Lemvig Museum er et lokalhistorisk museum i Lemvig. Det belyser kulturhistorien inden for den nuværende Lemvig Kommune.

Museets opgaver

Lemvig Museum er statsanerkendt. Det vil sige, at det modtager offentlig støtte og til gengæld løser en række opgaver i henhold til museumsloven. Opgaverne omfatter indsamling, registrering og bevaring af genstande samt forskning og formidling inden for museets ansvarsområde.

Udstillingssteder

Museet har tre udstillingssteder med et samlet besøgstal på knap 10.000 (2024).

Lemvig Museum

Thøger Larsens arbejdsværelse på Lemvig Museum.
Thøger Larsens arbejdsværelse.
Lemvig Museum.

Museets hovedafdeling formidler købstaden Lemvigs historie samt forholdet mellem byen og dens opland af bønder og fiskere. De to fætre, kunstmalerne Kristen og Niels Bjerre, stammede fra egnen og er begge repræsenteret i museets samling. I udstillingen Vestjylland og verden er fokus på de internationale forbindelser til Tyskland, England, Nederlandene m.m. Museet har en omfangsrig samling fra forliset af den russiske orlogsfregat Alexander Nevskij i 1868.

To af byens store sønner har fået deres egne udstillinger: Tegneren Henning Gantriis, hvis tegneserie Livets gang i Lidenlund er inspireret af hjembyen Lemvig, og digteren Thøger Larsen, der ud over sit litterære virke også havde en stærk interesse i astronomi. Hans arbejdsværelse fremstår, som det gjorde ved hans død i 1928.

To vandrestier, begge indviet i 1994, går ud fra museet. Planetstien på 7,4 km er en model af Solsystemet i målestokken 1:1 mia. Skulpturstien rummer 54 værker af billedhuggeren Torvald Westergaard, der havde sit virke i Lemvig i en menneskealder.

Jens Søndergaards Museum

I Ferring ved Bovbjerg ligger et museum for Jens Søndergaard, indrettet i malerens gamle sommerhus og bygget op omkring en stor samling af hans værker.

Jens Søndergaards Museum i Ferring. Huset ligger ganske tæt på stranden med Vesterhavet i baggrunden. Uden for huset ses kunstnerens skulptur af en mand, der skuer ud over havet.

Flyvholm Redningsstation

Flyvholm Redningsstation med de karakteristiske krydsede dannebrogsflag på den grønmalede port. Bygningen ligger lige inden havdiget mellem Langerhuse og Vrist.

Vest for Harboøre ligger Flyvholm Redningsstation. Stationen, der fungerede fra 1847 til 1995, var én af de mest aktive på den jyske vestkyst og stod i årenes løb for redningen af mere end 700 individer. Den er ikke længere i brug, men rummer i dag en udstilling om Redningsvæsenets historie med en original redningsbåd og andet materiel.

Museets historie

Lemvig Museum blev oprettet som ens elvejende institution i 1931 og opnåede statsanerkendelse i 1948. Siden 1940 har museet haft hjemme i byhuset Vesterhus, opført i 1841 og udvidet i 1958.

I 1968 blev redningsbåden ved Flyvholm taget ud af drift, og stationen var herefter udelukkende udstyret med et raketapparat. Få år efter indrettedes den første udstilling i bygningen. Siden 1997 har også Jens Søndergaards Museum, oprettet 1958, hørt under museet.

Læs mere i Lex

Læs mere i Trap Danmark

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig