Hans Lynge

Ved siden af hvervet som kateket, arbejdede faderen Niels Lynge, som også var maler og digter. Både kristendommen og en vedvarende afsøgning og undersøgelse af i den inuitiske kultur prægede Lynges arbejde livet igennem. Han var stor kritiker af kirken som institution og den vanekristendom, der bestod af dogmer, frem for den individuelle tilegnelse og refleksion over kristendommens ånd og budskaber.

Lynges far var medstifter af den kristne forening Peqatigiinniat, som med sloganet ”Fremad, Opad!” havde til formål at opildne grønlænderne til fremgang, materielt såvel som åndeligt. Den ellers strengt kristne far lyttede dog også til egnens fortællere, som berettede egne fangstoplevelser og fortalte gamle myter og sagn. Her mødte Lynge en verden, som var fortrængt under kristendommen, men som han satte sig for at rehabilitere, så grønlænderne fremover kunne blive stolte, frem for skamfulde, over deres fortid.

I årene 1946-1952 foretog Lynge omfattende indsamlinger på den grønlandske vestkyst og ”hjemtog” dermed en praksis, som før var blevet udført på initiativ af danske forskere. I 1955 udkom hans indsamlinger fra Melville Bugten i den videnskabelige serie Meddelelser om Grønland, og i 1967 i en populariseret version på vestgrønlandsk, Inuppaat (Fornemme mennesker), som blev til inspiration for de unge under 1970'ernes bølge af interesse for fortiden. Samtidig gjorde Lynge traditionen til omdrejningspunktet i sin egen kunstneriske praksis.

Som Lynges litterære hovedværk regnes romanen Ersinngitsup piumasaa, udgivet som beskedent duplikat i 1938, i bogform i 1967 og i dansk oversættelse i 1990 under titlen Den usynliges vilje. Den grønlandske titel betyder den eller det usynliges vilje. På grønlandsk skelner men ikke mellem den og det, og Lynge henviser i teksten både til de før-kristne inuits usynlige åndeverden og til den kristne Gud. Den danske oversættelse er nødt til at tage et valg og mister derfor tvetydigheden.

Romanen handler om to brødre, Ulloriaq og Saamik, der en dag opdager, at den mand, de elsker som deres far, i virkeligheden har slået deres biologiske far ihjel. Det påhviler nu brødrene at hævne deres far, og det gør de, selv om det samtidig tager livet af deres mor. Den yngste bror, Ulloriaq kan imidlertid ikke leve med det og går qivittoq, det vil sige, at han forlader menneskene og søger ensomheden ude i fjeldet.

Her ville han være gået til som menneske, hvis ikke hans kæreste, Arnannguaq, var fulgt efter ham. Først da hans kulde er ved at dræbe hende, vækkes han tilbage til livet, og sammen returnerer de til bopladsen, hvor han indtræder i rollen som angakkoq, shaman, og helbreder Saamik, som i mellemtiden er ramt af sygdom.

Romanen har allusioner til Bibelens fortællinger om Jonas og Jesus, og til dansk romantik som fx H.C. Andersens eventyr ”Snedronningen”. Afgørende i en grønlandsk kontekst blev tekstens insisteren på at skabe en ny ramme for fortolkning af tilværelsen, hvor inuits gamle tro ikke kun overlever som død ”kulturarv”, men som et levende reservoir af viden til inspiration for fremtidige generationer.

Allerede under sin første ansættelse som kateket i Sydgrønland var Lynge aktiv inden for amatørteater og skrev sine første selvstændige stykker. Stykket jûtdlerugtûlersut (Juletravlhed) fra 1936, hvor han bl.a. kritiserede danskeres dårlige behandling af grønlændere, kostede ham jobbet som oversætter på kolonikontoret.

Nogle få af Lynges teaterstykker og hørespil er udgivet eller bevaret i manuskriptform, mange er gået tabt, men de indlagte sange lever. Det gælder fx Nuilersup qilaap seqinersuata (Som en morgen når solen står strålende op) fra stykket Nunaga asallugu (Jeg elsker mit land) fra 1935. Sangen blev i 2006 optaget i Højskolesangbogen, oversat af Mads Lidegaard.

