Cecilie Bahnsen, dansk modeskaber og brand. Bahnsen er uddannet fra Royal College of Art i London og har bl.a. arbejdet for de franske modehuse Christian Dior og John Galliano i Paris og den britiske modedesigner Erdem i London, inden hun lancerede design i eget navn i 2015. Bahnsens design er inspireret af traditionelle teknikker som kviltning og broderi og er kendt for skulpturelle silhuetter og beklædningsgenstande, der kombinerer flere lag af gennemsigtige materialer og håndlavede detaljer. Cecilie Bahnsen har lavet samarbejder med bl.a. Nørgaard paa Strøget og PIECES. Mærket har vundet flere designpriser, herunder DANSK Design Talent – Magasin Prisen i 2016 og Kronprinsparrets Stjernedryspris i 2017. Bahnsen er desuden den første danske designer, der er blevet indstillet som finalist i den prestigefyldte internationale modekonkurrence LVMH Prize.