InWear, dansk modefirma, grundlagt i 1969 af Niels Martinsen (f. 1948). Martinsen og daværende designer Kirsten Teisner (f. 1944) lancerede InWear som et designdrevet mærke primært henvendt til unge kvinder. Mærkets kollektioner bestående af bl.a. skjorter i indisk bomuld og kjoler i jersey blev hurtigt populære i både Danmark og internationalt, og mærket var et af de første til at eksperimentere med vasket denim for et vintageudtryk. I 1971 flyttede InWear som det første danske tøjmærke produktionen til Kina. InWear blev hurtigt en stor succes, og op igennem 1970’erne turnerede Martinsen og Teisner rundt i Europas større byer, hvor de afholdt modeshows. InWear var blandt de på daværende tidspunkt få danske mærker, som formåede at slå igennem i New York, hvor de i 1984 åbnede egen butik og afholdt modeshow. Mærket var igennem 1970’erne kendt for at lave markante kampagner, og i 1980’erne havde de ikoniske modeller som Renée Toft Simonsen og Helena Christensen i kampagnerne. I 1996 blev virksomheden InWear Group børsnoteret, og i 2001 fusionerede InWear Group med Carli Gry International til modekoncernen IC Companys. I 2014 var InWear en del af den brandportefølje, som DK Company opkøbte fra det daværende IC Companys. Siden 2014 har Jette Romvig været ansat som designer hos InWear, der i dag fokuserer på at skabe feminine, urbane kollektioner bestående af klassiske beklædningsgenstande. InWear har vundet Guldknappen i 1991 og 2011, været nomineret til en DANSK Fashion Awards, og mærkets daværende designer Lene Borggaard vandt en ELLE Style Awards for Årets Designer.