I 1970'erne og 80'erne blev Lynge en støtte og inspirator for Tuukkaq Teatret. Selv om Lynges egen æstetik primært var inspireret af europæiske former, forstod han til fulde de unges ønske om også at integrere fortidens kropslige erfaringer fra maskedans og trommesang.

På Lynges tid var det primært danskere, der skrev Grønlands historie. Skønlitteratur og erindringer blev derimod vigtige kilder til Grønlands Indre Liv, som den sigende titel lyder på Lynges erindringer i to bind (på dansk i 1981 og 1988). Til samme genre hører også værket Nûk. Hvad der i vore dage huskes fra Godthåbs fortid, 1978.

Lynge udgav disse værker både på dansk og grønlandsk, ligesom han oversatte en række danske klassikere til grønlandsk.

Hans Lynge var således på ingen måde imod sproglig og kulturel udveksling og fornyelse. Det var de ulige magtforhold og tvang, der var ham imod.

Lynges billedkunst kan ligesom hans forfatterskab ikke ses udenfor den tid, de var en del af, som på mange måder var en brydningstid. I 1953 fik Grønland status som amt i Danmark herefter fulgte de problematiske politikker G50 og G60 med blandt andet daniseringsprocesserne. I 1979 fik Grønland hjemmestyre, som på mange måder fulgte i kølvandet på massive protester fra særligt de unge, som gennem musik, artikler, taler, udstillinger og digte diskuterede identitet, selvstyre og selvstændighed samt genoplivede de gamle sommerlejre aasivik.

For Hans Lynge blev mødet med kunstnerkollegaen Bodil Kaalund afgørende. Hun arrangerede i 1950'erne to udstillinger; en udstilling med dansk kunst i Grønland, og en udstilling på Louisiana i Humlebæk med grønlandsk kunst. Som Hans Lynges enke Inge Lynge har skrevet, så løftede Kaalund med særligt disse udstillinger den grønlandske kunst ud af etnografiens jerngreb, som den ellers i Europa og Danmark var blevet holdt i og fortsat til tider holdes i, og ind på kunstscenen.

Sammen oprettede Kaalund og Lynge i 1972 Grafisk Værksted, i dag Grønlands Kunstskole, som Hans Lynge var første leder af og senere tilknyttet som gæsteunderviser.

Hans Lynge har udført flere offentlige værker, hvoraf den mest kendte er de 13 gobeliner skabt til byrådssalen i Nuuk/Kommuneqarfik Sermersooq mellem 1981 og 1997. Bodil Kaalund var konsulent på opgaven, og Hans Lynge tegnede de 12 forlæg, som blev vævet af væverne Mette-Lise Rössing, Pernille Ponsaing, Bodil Bødtker-Næss og Gina Hedegaard samt med billedvæver Persida Lund (1935-2020) inde over særligt omkring garn og indfarvning. Hans Lynge døde inden færdiggørelsen. Sidste gobelin, Hans Egedes ankomst til Nuuk, blev tegnet af Kaalund ud fra motivet på Godthåbmedaljen, som er udformet af Hans Lynge.

Hans Lynge er blandt andet repræsenteret i samlingerne på Nuuk Kunstmuseum og Nunatta Katersugaasivia Allaagaateqarfialu/Grønlands Nationalmuseum & Arkiv, men den største samling ejes af Hans Lynge Fonden og Inge Lynge. En samling som i nærmeste fremtid overgår til Fonden til oprettelse af et Grønlandsk Nationalgalleri. Hans Lynge har udstillet i Grønland, Danmark, Norden samt på en international kunstscene.

I 2006 udkom den omfattende monografi Hans Lynge – En grønlandsk kulturpioner om Hans Lynges værker og tekster. I 2010 kuraterede Nordatlantens Brygge og Bornholms Kunstmuseum en større udstilling med Hans Lynges værker under titlen Hans Lynge – mennesket og myten, hvortil der blev udgivet et katalog. I 2025 er en stor udstilling på Museet for Religiøs Kunst Hans Lynge – Lidenskab skal der til!, hvor der i det medfølgende katalog blev sat særligt fokus på Lynges tro, kristendommen og de inuitiske rødder med udgangspunkt i overlappene i hans praksis mellem teatret og billedkunsten.