyldenløve indmuret sammen med årstallet 1699.

Sadeltagene over korsarmene bæres af de oprindelige spærfag. Over korsskæringen fandtes fra begyndelsen en hængeværkskonstruktion. Tagene var dækket med sortglaserede teglsten. I 1726 mindede trælasthandleren James Collett, stamfader til den norske købmandsslægt Collett, om, at han sammen med enkelte andre havde skænket kirken ”all den blaae Tagsteen hvor med den er tæcket”.

Tagstenene var fastmuret til lægterne, men kunne alligevel blæse af. Allerede i 1695 blev en murermester således betalt for at reparere det tag, ”som Vinden blest ned”.

Kirkens rigt udskårne barokke altertavle er fra 1699 og blev doneret af enken efter assessor Niels Toller. Den er bygget op omkring tre scener, der danner en vertikal fortælling om nadveren, korsfæstelsen og opstandelsen. Nederst er den sidste nadver fremstillet som et dybt relief, mens korsfæstelsen med Maria og Johannes ovenover har en mere skulpturel karakter.

Øverst krones altertavlen af den fritstående opstandne Kristus flankeret af engle. Scenerne er indfattet af marmorerede søjler og et rigt forgyldt ornament af bladværk, frugter og englefigurer, der breder sig ud over den arkitektoniske ramme.

Den tilsvarende overdådigt udskårne prædikestol fra 1699 er ligesom altertavlen udført af en ukendt nederlandsk billedskærer med bistand fra norske træskærere. Den tætte dekoration af kraftigt svungne akantusranker med indflettede englehoveder gør prædikestolen og altertavlen til nogle af de tidligste hovedværker i den norske akantusbarok.

Prædikestolen var en gave fra købmand Zackarias Gran. Dens kuppelformede lydhimmel bærer Christian 5.s monogram, og på undersiden findes Helligåndsduen.

Orgelfacaden er et andet markant barokelement i kirkerummet. Den blev konstrueret til det orgel, som den tyske orgelbygger Lambert Daniel Kastens skabte til kirken i 1729. I dag står kirkens primære orgel fremdeles her.

Domkirkens hovedorgel blev bygget af Ryde & Berg Orgelbyggeri til kirkens 300-årsjubilæum i 1997. Det har 53 stemmer, tre manualer og pedal og er indbygget bag den bevarede orgelfacade.

Af andre bevarede barokke elementer kan nævnes døbefonten fra 1726, hvis trebenede stativ er sammensat af akantusblade og putti-hoveder, som holder en sejrskrans med laurbær.

I kirken findes en trearmet væglampe dateret 1679, som oprindeligt hang i Hellig Trefoldigheds Kirke. Fra domkirken i Gamlebyen stammer et portræt af Anders Bentsen Dallin, der var superintendent for Oslo Stift 1601-1607.

En større ombygning fra 1848 til 1850 satte sig anderledes dybe spor i og uden på kirken. Ombygningen blev varetaget af arkitekten Alexis de Chateauneuf (1799-1853) med Heinrich Ernst Schirmer (1814-1877) som byggeleder. Ambitionen var en gennemgribende omdannelse af interiøret i nygotisk stil.

Derfor blev alt eksisterende inventar bortset fra orglet fjernet og erstattet af nyt – kirkebænk, prædikestol, kongeloge og altertavle, alt udført i nygotik. Loftets skymalerier blev malet over, og et mørkt ribbeværk i gips efter gotisk mønster blev opsat som illusion om en anden type konstruktion. Et omløbende galleri kom til at præge hele kirkerummet, og farveholdningen skiftede til mørke jordfarver. Altertavlen havde et maleri af nazaræeren Eduard von Steinle (1810-1889).

I det ydre fik indgangsportalen og de øvrige indgange i korsarmene nye, gotiske portaler i grå granit, ligesom der blev sat tilsvarende grå pinakler på gavlene. Den mest markante ændring var dog, at tårnet blev forhøjet og forsynet med et kobbertækket spir med inspiration fra nederlandsk renæssance, især fra Christian 4.s udgave af stilen. Tårnet ligner meget porttårnet på Frederiksborg Slot og tårnene på Vallø og er tredelt med to lanterner imellem og en vindfløj med årstallet 1850. Yderligere et lille tårn, som skulle give adgang til kongelogen, blev indfældet mellem den vestlige og sydlige korsarm, igen med en renæssanceinspireret hætte. Både dette tårn og forhøjelsen af det store fremstår i røde mursten, hvilket distancerer dem visuelt fra kirkens oprindelige, gule murværk. Endelig blev også en tagrytter i samme stil opsat på taget.

En mangeårig restaurering og tilbageførelse i årtierne op til Oslos byjubilæum i 1950 gav kirken både et mere oprindeligt præg og en modernistisk dimension. Arkitekten Arnstein Arneberg (1882-1961) stod for denne proces, hvor det barokinventar, som var blevet fjernet, blev hentet tilbage, nemlig prædikestolen og altertavlen.

Chateauneufs inventar blev fjernet og de nygotiske ribber pillet ned. Nye kirkebænke kom til, galleriet blev begrænset til den vestlige del af kirkeskibet, gulvet fik flisebelægning, og vinduerne i korsarmene fik glasmalerier i grisaille-toner. I forvejen var nye glasmalerier af Emanuel Vigeland (1875-1948) blevet sat ind i korvinduerne i 1910-1916. En ny kongeloge blev konstrueret og forsynet med kong Haakon 7.s kronede monogram. Samtidig lod man et nyt kapel opføre mellem den søndre og østlige korsarm.

Som den måske mest iøjnefaldende forandring blev lofterne forsynet med moderne malerier af Hugo Louis Mohr (1889-1970) i perioden 1938-1949. Dekorationen fylder cirka 1500 kvadratmeter, og dens motivverden er baseret på de tre trosartikler.

Samlet set er den nuværende fremtoning meget tro mod den oprindelige barokke udformning af rummet, og de moderne tilføjelser fletter sig diskret ind i den samlede rumvirkning i stedet for at udfordre helhedsindtrykket.

Omvendt er det ydre stadig præget af Chateauneufs blandingsstil, men de nygotiske portaler og ornamenter giver en vis sammenhæng på tværs af bygningskroppen, ligesom de forskellige kobberspir også skaber en ensartet tematik, som er forenelig med dansk-norsk arkitekturhistorie.