Nauru

Britiske søfolk besøgte som de første europæere Nauru i 1798 og navngav den Pleasant Island. Fra ca. 1830 besøgte hvalfangere jævnligt øen, og adskillige beachcombers slog sig ned på Nauru. Nauruanerne byttede fødevarer med europæerne, som betalte med spiritus og våben. Både alkohol og våben var skyld i en ti år lang og blodig borgerkrig fra 1878. Borgerkrigen blev bragt til ophør i 1888, da Tyskland indlemmede øen i protektoratet Marshalløerne og fik øboerne til at aflevere deres våben. I 1899 begyndte missionærer at udbrede kristendommen på Nauru, og i 1906 indledtes brydning af fosfat.

Efter Tysklands nederlag i 1. Verdenskrig administrerede Storbritannien, Australien og New Zealand fra 1919 øen på et mandat fra Folkenes Forbund. I årene 1942-1945 var Nauru besat af Japan. Under krigen blev ca. 1200 nauruanere deporteret som tvangsarbejdere til Stillehavsøen Chuuk. De 745 overlevende blev sendt tilbage til Nauru efter krigens afslutning. Fra 1947 var Nauru formynderskabsområde under FN, styret af Australien. I 1948 startede kinesiske minearbejdere et oprør i protest mod deres arbejdsforhold. Det blev slået ned med hård hånd.

I 1964 blev det foreslået at flytte hele befolkningen til en ø ud for Queenslands kyst, fordi hele øen var ved at blive undermineret af fosfatminen. Nauruanerne ville få ejendomsret til øen og blive australske statsborgere. Det ville de ikke acceptere, men krævede i stedet at få suverænitet over den australske ø. Tovtrækkeriet blev det første skridt mod selvstændighed i Nauru. I 1968 blev Nauru en uafhængig republik samt medlem af The Commonwealth of Nations.

Efter uafhængigheden overtog staten kontrollen med fosfatminen, og det gjorde Nauru til et verdens rigeste lande, indtil minedriften gik ned først i 1980'erne – der var ikke mere fosfat. Nauru sagsøgte den australske stat i 1989 for at få erstatning for miljøskaderne ved fosfatudvindingen. 80 % af øen blev ubeboelig, og udvaskninger og anden forurening fra minen ødelagde store dele af økosystemet omkring øen. Fordi man fandt forlig uden for retten, er omfanget af den kompensation, som Australien accepterede at betale, ikke offentligt tilgængelig. Men der var formentlig tale om en erstatning på 107 millioner AUD og en årlig pulje til rehabilitering af miljøet på 2,5 millioner AUD.

Nauru investerede pengene indtjent i 1970'ernes fosfatguldår. Men dels blev de investeret dårligt, bl.a. i en musical i London i 1993 om Leonardo da Vinci, der blev en kunstnerisk og økonomisk katastrofe. I begyndelsen af 2000'erne afhændede Nauru sine ejendomme i Australien, og kassen var tom. Statens luftfartsselskabs ene fly blev konfiskeret af kreditorer, nationalbanken lukkede, og over en milliard AUD var tabt. Man slog sig allerede i 1990'erne på at blive et skattely og sælge pas til udlændinge for at finde alternative indtægtskilder.

Derfor var jorden gødet, da den australske regering ledte efter et sted at placere asylansøgere uden for Australien, fordi de derved ikke kunne kræve asyl i Australien. Fra 2001 til 2007 arbejdede ca. 100 nauruanere i en asylansøgerlejr, som var finansieret af den australske stat. Nauru modtog i perioden 2001-2007 ca. 20 millioner AUD om året i støtte fra Australien. Asylansøgerregimet i Nauru kostede anslået den australske regering 1 milliard AUD.

I 2012 genåbnede asylcentret, og i 2017 blev det anslået, at indtægter i forbindelse med asylcentret udgjorde 35 % af Naurus bruttonationalprodukt. Centret lukkede igen i 2019. Til gengæld blev der grebet ind over for skattelysarrangementet. I 2018 indledte Nauru et samarbejde med et canadisk dybhavsmineselskab om at indsamle mangannoduler fra havbunden. I 2021 genåbnede asylcentret, og i 2025 indgik Australien en 30-årig aftale med Nauru. Australien betalte forud 408 millioner AUD og et årligt beløb på 70 millioner AUD. I 2025 lancerede Naurus regering så en "gyldent pas"-ordning, hvor lyssky personer med mange penge kan købe sig til et Nauru pas. Betalingen skal finansiere flytningen af næsten hele øens befolkning fra kystområder til højerebeliggende steder. Passet koster over 100.000 AUD og kræver ikke, at man tager ophold på øen.

Klimaforandringerne rammer Nauru, som den rammer alle stillehavssamfund. Nauru er en meget lille ø, som ganske vist har en del terræn, der ligger 20-35 meter over havets overflade, men det eneste dyrkbare og de eneste områder, der ikke er et fosfatudgravet, goldt landskab, ligger ganske få meter over havets overflade. De vil forsvinde, når de forventede havstigninger slår igennem, og reelt gøre øen ubeboelig.