Hjelm ved Djursland. Rester af den borg, som de fredløse mordere opførte efter mordet på kong Erik Klipping i 1286 kan anes i landskabet.

.
Fyret på Hjelm drives siden 2004 af solenergi.
Af .
Udsigt mod vest fra Hjelm Fyr. Bygningerne er øens tidligere avlsgård.
Af .

Fyret på Hjelm er opført 1856. Fyrpersonalets boliger, som sammen med tårnet omkransede en lukket gårdsplads, blev revet ned i 2007. Foto fra juni 2009.

.

Hjelm er en ø i Kattegat cirka 9 km sydøst for Ebeltoft Færgehavn. Øen er på 63 hektar og adskilt fra fastlandet af Hjelm Dyb. Siden 2007 har Hjelm været en del af Syddjurs Kommune.

Faktaboks

Etymologi
Stednavnet Hjelm nævnes fra 1200-t. som Hiælm 'hjelm', om en hjelmlignende, hvælvet forhøjning.

Bortset fra et område omkring Hjelm Fyr er øen i privat eje. Siden sidst i 1960'erne har Hjelm været uden faste indbyggere og dyrkning.

Landskabet

Hjelm er formet af den seneste istid og minder nærmest om en cirkulær moræneknold med tilgroede litorinahavsklinter. Øen er omgivet af en bræmme af marint forland med strandvolde, der mod vest danner odden Vesthage.

Hjelm havde i perioden 1970 til 1983 en fuglestation med omfattende ringmærkning og optælling af fugle, der blev styret af Vildtbiologisk Station Kalø. Derefter blev øen og det nordlige søterritorie en del af et nationalt biologisk interesseområde.

Hjelm indgår i Nationalpark Mols Bjerge.

Historien om Marsk Stig

Marsk Stig Andersen Hvide blev dømt fredløs i 1286 for mordet på Erik 5. Klipping i Finderup Lade på Sankt Cæcilie nat. I 1290 slog Marsk Stig Andersen Hvide sammen med sine tilhængere sig ned på Hjelm, som han befæstede. Der er i alt tre kendte voldsteder på øen.

Det største voldsted ligger på øens højeste punkt, Fyrbakken (45 meter over havet), og menes at stamme fra Marsk Stigs borg. Netop her blev Hjelm Fyr etableret i 1856. På kanten af morænebakken er der to voldsteder, Kastelsbakken og Skådebakken.

Der er foretaget arkæologiske udgravninger ad flere omgange på Hjelm, senest i 1999 og 2000 ved Pauline Asingh, Nils Engberg m.fl.

De fredløse drev falskmøntneri på øen frem til 1306, hvor Erik 6. Menved erobrede borgen fra den norske kong Håkon 5. Magnusson. Håkon var Marsk Stigs frænde, og han overtog Hjelm efter marskens død i 1293.

Det er i eftertiden blevet diskuteret, om dommen for mordet på Erik Klipping i 1287 var retfærdig.

Efterspil

Historien om Marsk Stig og de fredløse har givet stof til adskillige folkeviser, et skuespil (Carsten Hauch: Marsk Stig, 1850), en opera (Peter Heise: Drot og Marsk, 1878) og to romaner (B.S. Ingemann: Kong Erik og de fredløse, 1833, og Ebbe Kløvedal Reich: Festen for Cæcilie, 1979) samt en række fortællinger, deriblandt Karen Blixens Fra det gamle Danmark (Vintereventyr, 1942).

En mindre ø af næsten samme navn er Hjelm Ø i Guldborg Sund.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig