Odd Nerdrum

Odd Nerdrum er uddannet ved Statens Kunstakademi (nu: Kunsthøgskolen i Oslo, avdeling Kunstakademiet) i Oslo i 1962-1965 under Aage Storstein og Alexander Schultz (1901-81), der begge arbejdede med et kubistisk formsprog. Derudover var han i fire år elev på surrealisten Rolf Schönfelds (1915-97) private kunstskole på akademiniveau. Han var i 1994-1996 selv professor på kunstakademiet, men forlod sin stilling under den såkaldte "akademistrid", der handlede om modstridende syn på kunstens indhold, rolle og betydning.

Nerdrum samlede allerede som helt ung en række unge kunstnere omkring sig som elever, de såkaldte Nerdrum-elever. Blandt disse kan nævnes Trine Folmoe (født 1964), Even Richardson (født 1961), Johan Patricny (født 1976), Harald Kolderup (født 1958) og Sverre Koren Bjertnæs (født 1976). Siden har Odd Nerdrum haft elever boende hos sig i længere perioder, og det udviklede sig hurtigt til dét, der i dag kendes som Nerdrum-skolen. Nerdrum-eleverne omfatter dermed også kunstnere fra en del andre lande, fx Sebastian Salvo (født 1986) og Guillermo Lorca (født 1984) fra Chile; Melisa Calabria (født 1993) fra Argentina; Molly Judd (født 1991) fra Irland; og Rose Freymuth-Frazier (født 1977) fra USA.

Nerdrums undervisning har hele tiden handlet om klassiske (i betydningen: evigtgyldige) maleteknikker som komposition, lys-skygge-effekter m.m. og om klassiske genrer som landskabsmaleri og portræt. Nerdrum og hans familie er desuden optagede af antikkens filosofi og mytologi, som indgår i diskussioner imellem familiemedlemmerne og på skolen. I dag er Nerdrum-skolen sat i system, så eleverne kan ansøge om ophold af tre måneders varighed.

Odd Nerdrum er gift med folkemusikeren Turid Spildo (født 1967) og er far til fire voksne børn. I årene 1977-1991 dannede han par med billedkunstner og rektor Cecilie Broch Knudsen (født 1950).

Nerdrum har i perioder haft et anstrengt forhold til den offentlige kunstkritik og dele af kunstmiljøet i Norge. Som en kommentar til dette begyndte han i 1997 at betegne sin kunst som kitsch, et begreb der normalt bruges om uægte, billig eller dårlig kunst, og han kaldte sig selv kitschmaler. Kitschbegrebet, sådan som Nerdrum anvender det, synes også at omfatte store dele af den klassiske malerkunst, i modsætning til nyere udtryksformer som konceptkunst, installationer og performance, som han omtaler som kunst. Ved at vende begreberne på hovedet synes Nerdrum at ville fremtvinge en refleksion over, hvad kunst er, og hvad det ikke er.

I 2007 udgav den danske kunsthistoriker Merete Sanderhoff bogen Sorte billeder. Kunst og kanon. Her introducerer hun stilarten passionisme og Odd Nerdrum som en repræsentant for den. Hermed sætter hun Odd Nerdrum i samme kategori som de danske kunstnere Thomas Kluge, Ulrik Møller (født 1962), Preben Fjerderholt (1955-2000), Peter Martensen, Balder Olrik (født 1966), Martin Bigum og Michael Kvium. Fælles for dem er, ifølge Sanderhoff, at de befinder sig i udkanten af kunstscenen og på kant med den anerkendte og kanoniserede kunst. Det gør de bl.a., fordi de ikke lever op til postmodernismens sammenblanding af genrer og referencer eller modernismens eksperimenter med form og abstraktion. I stedet maler de figurative og fortællende malerier med teknikker, som man kender fra meget ældre kunst, fx clairobscur, hvor figurerne toner frem fra en dramatisk sort baggrund, som det kendes fra teater. Passionisterne holder sig også indenfor klassiske genrer som landskabsmaleri, portræt og allegorier, altså personer og genstande, der er sat sammen på en måde, så de kan aflæses som symboler på fx frugtbarhed, forgængelighed eller død.

I perioden 1968–1983 skildrede Nerdrum samfundets tabere i en dramatisk hverdagsrealisme (se: realisme), for eksempel Morgen (1972), Trygd (1973, Museet for samtidskunst), Indlæggelsen (1975) og Arrestationen (1975–1976). Han skildrede også den nye ungdomskultur og brød seksuelle tabuer i billeder som Frigørelse (1974) og Vår (1977).

I maleriet Amputation (1974) viste han individet som lemlæstet, som et offer for samfundet. I et af hans mest kontroversielle og debatterede værker, Mordet på Andreas Baader (1977–1978, Astrup Fearnley Museet i Oslo), skildrede han terroristen som et offer for samfundsmagten. Flygtninge på havet (1979, Hessisches Landesmuseum i Tyskland) tog fat på de vietnamesiske bådflygtninges situation.

Nerdrum udførte også billeder fra familie-, bade- og strandliv, fx Gravid kvinde (1977), Spædbarn (1982), Fra Citadellet (1979–1980) og Nevlunghavn (1981–1982). Tidlig morgen (1984) antydede noget nyt i Nerdrums kunst, hvor maleriets strandmotiv også rummer fortrængte fortællinger om seksualitet og moderskab.

Fra omkring 1983 skabte Nerdrum mytiske malerier med omfattende brug af symbolik. Landskaberne er øde, golde og uendelige, inspireret af det islandske landskab, og himlen er mørk og tung. Menneskene bærer hjelmlignende hovedbeklædninger. Et af hovedværkerne fra denne periode er Skyen (1985, Bergen Billedgalleri).

Menneskets oprør mod og ødelæggelse af naturen er et tema i malerierne Contra natura (1990) og Mand med et hestehoved (1993). Øde landskaber fungerer som symbol på undergang, død og eksil, men også på samling, frigørende ensomhed og nyt liv. I spændingen mellem undergang og nyt liv skabte han værker som Solen vender tilbage (1986) og Dawn (Morgengry) (1990, købt af David Bowie). Han gjorde omfattende brug af symboler i billeder som Vandvogterne (1985), Fem mennesker omkring et vandhul (1992), Brød (1991), Spædbarn (1992) og Mand med stenbider (1992). En række af hans billeder er knyttet til transformationssymbolik og helhedssymbolik i kontrast til dødssymbolik, for eksempel Sovende par (1991), Døende par (1992) og Hermafrodit (1992).

Et andet tema, der stod centralt i Nerdrums maleri i 1990’erne, er kampen mellem kvinde og mand, fx i Kvinde dræber såret mand (1994, Astrup Fearnley-samlingen) og Levende begravet (1996). Mange af hans motiver har været provokerende, bl.a. Selvportræt med gylden kappe (1998), Pissing Woman (1998) og Morgen på Dritskjær (2001), der afbilder henholdsvis Nerdrums erigerede penis, tis og afføring.

Nerdrum har også udført en række portrætter. Særligt kendte er hans selvportrætter og portrættet af den norske paraolympiske skiløber Cato Zahl Pedersen (født 1959) fra 1995.

Fra 2000 holdt Odd Nerdrum i en periode op med at datere sine værker. Merete Sanderhoff giver følgende forklaring på hvorfor:

"Dette kan ses som en gestus, der skal understrege, at hans billeder befinder sig udenfor den konkrete nutid; at de er tidløse udsagn, eller mere præcist udsagn, der har noget at fortælle mennesker til alle tider."