Mississippi River

Hovedfloden udspringer fra søen Ithasca i Minnesota 450 m.o.h. På sin vej modtager den tilløb fra Rocky Mountains-floderne Missouri, Arkansas og Red River samt Ohio fra Appalacherne mod øst. Neden for Ohios tilløb bugter den sig i store slyngninger gennem en kilometerbred og ca. 1500 km lang flodslette, der er dannet af dens egne aflejringer siden Tertiærtiden. Ved udmundingen i Den Mexicanske Golf danner aflejringerne af flodens medbragte materiale et vidt forgrenet delta, som fortsat vokser, skifter retning og nu strækker sig over 100 km SØ for New Orleans. Materialetransporten er enorm. Med en middelvandføring på 19.000 m³/s tilføres deltaet ca. 500 mio. t flodslam om året.

Floden er en vigtig trafikåre, som især i hjuldampernes tid havde stor betydning for person- og varetransporten i USA. I sit hovedløb kan den i dag besejles med pramme op til 3000 km fra New Orleans. Mange af bifloderne er også sejlbare, og det samlede net for sejlads er øget betydeligt ved kanalbyggeri, bl.a. The Illinois Waterway, der med åbningen i 1933 skabte forbindelse til Chicago og Lake Michigan. For at sikre navigationen og modvirke oversvømmelser er hovedløbet stærkt reguleret, mens mange bifloder også reguleres for at udnytte vandkraften og muliggøre kunstvanding, især mod vest. Til at koordinere de mange reguleringer, diger, sluser, dæmninger m.m., oprettede Kongressen i 1879 The Mississippi River Commission, hvis indsats blev forstærket efter voldsomme oversvømmelser i 1927. Siden har alene forbundsstaten bevilget mere end 25 mia. dollar til bl.a. dæmningsbyggeri og digesikring. Alligevel er oversvømmelsernes tid ikke forbi. Nogle af de hidtil værste katastrofer indtraf i 1973, 1982 og værst af alle i 1993, da vandstanden i sensommeren nåede 14 m over dagligt vande ved St. Louis; 40.000 km² blev oversvømmet. Blandt årsagerne blev der peget på rekordnedbør og -snesmeltning i de nordlige kildeområder, men også på menneskeskabte forhold. Det har ført til en revurdering af det seneste århundredes flodkontrol.