Algol er den næstklareste stjerne i stjernebilledet Perseus.
Faktaboks
- Også kendt som
-
β Persei, dæmonstjernen
Stjernen kaldes undertiden også for Dæmonstjernen, fordi sagnhelten Perseus i den ene hånd har Medusas afhuggede hoved, det vil sige dæmonhovedet Ra's al-Ghul. Algol er det ene af hendes øjne.
I virkeligheden er Algol en dobbeltstjerne, der befinder sig i en afstand fra Jorden på 95 lysår. Den er en formørkelsesvariabel, hvor de to stjerner skiftevis formørkes med præcis 68,82 timers mellemrum, så den samlede lysstyrke falder fra en tilsyneladende størrelsesklasse på 2,2 til 3,5. Efter 10 timer er formørkelsen ovre, og Algol genvinder sin fulde lysstyrke. Selvom variationen er klart synlig for det blotte øje, blev fænomenet først beskrevet omkring år 1672 og korrekt forklaret i 1782.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.