Eva Koch

Til at begynde med lavede Eva Koch næsten udelukkende skulpturer. I slutningen af 1980'erne begyndte mange kunstnere og intellektuelle at tale om "billedsamfundet", hvor verden kunne opleves som en strøm af billeder, der lynhurtigt skiftede fra det ene emne til det andet. Derfor begyndte Eva Koch at arbejde med installationer, hvor forskellige billeder indgik. Det gælder fx værket Multimedie skulptur (1990). Her gik publikum igennem en spiral af aluminiumsplader med to indgange. Den ene indgang ledte publikum mod en kraftig lyskilde som et billede på åndelig oplysning. Den anden indgang ledte publikum mellem to vægge, hvor der blev vist videooptagelser fra en gade i Barcelona overfor skiftende billeder af verdenspolitiske begivenheder som fx Berlinmurens fald i Tyskland og Nelson Mandelas løsladelse i Sydafrika.

Eva Koch har undervist ved forskellige kunstneriske uddannelser gennem mange år – fra hendes første ansættelse som gæstelærer ved Kunstakademiets Arkitektskole i 1996 og til hendes seneste ved Srishti School of Art, Design and Technology i Bangalore, Indien, i 2016.

Derudover har hun været medlem af en lang række bestyrelser, fx for Kulturministeriets Udviklingsfond (1998-2001), Den Danske Radeerforening (2000-2011) og Det Jyske Kunstakademi (2008-2016). Hun var medlem af Akademiraadet i årene 2005-2007.

Billister, der kører mod den jyske vestkyst ad Vestkystvejen, lægger ofte mærke til Lyshøjen: en stor rund jordvold med lysende LED-skærme, der minder om ufoer.

Eva Koch skabte værket sammen med billedkunstner, landskabsarkitekt og tidligere professor ved Kunstakademiet Steen Høyer (født 1943). Anledningen var, at der var blevet 800.000 kubikmeter jord tilovers efter anlæggelsen af en ny motorvej ved Esbjerg. De to kunstnere besluttede derfor at ændre landskabet med en stor bakke, der bliver skåret igennem midtpå af vejen Landemærket.

Skulpturens ufo-lignende lysskakter gentager jordvoldens form. Lyset bliver stærkere, når de biler, der kører forbi på Vestkystvejen, aktiverer sensorer i vejens belægning. På den måde gør værket tydeligt opmærksom på, hvordan landskabet ikke bare er natur, men i høj grad er noget, som mennesket former og udnytter.

Lyshøjen måler 280 m i diameter og er dermed Danmarks største kunstværk og et af få danske eksempler på land art.

I videoinstallationen Villar følger vi seks personer på seks forskellige projektorer. Værkets titel henviser til den spanske landsby Villar del Cobo, og installationen er bygget op som en landsby, man kan gå igennem. Hvis man aktiverer en af projektorerne, går videoen i gang, og den medvirkende person begynder at fortælle.

Villar er et selvbiografisk værk, der tager udgangspunkt i Eva Kochs mor Christobalina. I 1934, under Den Spanske Borgerkrig, blev Christobalina og hendes bror anbragt på et børnehjem, fordi deres far var død, og deres mor var syg. På grund af krigen gik der lang tid, før moren kunne komme tilbage til børnehjemmet, og da hun endelig nåede frem, var Christobalina blevet bortadopteret til en norsk familie. Først i 1962 blev Christobalina genforenet med sin biologiske familie med hjælp fra en notar, som hun mødte, da han var på bryllupsrejse på Færøerne. Genforeningen var således resultatet af en række utrolige tilfældigheder. På dette tidspunkt havde Christobalina i øvrigt selv stiftet familie med Eva Kochs danske far.

Værket er installeret, så alle får en individuel oplevelse. Billedsiden ændrer sig fx, hvis mere end to projektioner aktiveres samtidig, og man bliver inviteret ind i familiens hjem og ser scener fra familiens hverdag. Hvis man ikke er opmærksom på, at man selv kan aktivere de seks personers fortællinger, følger man blot hverdagslivet i Villar del Cobo udefra, som en forbipasserende turist ville opleve det. Derudover kan værkets 20 forskellige filmsekvenser af hver 2-5 minutters varighed kombineres på mange forskellige måder, og det er nok de færreste, der ser alle optagelser, selv hvis de besøger Villar mange gange.

Villar bliver på den måde en slags rejse, hvor ingen helt ved, hvad der venter forude. Som publikum bestemmer man selv, hvor meget man vil engagere sig i familiens fortælling. Samtidig er der stor forskel på de seks personers oplevelse af borgerkrigen og adskillelsen, og værket bliver dermed også et vidnesbyrd om, at erindringer er subjektive, og at sandheden ikke er den samme for alle.

Værket blev vist på Venedig Biennalen i udstillingen Clandestini, der fandt sted i udstillingsområdet Arsenale i 2003.